Skovbrug må vige lidt for artsrig skovnatur

Urørt skov (nederste tre profiler) er meget anderledes end produktionsskove, der dyrkes for tømmer (de to øverste profiler). I dyrkede skove holdes et tæt kronedække, hvor kun de sunde og ranke træer udnytter lyset. En urørt skov udvikler en varieret struktur, hvor stående træer med skader, huller og dødt ved samt jævnlige sammenbrud giver vekslende kronedække (tredje profil). Fravær af tømmerproduktion muliggør også, at man genskaber den naturlige hydrologi og tillader større hjorte- og dyrebestande, hvilken gør skoven meget sammensat og artsrig.

Af Karsten Thomsen, biolog, medlem af Verdens Skove

Landets dygtigste forskere indenfor biologi, økosystemer og biodiversitet har slået det fast gang på gang: Urørt, vild naturskov uden tømmerproduktion er den mest effektive måde at forbedre den trængte biodiversitet i vores skove og skabe bedre vilkår for de mange arter, der er knyttet til skov.

Alligevel er der en hård kerne af skeptikere, typisk med baggrund i den forstlige skovdrift, der i det ene debatindlæg efter det andet betvivler værdien af urørt skov for vores truede og rødlistede arter. Det vil alene gavne nogle få arter af svampe og biller, der nedbryder ved, lyder det; hverken fugle, pattedyr, krybdyr eller planter har gavn af urørt skov.

Men det er helt forkert. Størstedelen af vores hjemmehørende arter kan få gavn af urørte naturskove. Med urørt skov får vi rig natur, fordi der

• udvikles en naturlig struktur i skoven over lang tid, med store og gamle træer med huller og hulheder;
• kommer store mængder af trøsket og dødt ved;
• bliver mulighed for større tæthed af store planteædere som hjorte, vildsvin, kvæg og hest;
• bliver mulighed for at genoprette den naturlig vandstand;
• bliver plads til blomstrende buske og urter, og forstligt uønskede træarter.

Resultatet er en vild skovnatur med en blanding af gamle træer, blomstrende buske og urter, moser og sumpe. Vind, vand og planteædere gør urørt skov og skovbund varieret i struktur, føde og lysforhold, så mange truede arter kan trives.

En forstligt drevet skov er stik modsat. Målet er her at fremdyrke sunde og skadefri træer af nogle få arter på mest muligt af skovarealet. Det gøres ved at

• dræne jordbunden med dybe grøfter og kanaler for at give gode og ensartede vækstforhold;
• plante træer tæt efter fældninger og stormfald, så urter og buske ikke vinder indpas som bunddække;
• holde beplantninger ”rene” så vidt man kan, for uønskede arter af vedplanter – elm, lind, tjørn, røn, vild kaprifolie, m.m.fl. – og save syge, skæve og skadede træer om.

Resultatet kendes af de fleste: En skov, der er fyldt op med ensartede træer til tømmer eller julegran. Det er produktivt jordbrug, men som naturforvaltning betragtet er resultatet fattigt.

Hvinand og stor skallesluger yngler som en del andre fugle i store huller i træer. De var begge i fare for at forsvinde herhjemme, men blev reddet af opsatte redekasser. Mange fugle, som fluesnappere, rødstjerter og vendehalse, der naturligt hører hjemme i skovnaturen, træffes i dag langt hyppigere i gamle haver og slotsparker. De er eksempler på fuglearter, der overlever i eksil.

Desværre finder ikke alle alternative levesteder. Mellemflagspætten forsvandt således omkring 1965, sort stork i 1953.

Der findes også mange eksempler på sjældne og forsvundne insektarter, som lever på gamle træer med dødt og trøsket ved, og som kan få gavn af urørt skov.

Det gælder eksempelvis urskovsprydvingen. Hunnen kan ikke flyve, så når den i 1900-tallet er fundet på Kongeegen og et par andre af vore ældste ege, er det fordi arten kan leve netop dér, men den kan ikke kolonisere andre kæmpetræer, fordi de står for langt væk. Det betyder, at den har levet i Danmark siden dengang, hvor der var kæmpetræer overalt – men har meget trange kår i dag.

Nogle af skeptikerne mener, at når sådanne sjældne arter findes i gamle træer i alléer og parker uden for den dyrkede skov, så er det fordi de slet ikke hører hjemme i skoven. Men dét er kun sandt for den moderne produktionsskov, som ikke levner meget plads til biodiversitet.

Her er en begrænsning i det danske sprog, når vi taler om skov. Når ordet bruges i skovdriften, er det tømmermarker, man taler om (kaldet ”Forst” i forstvæsnets oprindelsesland Tyskland) og ikke dén slags skov, der naturligt udvikler sig i vores land, når vi ikke gør noget (på tysk kaldet ”Wald”).

At omlægge til ”urørt skov” kan derfor opfattes så forskelligt som nat og dag:

Man kan se det som misligholdte tømmermarker, der gror mørke og kedelige, fyldt med ”råddenskab”. Eller man kan se skoven udvikle sig til en mosaikstruktur med mere variation, føde og leverum for livets forunderlige mangfoldighed. Dette kan man se flotte eksempler på i fx Tofte Skov i Himmerland og Knudsskov på Sjælland.

Den urørte skov er jo vores oprindelige natur, og de fleste af vores arter har levet i den gennem titusindvis af år. Men tømmermarker giver ligesom kornmarker kun lidt plads til vilde arter. Derfor må skovbrug ophøre i nogle velvalgte dele af de danske skove, så vi kan sikre den rige biodiversitets tilbagevenden fra eksil, sådan som de fleste folk ønsker.