Nytteplanter fra den Nye Verden

Da Columbus i 1492 “opdagede” den Nye Verden, var det ikke bare nye folkeslag og kulturer, der mødte ham, men også en hel verden af nye afgrøder og andre nytteplanter. Det kigger vi nærmere på i denne artikel.

Af Aslak Vaag Olesen

Den russisk-sovjetiske botaniker Nikolai Vavilov var den første til systematisk at studere, hvor verdens vigtigste afgrøder stammer fra. Han gjorde det først og fremmest ved at kigge på, hvor diversiteten af forskellige sorter inden for samme art var størst. På denne måde fandt han frem til fire centre i den Nye Verden, hvor vigtige afgrøder blev domesticeret. Disse fire centre var: (1) det sydlige Mexico og Guatemala, (2) Peru, Ecuador og Bolivia, (3) det sydlige Chile, og (4) det sydøstlige Brasilien og Paraguay.

Nordamerika – indsamling af vilde ris, nødder, sirup og bær

Selvom planter fra Nordamerika er blevet domesticeret i nyere tid, er der ikke noget, der tyder på, at indfødte folk her skulle have domesticeret planter. Altså er ingen områder i Nordamerika med på Vavilovs liste over centre for domesticering.

De indfødte folk i Nordamerika indsamlede dog mange former for planteføde fra arter, som senere er blevet domesticeret, og som stadig anvendes i dag.

I det nordøstlige Nordamerika indsamlede man således sorte vilde ris af to forskellige arter (Zizania aquatica og Zizania palustris) og ahornsirup (fra Acer saccharum og beslægtede arter). Længere sydpå indsamlede man pekannødder (Carya illinoinensis) og amerikanske kastanjer (Castanea dentata).

Pinjekerner/piñones fra oprindelige pinjetræer (Pinus edulis og beslægtede arter) blev indsamlet i det sydvestlige Nordamerika. Denne art er beslægtet, men dog ikke identisk med de pinjekerner, vi som oftest anvender her i Europa (som stammer fra Pinus pinea).

Havejordbær (Fragaria × ananassa), som vi kan købe i butikkerne her i Danmark, er ikke, som man ellers kunne forledes til at tro, en forædling af vores hjemlige skovjordbær (Fragaria vesca). De er derimod en krydsning mellem skarlagenjordbær (Fragaria virginiana) fra det østlige Nordamerika og chilejordbær (Fragaria chiloënsis) fra Chile. Krydsningen blev udviklet i Bretagne i midten af det 18. århundrede.

Mellemamerika – den Nye Verdens vigtigste center for domesticering

I Mellemamerika, først og fremmest på Yucatánhalvøen og i Guatemala, domesticeredes en lang række planter, deriblandt vigtige planter som majs (Zea mays), bønner (Phaseolus vulgaris og beslægtede arter) og græskar (Cucurbita pepo), sammen kendt som de Tre Søstre.

Også en lang række andre afgrøder, de fleste af hvilke vi stadig bruger i dag, domesticeredes her. Det drejer sig blandt andet om: Avocado (Persea americana), tomat (Solanum lycopersicum), peberfrugt/chili (Capsicum annuum), sød kartoffel (Ipomoea batatas), solsikke (Helianthus annuus), kakao (Theobroma cacao), papaya (Carica papaya), cashewnød (Anacardium occidentale), chiafrø (Salvia hispanica), allehånde (Pimenta dioica), graviola (Annona muricata), figenkaktus (Opuntia ficus-indica), grøntsagspære (Sechium edule), blodamarant (Amaranthus cruentus) og grøn amarant (Amaranthus viridis).

Sydamerikas tre centre for domesticering

Det vigtigste center for domesticering af afgrøder i Sydamerika var Andesbjergene i Peru, Ecuador og Bolivia. Her domesticerede man to yderst vigtige afgrøder: Kartofler (Solanum tuberosum) og quinoa (Chenopodium quinoa). Af andre afgrøder fra dette område kan nævnes: melonpære/pepino (Solanum muricatum), ananaskirsebær (Physalis peruviana), guava (Psidium guajava), kinatræ (Cinchona officinalis) og cherimoya (Annona cherimola).

Det sydlige Chile udgjorde et andet, dog langt mindre vigtigt, center for domesticering. Det tidligere omtalte chilejordbær stammer herfra. Det lader desuden til at kartofler er blevet domesticeret her af de indfødte mapucher, separat fra domesticeringen i Andesbjergene.

Endelig domesticerede man i det sydøstlige Brasilien og Paraguay kassava (Manihot esculenta), jordnødder (Arachis hypogaea), ananas (Ananas comosus), paranødder (Bertholletia excelsa), paraguaykristtorn/yerba mate (Ilex paraguariensis), passionsfrugt (Passiflora edulis) og rosépeber (Schinus terebinthifolius).

I de senere år er açaíbær (Euterpe oleracea) blevet populære i USA og Australien, som oftest serveret som en slags sorbet i det, der kaldes en açaí bowl. Disse bær har igennem mange år været en vigtig del af kosten for Brasiliens cabocloer.

Man bør heller ikke glemme Brasiliens nationaltræ, brasiltræ (Paubrasilia echinata). Dette er ikke en fødevare, men veddet anvendtes tidligere til produktion af et eftertragtet rødt farvestof, brazilin. Deraf fik træet sit portugisiske navn, o pau-brasil, løst oversat “det glødende træ” (af brasa, “glød”). Brasilien skulle efter sigende have fået sit navn fra dette træ.