Nyhed -
Jordbrug i den Nye Verden - lidt om samdyrkning
Før europæernes ankomst til den Nye Verden blev jordbrug her dyrket på en ganske anden vis, end vi ellers kender det. Dyrkningsmetoder, hvor flere forskellige afgrøder blev dyrket side om side, var normen.
Af Aslak Vaag Olesen
På de to amerikanske kontinenter, hvor der før spaniernes ankomst ikke fandtes egnede trækdyr til pløjning, blev jordbrug dyrket på en ganske anden måde, end hvad man ellers kender. Mens man i den Gamle Verden (Europa. red.) igennem årtusinder har dyrket udstrakte pløjede agre med korn, anvendte man i den Nye Verden (Nord og Sydamerika red.) i stedet en form for havebrug, hvor forskellige afgrøder dyrkedes side om side i såkaldt samdyrkning eller ledsageplantning. Flere af metoderne var både produktive, kunne bruges i skovområder, og de påvirkede i mindre grad økosystemerne end den europæiske monolandbrugskultur.
Mellem- og Nordamerika - milpaer og de Tre Søstre
På Yucatánhalvøen anlagde man en slags køkkenhaver, kaldet milpaer, hvor flere afgrøder blev dyrket side om side med hinanden. De vigtigste af disse afgrøder var majs (Zea mays), bønner (Phaseolus vulgaris og beslægtede arter) og græskar (Cucurbita pepo). Disse afgrøder blev ofte plantet sammen, og de var derfor kendt som de Tre Søstre. Det er uvist, hvor denne betegnelse først blev anvendt. Muligvis er det en betegnelse, som stammer fra irokeserne i den nordøstlige del af Nordamerika.
De Tre Søstre blev plantet tæt sammen på små fladtoppede forhøjninger af jord. Først plantedes majsen i midten af forhøjningen, og når majsplanterne havde nået en vis højde, plantedes bønner og græskar udenom. Afgrøderne havde stor fordel af at blive plantet på denne måde.
Bønnerne kunne klatre op ad majsplanternes stængler, og bønnerne bandt kvælstof fra luften i jorden, hvilket kom de andre to afgrøder til gode. Endelig kunne græskarenes blade skygge ukrudt bort og holde på jordens fugtighed.
I Mellemamerika kunne man grundet det tropiske klima dyrke en lang række yderligere hjemmehørende afgrøder ved siden af de Tre Søstre, eksempelvis avocadoer (Persea americana), tomater (Solanum lycopersicum), chilier/peberfrugter (Capsicum annuum), søde kartofler (Ipomoea batatas) og grøn amarant (Amaranthus hybridus). Da nogle planter har bedst af at vokse i delvis skygge, kan træer godt forekomme i visse milpaer, der kan beskrives som en slags skovhaver.
Dyrkningen af de Tre Søstre spredte sig nordpå op gennem det nordamerikanske kontinent, hvor flere indianerstammer var mere eller mindre afhængige af disse tre afgrøder. Det drejer sig blandt andet om de såkaldte puebloindianere i de sydvestlige ørkener (hopier, zuñier, tewaer og andre) samt mandanerne på de nordlige prærier, og irokeserne i de nordøstlige skove. Grundet det koldere klima kunne man ikke i Nordamerika dyrke lige så mange afgrøder sammen med de Tre Søstre, som det var tilfældet i Mellemamerika. Dog tilføjede tewaerne i det nordlige New Mexicos bjerge nogle gange tilføjede en “Fjerde Søster”, Rocky Mountain beeweed (Cleome serrulata), som tiltrak bier til gavn for de øvrige planter. Andre planter som har været anvendt sammen med de Tre Søstre i Nordamerika er solsikke (Helianthus annuus) og blodamarant (Amaranthus cruentus).
Aztekernes chinampaer – Mellemamerikas flydende haver
På det mexicanske hovedland vest for Yucatánhalvøen lå aztekernes territorium, centreret omkring Tenochtitlan i den ferske del af Lago de Texcoco. Her var der mangel på egnet jord til dyrkning, og Aztekerne gjorde derfor det, at de på de lavvandede områder i den ferske del af Lago de Texcoco samt i de to sydlige ferskvandssøer Lago de Xochimilco og Lago de Chalco udviklede flydende haver, de såkaldte chinampaer. De bestod af jordbeklædte kunstige øer konstrueret af siv i udkanten af søerne, som blev fastgjort med pæle i søbunden. Indfødte arter af piletræer (Salix bonplandiana) og cypresser (Taxodium mucronatum) blev plantet for at stabilisere chinampaerne. På chinampaerne dyrkedes mange af de samme afgrøder, som man på Yucatán dyrkede i milpaerne.
Sydamerikas waru waru – lidt om kartofler og quinoa
I Andesbjergene i Peru, Ecuador og Bolivia udviklede man en art gigantiske højbede. De største af dem, som man stadig kan se rester af i dag, var 10 meter brede og 100 meter lange. De fleste var dog mindre end dette. Disse bede kaldtes på quechua for waru waru, på aymara for sucacollo og på spansk camellones. Disse waru waru blev blandt andet anvendt omkring Titicacasøen. Her dyrkede man blandt andet kartofler (Solanum tuberosum) og quinoa (Chenopodium quinoa). Vandfyldte kanaler mellem bedene optog varme fra solen i løbet af dagen, og forhindrede nattefrost i at ødelægge afgrøderne.
Waru Waru blev også anvendt i enkelte lavlandsområder, såsom de tropiske savanner i det nordlige Bolivia (Llanos de Mojos). Her har man siden starten af 1990erne forsøgt at genskabe dem, og har med held dyrket majs og kassava (Manihot esculenta).