Pressemeddelelse -
Soja-gigant bag store skovødelæggelser blokerer for bedre beskyttelse af tropisk skov
Sidste år afslørede Verdens Skove, at den amerikanske soja-gigant Cargill, der blandt andet leverer soja til den danske landbrugsindustri, er med til at drive ødelæggelserne af enorme skovområder i Sydamerika. Cargill har lovet at tage ansvar, men nu viser en ny rapport, at virksomheden ikke bare har undladt at forbedre sin egen praksis; Cargill modarbejder endda aktivt tiltag for bedre beskyttelse af tropiske skove i Brasilien.
Den amerikanske virksomhed Cargill, en af de helt tunge spillere i den internationale soja-handel - og en af Danmark absolut største soja-leverandører - trækker endnu engang negative overskrifter og hård kritik fra miljøorganisationer. Det sker efter en ny rapport om virksomheden fra ngo’en Mighty Earth, der blev offentliggjort i juli.
Rapporten viser blandt andet, at Cargill trods løfter om at tage ansvar for de omfattende skovødelæggelser, som virksomhedens soja skaber i Sydamerika, ikke har gennemført effektive tiltag for at ændre praksis.
Derudover fremgår det af rapporten, at Cargill aktivt har modarbejdet tiltag for at udvide et moratorium på soja dyrket i områder med skov, der skulle sikre en bedre beskyttelse af den såkaldte Chaco-skov i Brasilien.
“I lyset af, hvor meget Cargill er kommet i offentlighedens søgelys (...) antog vi, at de ville starte intensive indsatser for at stoppe skovrydning i det mindste på de steder (som der tidligere blev rapporteret om, red.). Tværtimod fandt vi, at Cargill stadig drev skovrydning på nogle af de samme steder, vi før havde besøgt,” lyder det i rapporten fra Mighty Earth.
Ville blokere konkurrenters indsats for bedre naturbeskyttelse
Organisationen skriver, at Cargill endda har prøvet at forhindre virksomhedens konkurrenter i at skubbe på for en bedre beskyttelse af Brasiliens økosystemer i forbindelse med sojamoratoriet:
“Mange af Cargills kunder (...) har opfordret til at udvide successen (med sojamoratoriet, red.) fra Brasiliansk Amazonas til andre økosystemer. Cargills konkurrenter Louis Dreyfus, COFCO og Wilmar har også advokeret for denne udvidelse. Men Cargill har nægtet, og i stedet brugt sin indflydelse i brancheorganisationer til at blokere sine mere ansvarlige konkurrenter fra at udvide denne beskyttelse,” skriver Mighty Earth.
Cargill har tidligere fået store bøder af brasilianske miljømyndigheder for miljøskadelig handel, og sidste år dokumenterede en rapport af Verdens Skove, Mighty Earth og norske Regnskogsfondet, hvordan store områder med tropisk savanne-skov i Sydamerika er blevet ryddet til fordel for sojaplantager, som blandt andre Cargill får sin soja fra. Rapporten dokumenterede videre, hvordan lokale folk er blevet truet og fordrevet fra deres jord af sojaproducenterne og er blevet forgiftede af sprøjtegifte fra sojaplantagerne.
I kølvandet på disse rapporter havde Cargills ledelse lovet at stille højere krav om ansvarlig produktion til deres underleverandører; men ifølge den nye rapport er disse løfter altså ikke blevet fulgt op af handling - tværtimod
Dansk landbrug forholder sig ikke til problem-soja
Og dét bør få alarmklokkerne til at ringe i den danske landbrugsindustri, lyder det fra Verdens Skoves politiske koordinator Gry Bossen.
“Danmark importerer hvert år over 1,5 millioner tons soja primært til husdyrfoder, og heraf kommer en stor del fra netop de lande i Sydamerika, hvor sojaproduktion skaber de her store ødelæggelser. Når det så er helt skruppelløse leverandører som Cargill, de danske importører køber deres soja af, så er der en ret stor risiko for, at den soja har ryddet oprindelig skov og fordrevet lokalbefolkninger,” forklarer hun.
“I de seneste måneder har den ene store danske landbrugsvirksomhed efter den anden meldt ud, at de vil tage mere klimaansvar. Men samtidigt forholder ingen af dem sig til soja-importen i deres klimaplaner,” fortsætter hun.
Gry Bossen forklarer, at skovrydning udleder store mængder CO2, og at soja, der rydder skov, derfor også har et enormt klimaaftryk. “Det er jo absurd på den ene side at ville være en klimavenlig branche, og på den anden side ikke at stille flere krav til en så klimaskadelig del af sin værdikæde, som soja er,” konstaterer Gry Bossen.
Verdens Skove opfordrer den danske landbrugsindustri til at tage ansvar for deres værdikæde og stille krav til, at den soja, virksomhederne selv køber - eller som deres underleverandører importerer - er ansvarligt produceret.
“Der er ingen tvivl om, at det danske landbrug kan stille skarpere krav end de gør nu. Hvad end det er at efterspørge certificeret soja, eller i det mindste ikke fortsætte med at købe soja af leverandører som Cargill, der ligefrem modarbejder bedre skovbeskyttelse. Der findes andre store leverandører, der modsat Cargill faktisk arbejder med at forbedre deres praksis, som man kan læse om i den nye rapport,” fastslår Gry Bossen.
Mener du også, at det danske landbrug skal tage ansvar for sin sojaimport? Så bak op om Verdens Skoves opfordring med din underskrift her.
Læs mere om sojaens konsekvenser her.
Emner
Kategorier
Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.
Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia forsvarer vi regnskoven.
Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.
I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.
Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982.