Nyhed -
"Verden skal vide, at dette ikke er det brasilianske folk"
Bolsonaro har i kraftige vendinger afvist omverdenens kritik af hans politik om at åbne Amazonas for mere udnyttelse. Det er kun Brasilien, der har noget at skulle have sagt om brasiliansk Amazonas, lyder argumentet. Men hvad mener egentlig Bolsonaros opposition i Brasilien om sagen? Journalist Lise Josefsen Hermann har mødt Brasiliens tidligere miljøminister - og Bolsonaros modkandidat i sidste valg - Marina Silva til et interview.
Af Lise Josefsen Hermann
Marina Silva (61) er politiker og miljøforkæmper fra Brasilien. Hun er grundlægger af og talskvinde for bæredygtighedsnetværket REDE. Hun var præsidentkandidat i 2014 og 2018. Begge gange fik hun tredjeflest stemmer, med det værste resultat i 2018 mod Jair Bolsonaro. Hun var miljøminister i perioden 2004-2007 i Lula's regering, en periode, hvor hun var med til at oprette Amazonas-fonden. Fra 1995 til 2011 var hun desuden senator i delstaten Acre, en delstat i Amazonas, hvor hun også voksede op.
Hun brød med Lulas socialistiske parti Partido dos Trabalhadores i 2009.
Marina Silva modtog i 1996 Goldman-prisen for hendes engagement som miljøforkæmper.
Hvordan vil du beskrive den aktuelle situation med skovbrandene og afskovningen i Amazonas?
- Det er en alvorlig situation. Det forårsager en blanding af tristhed og forargelse. Der er blevet sendt forkerte signaler til dem, der står bag afskovningen, om at de ville have frit lejde til at udøve deres grusomheder. Og disse signaler blev givet på flere måder: I præsidentens kampagnetaler, i hans tale efter at have vundet valget og i de beslutninger, præsidenten har taget, som for eksempel da han svækkede miljøministeriet. Og da han udtalte, at det seriøse arbejder som instituttet der foretager satellitovervågning laver, at deres data ikke er rigtige. At de er falske og ideologiske. Alt det er medvirkende til, at der i dag er flere skovbrande.
Hele verdens opmærksomhed er på hvad der sker i Amazonas i Brasilien. Man kunne få det indtryk, når man ser nyhederne, at det med brandene og afskovningen er nyt. Er det det?
- Der har altid været “slash and burn” (en skovrydningsmetode, hvor træer hugges ned og efterfølgende brændes, red.). Forskellen er, at vi for første gang nu har en situation, hvor regeringen selv bevidst har bidraget til det. Forskellen er, at for første gang har regeringen været med til at motivere folk i deres illegale praksis og har valgt at ignorere deres egne bureaukratiske processer og monitorerings-system.
Vi har aldrig tidligere haft en regering, som på den måde tilskynder til ulovlig praksis, og ignorererer offentlige embedsmænd, der er ansvarlige for miljøledelse. Vi havde allerede 10 års erfaring, hvor vi havde kontrol over den her situation. Denne her gang havde vi ikke kontrollen. Man kan ikke bare ignorere 10 års erfaring. Det lykkedes os at have kontrol over afskovningen og dét på et tidspunkt, hvor vores BNP voksede med 3 procent om året og 2 procent i landbrugs-sektoren..
Og verden skal vide, at dette ikke er det brasilianske folk, det er ikke al brasiliansk landbrugsindustri, der står bag det her. Der er en stor del af befolkningenr, der ikke er enige i de her ødelæggende aktiviteter. Derfor insisterer jeg på, at det er vigtigt at oprette en certificeringsproces.
Hvem har ansvaret for at passe på Amazonas?
- Dem, der har ansvaret for at passe på Amazonas, er først og fremmest dem, der har suverænitet over området. Men vi kan alle sammen mobilisere os for at hjælpe enhver situation, der kræver international solidaritet, og som også respekterer suverænitet. Til det er vi nødt til at give os selv svar med samme intensitet – dem, der er aller mest interesserede i at passe på Amazonas, er det brasilianske folk, det ecuadorianske folk, det peruvianske folk, det bolivianske folk.
Vi har mange interesser i at beskytte Amazonas, fordi det har stor værdi i forhold til vores økonomi, sociale forhold, vandressourcer og kultur.
Også fordi Amazonas er et balancepunkt for planeten. Vi er forpligtede til at beskytte Amazonas. Med den her praksis risikerer regeringen fremtiden for os alle overalt i verden. De begår faktisk en forbrydelse mod planetens balance, mod selveste livet.
Hvad kan vi gøre som civilsamfund, hvad kan en almindelig borger i for eksempel Europa gøre?
- Civilsamfundet kan gøre mange ting. I kan kræve, at virksomheder tilbyder produkter, som sætter sundhedsansvar, etik, menneskerettigheder og miljøbeskyttelse i højsædet.
Ikke bare forbruge, for at forbruge. Som forbruger bidrage til at generere rigdom i stedet for fattigdom. Bidrage til, at meningsdannere kræver af regeringer og firmaer, at de tilbyder os alternativer. Og for at kunne det, skal vi have en slags kriterier for det, vi forbruger.
Hvad kan vi gøre for at standse afskovningen?
- Lige nu er vi i en nødsituation. Både i Brasilien og Bolivia hovedsageligt. Vi oplever et tilbageslag som et kontinent. I flere lande er der regerings- og erhvervslivs-dagsordener, der drager fordel af denne situation. Nu er det tid til at gøre alt for at kontrollere ilden. Jeg var meget bekymret over at se et signal fra regeringen om, at den ikke vil acceptere G7's hjælp. Vi er også i en finanspolitisk krise. Regeringen har praktisk taget suspenderet Amazonas-fonden. Nu suspenderer den praktisk talt også G7-landenes støtte. Det er virkelig en dårlig idé.
Vi skal opbygge de institutionelle, diplomatiske midler, forhandle for at muliggøre kanalisering af disse ressourcer, der skulle hjælpe Latinamerika i denne vanskelige tid. Da jeg var miljøminister, lavede vi Amazonas-fonden, på den bedst mulige måde. Nu vil præsidenten bruge midlerne på dem, der har øget afskovningen. Men fonden blev skabt for at bekæmpe afskovningen.
Nogle biologer taler om, at vi er nær Amazonas’ såkaldte “tipping-point” – har du stadig håb for Amazonas?
- Ja. Den solidaritet, der er vokset frem i hele verden er et håb ikke kun for Amazonas, men også for at ændre de faktorer, der ændrer klimaet. Den samme solidaritet kan også komme i forhold til brugen af fossile brændstoffer, for hvis vi gør vores del, og andre regioner i verden ikke gør det, vil Amazonas og vores región også blive påvirket. Amazonas er blevet en konkret metafor for behovet for at udvide og øge vores engagement i verden.