Pressemeddelelse -
Verdens Skoves ønsker til den nye naturpakke: Urørt skov, gamle træer og et nyt biodiversitetsråd
Foto: David Buchmann
Verdens Skove har i dag offentliggjort ni anbefalinger til, hvordan regeringens kommende naturpakke kan være med til at sikre biodiversiteten i de danske skove. Blandt de vigtigste er meget mere urørt skov, fældningsstop for gamle løvtræer indtil der ligger en færdig plan, og et helt nyt biodiversitetsråd, der skal rådgive regeringen i spørgsmål om natur og biodiversitet.
En målrettet naturindsats i vores skove vil ikke kun sikre mange af de truede arter i Danmark; det vil også i høj grad bidrage til, at vi på sigt kan leve op til vores internationale forpligtelser om biodiversitet. Ydermere kan det løfte de danske naturværdier, så befolkningen vil få langt større glæde af naturen med store og mangfoldige oplevelser, og det vil give forøget turisme, der skaber vækst, både lokalt og nationalt. Desuden vil en natur med flere oplevelser og udfordringer kunne styrke læring, viden, sundhed og trivsel.
Verdens Skove foreslår derfor overordnet følgende ni tiltag i forbindelse med Naturpakken 2016:
1. Fældningsstop af gammel løv i statsskove med mange rødlistede arter og særlige naturtyper (bioscore >9), indtil der er udpeget ny urørt skov og græsningsskov.
2. Udpegning af mindst 25-30.000 hektar ny urørt statsskov inden 2020 og 15-20.000 hektar ny urørt privatskov inden 2030. Udpegningen prioriteres efter: a) områder med nuværende forekomster af sårbare og truede arter, dernæst b) områder, som kan bidrage til fremgang i biodiversiteten.
3. Udpegningen af de konkrete skove skal ske i samarbejde med universiteterne i et hurtigarbejdende Biodiversitetsråd, så det er biodiversitetsformål og ikke skovdriftshensyn, der tilgodeses. I dag er op mod halvdelen af den udlagte urørte skov uden betydning for den truede og rødlistede biodiversitet.
4. Der udlægges mindst 5 store sammenhængende naturarealer primært på statens naturarealer, hvor naturlige økosystemfunktioner kan genskabes - enten af sig selv eller ved naturgenopretning. Arealerne skal hver være på mindst 1000 hektar men gerne meget større.
5. Urørt skov er ikke lig med totalt fældningsstop fra dag ét. Det er en proces, hvor der fortsat kan hentes hugstmodent tømmer ud af træsorter med lav betydning for oprindelig biodiversitet, for eksempel sitka. Der vil derfor kunne fældes i 10-30 år efter i den urørte skov, men det er betingelsen, at det fældede areal herefter bliver urørt natur og skov.
6. Etablering af en puljeordning til støtte for privatskovbruget, så der inden 2030 kan indgås langsigtede aftaler om urørt skov eller græsningsskov, helst ved tinglysning.
7. Inddrag kommuner, uddannelsesinstitutioner, NGOer og lokale erhverv i processen med udlæggelse af urørt natur i statsskove, så der sikres lokal opbakning. Den store vilde, natur er en folkesag!
8. Skovrejsning er ikke natur og giver ikke biodiversitet. Skovrejsning hører derfor ikke hjemme i en naturpakke.
9. Stort set alle FSC-skove i Danmark er statslige og møbelproducenterne vil fortsat efterspørge bæredygtigt træ. Derfor skal de private skoveejere motiveres til at overgå til FSC-mærket skovdrift.
Related links
Emner
Kategorier
Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.
Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia forsvarer vi regnskoven.
Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.
I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.
Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982.