Klimaforandringer: Hyppige og voldsommere skovbrande omdanner permanent skove til sletter

En amerikansk undersøgelse viser, at flere og flere skove aldrig vender tilbage efter de hyppige og voldsomme skovbrande som klimaforandringerne forårsager. Store områder bliver i stedet til arealer med buskads og savanne. De menneskeskabte klimaforandringerne har medført en nedadgående spiral, hvor degenerering af skove og klima- og biodiversitetskrisen påvirker hinanden negativt.

Af Amanda Veirum

Som mennesker fortsat opvarmer atmosfæren og klimaforandringerne raser derudaf, skabes der flere steder lokalt og regionalt dårligere levevilkår for træerne. Område, der normalvis selv ville springe i ny skov efter at være brændt ned af naturlige skovbrande, står nu i højere grad fortsat træløse. Det skyldes, at frekvensen af skovbrande bliver hyppigere og skovbrandene voldsommere. Det har en selvforstærkende påvirkning på de klima- og biodiversitetskriser, vi allerede står midt i. Det er samtidig med til at rokke ved den tro, mange har på naturens evne til altid at genoprette sig selv. Studierne viser, at menneskets påvirkning kan få voldsomme og meget negative konsekvenser for livet på jorden på længere sigt.

Naturlige skovbrande kan give nyt liv

For nogle økosystemer er skovbrande en helt integreret del af livscyklussen. Brandene rydder nemlig ud i skovbunden, så der er mere plads til, at de stærkeste træer kan vokse sig store og der bliver plads til, at nye kan vokse op, hvor andre er brændt. Desuden bidrager skovbrande til, at en række arter kan forplante sig, da eksempelvis kogler i nogle træerne kræver skovbrande for, at de åbner sig og sætter frø i jorden. Det er også derfor, at døde træer sjældent har vakt stor opsigt hos de fagfolk, der har deres daglige gang i skovlandskaberne. Men nye studier viser, at træerne ikke altid længere vender tilbage efter skovbrande. I et fra Rocky Mountains i USA viser en gruppe forskere, at store afbrændte skovområder står transformeret til busk- og blomsterlandskaber uden skyggen af en træspire. Det er estimeret, at det bliver skæbnen for 15 procent af de skove, der er ofre for brande i Rocky Mountains området inden 2050 og i Alberta i Canada, er der en risiko for at hele 50 procent af skoven helt vil forsvinde inden 2100.

Dette er alt sammen på grund af de nye vejrforhold, som klimaforandringerne bærer med sig. Miljøet forandrer sig i en hast og med en voldsomhed, at træernes overlevelsesmekanismer bliver sat ud af spil. Det kan eksempelvis ses ved ponderosa fyrretræerne, der findes i den sydvestlige del af USA, der i øjeblikket oplever en såkaldt ‘megadrought’. Som træerne udtørrer mere og mere, bliver de ude af stand til forsvare sig selv mod små og store farer. Det kan ses i de døde træer, der viser tegn på, at de ikke længere indeholder nok vand til udskille den honninglignende masse, der afholder gravebiller fra at kravle under barken og lave små huller. Huller, der i sidste ende kan være udslagsgivende for træets overlevelse.

Derudover følger denne ‘megadrought’ også en stigende risiko for skovbrande, der vokser sig ud af kontrol. Store gamle træer, der ellers normalt kan modstår selv store skovbrande, bliver brændt op af de nye og utroligt voldsomme skovbrande. Dette er kombineret med tørke, der er forværret af klimaforandringerne, og de forhold giver en risiko for, at store skovområder ikke vender tilbage, men i stedet vil konvertere til landskaber uden træer med mindre artsdiversitet.

Ændringer sker i rasende fart

Forandringerne skaber bekymring blandt de amerikanske fagfolk, ikke mindst på grund af den hastighed, skovene konverteres i. Steven Ostaja, som er direktør for den Californiske Klima Hub i den Amerikanske landbrugsafdeling, siger til the Guardian om sine observationer: “Det er ikke sket inden for en karriere. Det er sket inden for de seneste tre år.”

Han påpeger, at den udvikling, vi ser i Californien lige nu, ikke er gået så hurtigt i 10.000 år. Det vil sige siden sidste istid. Forskellen er bare, at denne gang er klimaændringerne menneskeskabte.

Også i andre dele af verden er lignende tendenser blevet observeret. I Amazonas snakker man aktuelt om et ‘tipping point’, der markerer det stadie, hvor skoven er så negativt påvirket af rovdrift samt klimaforandringer, at økosystemet sættes ud af balance i en sådan grad, at den langsomt vil begynde at nedbryde sig selv. I Sibirien er boreal skovene også presset af de stigende temperaturer, der har indfundet sig de senere år. Her smelter permafrosten, og store arealer er ved at blive omdannet til anden type skov, tundra eller savanne. Selv de europæiske skove, som ellers hidtil har været anset for mere eller mindre uberørte af klimaforandringerne, begynder at vise foruroligende tegn.

Nedadgående spiral for skovene

Foruden, at krisen sår tvivl ved træerne og skovenes fremtidige overlevelse, er det også dybt foruroligende at tænke på de konsekvenser, det vil have for de andre kriser vi står i midten af. Klima- og biodiversitetskrisen er dybt afhængige af vores skove. Skovene optager omkring en fjerdedel af den menneskelige CO2-udledning, de stabiliserer vejret, både lokalt, regionalt og globalt, og skovene er de mest artsrige områder på jorden. Hvis skovene fortsat forsvinder, vil al den optagede carbon løsne sig og finde sin vej tilbage til atmosfæren. Det vil forværre klimakrisen yderligere, hvilket igen vil gøre det sværere for skovene at regenerere, og dermed står vi muligvis midt i en ond nedadgående spiral.

Meget tyder på, at skove dør i stigende tempo, med eller uden direkte menneskelig interaktion. Det kan altså være, at vi kommer til et punkt hvor vi ikke selv har magten til at stoppe afskovningen, selv hvis vi alle aktivt satte ind mod afbrænding og menneskelig rovdrift. Derfor skal vi sørge for at bevare vores ældste skove nu, fordi det er det bedste middel vi har. Kun ved at skabe gode forhold for vores træer og skove, kan vi sørge for, at vi ikke når det såkaldte point of no return, hvor vi i worst case scenario risikerer at miste muligheden for at gøre noget overhovedet.