Gå til indhold
Handelsaftalen med MERCOSUR-landene vil give øget incitament til at rydde og brænde endnu mere skov af for at give plads til et konstant voksende landbrug
Handelsaftalen med MERCOSUR-landene vil give øget incitament til at rydde og brænde endnu mere skov af for at give plads til et konstant voksende landbrug

Nyhed -

Handelsaftalen mellem EU og de sydamerikanske Mercosur-lande er en katastrofe for skovene og klimaet

En EU-handelsaftale med Brasilien og de øvrige Mercosur-lande kan føre til 25% øget skovrydning årligt i de kommende seks år. Handelsaftalen er en fadæse, der stadig kan nå at afværges. Det er på tide, at regeringen melder klart ud, at Danmark af hensyn til skovene og klimaet ikke vil indgå den.

Af Kristine Clement, Kampagneleder for landbrug og skov i Greenpeace; Lasse Jesper Pedersen, Klima- og energipolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening; Sofie Tind Nielsen, Senior skovrådgiver i WWF - Verdensnaturfonden; Magnus Jensen Nielsen, Medlem af handelspolitisk gruppe i Global Aktion; Nanna L. Clifforth, Research- og kampagnemedarbejder i NOAH og Gry Bossen, Politisk koordinator i Verdens Skove

I øjeblikket slår skovrydning og naturødelæggelser nye rekorder i Brasilien, hvor landbrugsindustrien har sat enorme naturområder i brand. Flammerne tilintetgør store dele af Amazonas-regnskoven, Cerradoen og vådområdet Pantanal. Oprindelige folk bliver frarøvet deres jord, og millioner af prægtige og uerstattelige dyr omkommer i brandene. Imens har Brasiliens præsident Jair Bolsonaro travlt - ikke med at slukke brandene - men med at fornægte dem.

Sidste år, efter to årtiers forhandlinger, sprang champagnepropperne i EU og de fire Mercosur-lande, Brasilien, Argentina, Paraguay og Uruguay. En historisk handelsaftale, EU’s største nogensinde, var forhandlet på plads, en aftale, der ville fjerne toldbarrierer og åbne de to handelsblokkes markeder for hinandens varer. Aftalen gennemgår nu et juridisk eftertjek, hvorefter den skal vedtages i EU’s ministerråd, EU-parlamentet og antagelig medlemslandenes nationale parlamenter.

Oksekød, sojafoder og ethanol til biobrændstof fra Sydamerika vil med aftalen i endnu højere grad og til en lavere pris kunne flyde ind på EU’s marked, og biler, medicin og kemikalier til landbruget den anden vej. Aftalen er derfor også blevet kaldt en køer for biler-aftale. Man kunne også kalde den en mere kød-mindre skov-aftale.

Er der noget planetens katastroferamte klima ikke har brug for, er det billigere kød og biler, og et deraf følgende højere forbrug. Enhver regering, som har forpligtet sig til at leve op til Paris-aftalen om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grad, må indse, at EU-Mercosur-aftalen er en ommer.

I alle fire Mercosur-lande er skovrydning og naturødelæggelser i vækst for at møde en voksende national og global efterspørgsel på kød og foder til landbrugsdyr. EU’s årlige import fra Mercosur-landene er ansvarlig for skovrydning af et område på størrelse med Lolland. Hvert tredje minut ødelægges et skovområde på størrelse med en fodboldbane som konsekvens af vores forbrug i EU. Og hvis handelsaftalen mellem EU og Mercosur træder i kraft, vil den allerede galoperende skovrydning øges med 25% årligt de næste seks år, forudsiger en ekspertkommission nedsat af Frankrigs regering.

Den danske regering har indtil videre været påfaldende tavs om aftalen, og der har - modsat i mange andre europæiske lande - ikke rigtigt været nogen offentlig debat om den i Danmark. Da udenrigsminister Jeppe Kofod sidste år blev spurgt i Folketinget, om Danmark vil stemme imod aftalen svarede han, at Danmark i stedet bør udnytte “de håndtag, der vil ligge i handelsaftalen ift. at adressere skovrydning og Brasiliens forpligtelser i Paris-aftalen.”

Det lyder jo umiddelbart fornuftigt, men vent et øjeblik… Selvom aftaleteksten godt nævner Paris-aftalen, er der reelt ingen muligheder for sanktioner, hvis Brasilien og de andre lande ikke overholder den.

Der er heller ingen sanktionsmuligheder i forhold til skovrydning, og aftalen indeholder ingen mekanismer til at sikre sporbarhed af produkter med høj risiko for skovrydning og menneskerettighedskrænkelser, som det er tilfældet for bl.a. oksekød, soja og sukkerrør til ethanolproduktion

Aftalen sikrer heller ikke de oprindelige folks rettigheder. Det kapitel, der handler om bæredygtig udvikling, nævner godt nok, at de oprindelige folk skal inddrages i forbindelse med forsyningskæder for “skovprodukter”. Men igen ligger djævlen i detaljen, for kvæg og soja, som er de primære drivkræfter bag skovrydning, er ikke “skov-” men “landbrugsprodukter”. Aftalen beskytter altså ikke de oprindelige folk, når landbrugsindustrien sætter ild til deres skov og stjæler deres jord.

Aftalen giver således ikke EU-landene nogen virkningsfulde håndtag til at adressere skovrydning og Brasiliens forpligtelser i Paris-aftalen. Og der er absolut ingen grund til at tro, at Bolsonaro, som siden sin indsættelse som Brasiliens præsident systematisk har arbejdet for at svække skovbeskyttelsen, skulle blive mere grøn af at få adgang til at eksportere endnu flere skov- og klimaskadelige landbrugsprodukter til EU. Tværtimod.

Dertil kommer at aftalen bliver indgået på det værst tænkelige tidspunkt. Nemlig mens afskovningen for andet år i træk stiger i Brasilien. En handelsaftale med EU nu vil være en fjer i hatten til Bolsonaro og ligefrem fremstå som en belønning for Brasiliens prioritering af landbruget over menneskerettigheder, naturen, skovene og klimaet.

Fødevareminister Mogens Jensen har for nyligt lovet, at regeringen vil vende hver en sten for at stoppe Danmarks medvirken til skovrydning globalt. Hvis regeringen mener det alvorligt, burde det være en absolut no brainer for den at sige nej til handelsaftalen med Mercosur.

EU-Mercosur-aftalen har været 20 år undervejs, og den er tydeligvis en handelsaftale af i går. I nutidens verden er der brug for handelsaftaler, som beskytter menneskerettigheder og vigtige økosystemer, som fremmer en bæredygtig levevis, og som gør en positiv forskel for klimaet. EU-Mercosur-aftalen fejler på alle nævnte parametre.

Fra Verdens Skove: Hjælp os med at sige fra:

Det er på tide, at regeringen melder klart ud, at Danmark af hensyn til skovene, oprindelig folk, biodiversiteten og klimaet vil have en anderledes og meget mere seriøs indsats imod skovrydning og skovbrande. Den bør derfor ikke skrive under på MERCOSUR-aftalen i dens nuværende form. Du kan kræve at politikerne handler her.

Emner

Kontakt

Jonas Schmidt Hansen

Pressekontakt Redaktør og presseansvarlig Medlemsblad, nyhedsbrev 2625 8208

Nanna Jochumsen

Pressekontakt Teamleder for kommunikation (+45) 3190 2770

Relateret materiale

Verdens Skove fejrer Green Friday, og vi opfordrer til, at man intet køber fredag d. 27. november, hvor forbrugsræset raser

Verdens Skove fejrer Green Friday 2020

Verdens Skove fejrer Green Friday. Det er dagen uden vilde tilbud, men til gengæld masser af vilde råd til, hvordan DU kan blive en mere klimabevidst forbruger og dermed hjælpe med at passe på verdens skove.

Portugal vil under sit EU-formandskab prioriterer at gennemføre MERCOSUR-aftalen, som vil føre til stigende afskovning i Sydamerika

Portugal vil prioritere problematisk handelsaftale

Det bliver en prioritet for Portugal under sit EU-formandskab at få implementeret MERCOSUR-handelsaftalen. Aftalen vil være katastrofal, ikke mindst for Amazonas og andre sydamerikanske økosystemer, som bliver ryddet til fordel for landbrug.

De nordlige boreale skove er nogle af dem, der bliver omdannet af klimaforandringern

Klimaforandringer: Hyppige og voldsommere skovbrande omdanner permanent skove til sletter

En amerikansk undersøgelse viser, at flere og flere skove aldrig vender tilbage efter de hyppige og voldsomme skovbrande som klimaforandringerne forårsager. Store områder bliver i stedet til arealer med buskads og savanne. De menneskeskabte klimaforandringerne har medført en nedadgående spiral, hvor degenerering af skove og klima- og biodiversitetskrisen påvirker hinanden negativt.