Der er noget los i Skotland

Efter års kampagner for genudsættelse af los i Skotland, tager britiske fortalere for Europas største kat nu et vigtigt skridt. Et nyt studie skal afklare, om der er stemning blandt skotterne for, at lossen vender tilbage.

Af Julie Bayer

Lossen (Lynx lynx) forsvandt fra Storbritannien for omkring 1.000 år siden, som følge af jagt og mangel på habitater, og den har ikke været en del af øens fauna siden. Det nye studie anført af tre naturorganisationer og med sponsorer, inklusiv danske Bestsellers ejer Anders Povlsen, skal slet og ret sørge for, at alle relevante personer bliver spurgt om deres holdning til lossen - fra landmænd, til jordbesiddere, til lokalbefolkningen bredt set.

Ønsket om at genintroducere los er i tråd med flere rewilding projekter, som er udført eller ønskes udført i Storbritannien i disse år. Flere steder har jordejere og landmænd med vilje ladet deres jorde ‘forvilde,’ og flere britiske dyrearter bliver brugt til at booste naturlige og oprindelige processer med succes eksempelvis bæver (Castor fiber) og skovmår (Martes martes).

Et af hovedargumenterne for at introducere lossen er, at landet mangler arter i toppen af fødekæden - altså rovdyr. Mens dyr som ulven (Canis lupus) trods modstand fra mange er blevet en fast beboer i Danmark de seneste år, er Storbritannien afskåret fra naturlig ind-og udvandring af mange slags arter. Eftersom alle større rovdyr er blevet udryddet i Storbritannien indenfor de sidste 1.500 år, mangler de i økosystemerne. Uden dem vokser eksempelvis hjortebestande voldsomt og gør det vanskeligt at plante nye træer (et vigtigt led både i kampen mod klimaforandringer og i bevarelsen af biodiversitet), da hjorte æder rub og stub.

Fødekæden har brug for større rovdyr

Hvor få tør tale for introducering af ulven i Storbritannien, virker lossen til gengæld som et oplagt valg, også ifølge fortalerne. Modsat mindre britiske rovdyr som ræv (Vulpes vulpes) og vildkat (Felis silvestris) er lossen stor nok til at kunne tage hjorte, og også ræven selv kan falde som bytte for lossen, hvilket kan give mindre dyr som småfugle et pusterum. Samtidig er lossen en del mindre end ulven, og den lider heller ikke under samme dårlige ry som ulven.

Lossen er aldeles sky og holder sig generelt langt væk fra mennesker. Den store kat er succesfuldt blevet udsat i lande som Tyskland, Frankrig, Schweiz og Kroatien, hvor en sidegevinst har været øgede turisme indtægter og nye lokale arbejdspladser.

Men lossen er også et mindre velkendt dyr, og folkene bag projektet håber netop på at kunne vinde fremgang ved at bruge oplysning som en kerne i studiet.

Modstand er der dog nok af. Fra jægere, der frygter at lossen tager deres byttedyr, til friluftsfolk der tror at deres vandreruter bliver påvirket af hegning til folk, der frygter lossen og ikke mindst til landmænd, der er bange for at miste deres får. Landmændene peger på eksemplet fra Norge, hvor man årligt mister omkring 20.000 får til jærv, ulv, bjørn og los. Endelig sår mange folk tvivl om, hvorvidt der reelt er plads til lossen, sådan som Storbritannien ser ud i dag.

Folkelig opbakning er et must

Det er ikke første gang, at naturorganisationer her har forsøgt at få lov til at udsætte los. I 2018 afviste regeringen en ansøgning fra ‘The Lynx Trust’ om tilladelse til at udsætte seks los i Northumberland i det nordlige England med den begrundelse, at der ikke var tilstrækkelig research om blandt andet lokalsamfundets holdninger til udsættelse af los.

Første skridt for dette projekt, kaldet ‘Los for Skotland’ (Lynx for Scotland), er altså at sikre sig nok folkelig opbakning, før der kan søges om tilladelse til en udsættelse af los. Det er håbet, at det med god opbakning vil være muligt at søge om lov til at introducere 40 los, indenfor fem år. Her er støtten fra større jordbesiddere såsom Anders Povlsen en stor fordel, da de ejer meget af den jord som udsættelserne skal foregå på. Lossen er i udgangspunktet en enspænder, og dens jagtområder kan strække sig over flere hundrede kvadratkilometer, så tilstrækkeligt med plads er helt afgørende.

Hvis der ved studiets afslutning om 12-14 måneder er tilstrækkelig opbakning, er den næste - og største - udfordring at leve op til strenge krav fra statslig side: Ansøgere skal kunne dokumentere at lossen kan overleve naturligt på det fødegrundlag, der er i landskabet, og samtidig skal de kunne bevise, at projektet ikke skader lokalbefolkningens levegrundlag og trivsel. Lossens fortalere skal desuden formå at skabe en fortælling, der handler om, at lossens genudsættelse er fælles naturarv, snarere end hovedkulds fantasier fabrikeret af rige jordejere.

Organisationerne bag projektet siger, at hvis opbakningen ikke er der, er de klar til at opgive projektet helt. Lykkes de, er det måske atter muligt at se vilde los i Skotland om 5-10 år.