​Rewilding: Hvor langt skal vi tilbage for at genoprette Danmarks oprindelige fauna, og hvem hører egentlig hjemme i dagens danske natur?

Med ulvens tilbagevenden til den danske natur i 2012 kom der igen liv i debatten om hvad der egentlig er rigtig dansk natur og danske arter. Og kan vi overhovedet snakke om danske arter? Det amerikanske begreb “rewilding” er et begreb der er ved at blive en del af dansk naturforvaltning hvor vi sætter store planteæder ud i naturen for at gøre denne mere naturlig ved at fremme de naturlige processer. Til at svare på disse spørgsmål har vi sat Jens-Christian SvenningProfessor, Institut for Bioscience - Sektion for Økoinformatik og Biodiversitet, Aarhus Universitet stævne.

Af Cand. scient Johan Bollhorn

Da en ung hanulv dukkede op i thy i oktober 2012, medførte det ikke kun en rigere fauna, men også at Danmarks natur var kommet en brik tættere på i puslespillet om en en sundere, mere fri og lidt vildere natur. Siden har der været et varierende antal ulve og de seneste to somre har et par i Vestjylland endda fået hvalpe på benene. Nu er en af Danmarks hjemmehørende top rovdyr for alvor genindvandret.

For at lukke lidt op for hvorfor det er stort med ulvens tilbagekomst, hvorfor Danmarks natur mangler noget for at være vild og hvad en oprindelig og hjemmehørende art overhovedet er, har jeg været så heldig at få en samtale med Jens-Christian SvenningProfessor, Institut for Bioscience - Center for Biodiversitetsdynamik i en Verden under Forandring (BIOCHANGE) og Sektion for Økoinformatik og Biodiversitet, Aarhus Universitet. Da han netop arbejder for en mere naturlig natur, blandt andet gennem rewilding med introduktion af store græssere.

Oprindelig eller hjemmehørende?

For at blive ved ulven og temaet omkring hvad det vil sige at være en dansk art, starter Jens-Christian Svenning med at differentiere mellem oprindelig og hjemmehørende:

“ Begrebet “oprindelig art” er så vidt ikke et nyttigt begreb da vores fauna, flora og funga, ikke har oprindelse i Danmark. Ingen af vores arter har været her ”altid”, men er alle indvandrere. Ulven er erklæret en oprindelig art, men ulven er ikke opstået i Danmark. Det gør den dog ikke mindre dansk af den grund. Jeg vil hellere kalde en art for hjemmehørende end oprindelig da det også er mere meningsfyldt. ” siger han.

Skal man bruge begrebet “oprindelig” er det bedre at snakke om oprindeligt europæiske arter eller vestpalæarktiske arter. Vestpalæarktis svarer groft sagt til den vestlige del af Eurasien – da det mere er på den skala at vores arter har udviklet sig. Selv der er en pæn del af vores arter dog også indvandrere.

Når vi nu skal bruge hjemmehørende fremfor oprindelig, må vi til at kigge på hvad de definere som hjemmehørende. Grundlæggende kan man regne en art for hjemmehørende, hvis den er indvandret helt ved egen hjælp til en given biogeografisk region (fx Vestpalæarktis, dvs. en region på den skala som arterne har udviklet sig på). Større dyr er ofte meget mobile, om det værende fugle der trækker eller store pattedyr så flytter dyr sig når de får plads, hvilket også kan påvirke hvad vi opfatter som hjemmehørende. Igen er Jens-Christian klar med svar:

“Vi skal kigge ud over landegrænsen, hvis en art er hjemmehørende i Europa, er den potentielt også hjemmehørende i Danmark. Tilfældet med guldsjakalen illustrere dette godt da den er fundet herop af sig selv fra naturligt forekommende populationer sydpå. Den er ikke tidligere set i Danmark, men da den ved egen hjælp er udbredt i dele af Europa, kan den stadig kaldes hjemmehørende når den dukker op, da den dermed er en naturlig del af vores biogeografiske zone.”

Han fortsætter med at påpege at vi som mennesker godt kan lide at sætte ting op som sort og hvid, men når det kommer til noget så dynamisk som naturen så bevæger vi os oftest i gråzoner. Altså skal vi måske gøre op med hvad vi opfatter som danske arter, og især når vi kigger fremad, mod en fremtid der præges af globale klimaforandringer.

Ingen vej tilbage

Jens-Christian Svenning arbejder med “Rewilding” et begreb der blandt andet dækker over naturgenopretning ved introduktionen af hjemmehørende arter eller substitutter. Det kan hurtigt lyde af at bringe naturen tilbage til en tilstand den tidligere var i, men dette er ikke helt rigtigt og vil ifølge Jens-Christian

Svenning slet ikke være muligt:

“Med rewilding skaber vi ny natur, men med baggrund i de forhold, der har karakteriseret naturen over de lange tidsrum vores arter har udviklet sig over. Flertallet af vores arter er nemlig meget gamle og har eksisteret det meste af deres levetid i økosystemer, der ikke eller kun i minimal grad blev forvaltet af mennesker. Vi kan aldrig komme tilbage til en bestemt fortidig naturtilstand da rammerne for vores natur er en konstant ændrende størrelse, og samtidig har udviklet sig på primært europæiske og endnu bredere skala, ikke lokalt i Danmark. Derfor bliver vi nødt til at tænke mere generelt i forhold til hvad der er dansk natur og især ud i fremtiden når vi nu står med klimaforandringer. Derfor er rewilding ikke et forsøg på at genskabe fortidige naturtilstande, men derimod en nu- og fremtidig natur med forankring i det gamle, især i forhold til muligheder, der er for en høj biologisk mangfoldighed”

Disse dyr kan være store planteædere vi har eller tidligere har haft i Danmark som Europæisk bison (Bison bonasus), krondyr (Cervus elaphus), elg (Alces alces). Det kan også være forvildede heste og kvæg der fungerer som substitutter for deres uddøde stamformer tarpanen eller uroksen – som jo ikke er uddøde som arter, men blot helt eller næsten helt kun har overlevet i tamform. En vigtig natur ændrende art som vi faktisk allerede har haft udsat i Danmark er bæveren (Castor fiber), som også er en såkaldt nøgle-art der ændrer sin biotop.

Da jeg spørger hvad der skal til for at genoprette den danske natur til et stadig der er mere naturligt, selvplejende og med højere biodiversitet svarer han at der er to metoder der er de vigtigste:

“For det første skal vi give plads til naturen, både ved at have større sammenhængende natur, og ved at give mere plads til natur også i mindre områder lokalt, overalt i landskabet. For det andet Vi skal have genetableret naturens egen evne til at fremme og opretholde en stor biologiske mangfoldighed og dernæst give naturen lov til udfolde sig.”

Vi skal genetablere de naturlige processer, hvor træer kan vokse og dø, lade lysninger åbne sig i skovene og lade naturen få mere naturlige vandforhold der ellers er blevet reguleret ved grøfter og dræn. “Her kan rewilding bl.a. hjælpe ved at du introducere nogle af de nøgle arter der fremmer den økologiske variation i naturen,” fastslår Svenning.

Fordelen ved at introducere store planteædere der påvirker deres miljø både ved deres fouragering hvor de sørger for at ikke én plante kommer til at dominere, men også ved at transportere plantefrø der sætter sig i pelsen. Bæveren vil hjælpe til en højere vand profil i skoven og skabe lysninger ved at gnave træer ned, og de store græssere vil holde tilvæksten af træer og buske nede således at der med tiden også skabes lysåbne områder inde i skoven. Ulven vil holde bevægelse i græsserne så græsningstrykket ikke bliver for ensartet, hvilket vil fremme en opblomstring af urter i nogle områder.

Jens-Christian Svenning påpeger at han er stor fortaler for at lade naturen passe sig selv uden at vi blander os:

“Der kan dog være negative menneskelige påvirkninger, som vi med fordel kan prøve at nedsætte effekten af. Det vigtigste her er måske den menneskeskabte spredning begrænsning for en række arter. Så længe Europas natur er så fragmenteret som den er så er det svært for en del af de vigtige nøgle-arter at finde her op selv indenfor et relevant tidsperspektiv.Vi har brug for at forbedre naturtilstanden nu, og der er ingen god grund til vi skal vente 500 år på at bæver og bison selv finder herop, når vi kan sætte dem ud og hjælpe naturen på vej på den måde”, fortæller han.

Koralsvamp - en af de arter der ville nyde godt at mere vild dansk natur. 

Har vi plads?

Men har vi overhovedet plads til bestande af så store dyr i Danmark? et lands præget af kulturlandskaber med frimærker af naturområder spredt ud? Jens-Christian Svenning peger her på at mange at foreslåede dyrearter ikke kræver meget, men at det mere kommer an på om vi kan acceptere dem:

“Set fra dyrenes synspunkt har vi områderne til det, så det er ikke noget problem. De fleste er generalister og kræver ikke det store af deres omgivelser. Det er os som befolkning der kan se deres tilstedeværelse som problematisk da store dyr kan påvirke vores liv i form af eksempelvis markskader og trafikproblemer.”

Det er reelle overvejelser der skal med ind i diskussionen med introduktion af så store dyrearter som bison og elg, men her peger Jens-Christian Svenning mod Sverige som et eksempel på praktiske løsninger. “ Her har de hegnet strækninger af deres vejnet af hvor risikoen for at en elg krydser vejbanen er høj. Altså behøver man ikke nødvendigvis at hegne hele naturområder af, for at holde f.eks. elg inde. I stedet kan man nedsænke potentielle risici betydeligt ved strategisk at fra hegne sårbar infrastruktur.”

Vi har snakket om hvad det vil sige at være en dansk art, og snakket om Danmark ikke er sin egen ø når det kommer til funga, flora og fauna, men en del af det vestlige Eurasien. Men selvom vi naturligt er ét stort område så er Europa gennemskåret af landegrænser, så hvad skal vi gøre fremadrettet for at sikre en naturforvaltning der tager højde for at dyrene ikke kender til disse barrierer, men stadig er begrænset af menneskets udnyttelse af naturen?

Jens-Christian Svenning har svaret:

“Man er nødt til at tænke forvaltning på europæisk plan. For at bruge den gamle traver “tænk globalt, handl lokalt”, så er Danmark er ikke isoleret, men en del af et større område. Derfor kan det også være spild af ressourcer at bekæmpe arter der findes i resten af europa. Omvendt har vi også selv visse ansvarsarter som skarven hvor Danmark huser en stor del af den europæiske bestand. Derfor er det meget vigtigt at vi har en korrekt forvaltning af den både i Danmark, men også internationalt.”

Det er altså vigtigt at når nu dyrene er ligeglade med om de er i Spanien, Danmark eller Lapland så er det nødvendig at de forskellige lande kan have nogle fælles retningslinjer for hvordan vi forvalter vores fælles natur. Dette er der heldigvis for alle EU lande i det mindste, og der arbejdes også fra flere organisationers side på en mere sammenhængende europæisk natur, og fyldt med store dyrearter der kan hjælpe mod en rigere natur simpelthen bare ved at være der der og udfylde deres naturlige økologiske funktioner.

I 2012 fik vi en af vores hjemmehørende nøglearter hjem igen i form af ulven. Naturen er dynamisk og vi har set at hvis pladsen er der, tager naturen imod med rund hånd, nu er spørgsmålet så bare om vi kan finde plads til de andre puslespilsbrikker så vi kan skabe en natur der igen kan kaldes rig og naturlig.

Jeg vil gerne takke Jens-Christian Svenning for at sætte tid af til, at besvare nogle af mine mange spørgsmål, det var en lærerig samtale der hurtigt kunne være blevet ved. 

Du kan støtte arbejdet med at skabe mere vild dansk natur med at købe et skovcertifikat her:

Heste på Bjergskov - et projekt Verdens Skove er med til at løfte.