Nyt studie afslører, at livet i skoven er et liv på kanten

Et nyt verdensomspændende studie afslører, at konsekvenserne af fragmenteringen af verdens skove påvirker biodiversiteten i langt højere grad end tidligere antaget.

Af Anni Hjortegaard Jensen

For 20 år siden udgav David Quammen bogen The Song of the Dodo og heri finder vi den perfekte metafor for verdens skoves tilstand, både dengang og i dag. David Quammen opfordrer os til at tænke på et smukt, persisk tæppe, som vi så klipper i 36 lige store stykker. “Hvad har vi så?” spørger han. “Har vi 36 pæne, persiske tæpper? Nej, alt vi har tilovers er tre dusin pjaltede klude, hver og en af dem er værdiløs og trævles langsomt op.”

Det anslås, at vi årligt fælder 13 millioner hektar træer, men selvom tallet er højt, så viser det ikke omfanget af den skade skovfældningen forvolder. Vi mennesker ødelægger ikke blot skove, vi fragmenterer dem og forvandler ubrudte, grønne strækninger til pjaltede stykker med trævlede kanter. Der er kun to steder i verden – Amazonas og Congo-bassinet – hvor skove har bibeholdt deres storhed. Alle andre steder er blevet forvandlet til grønne øer, der ikke er adskilt af vand men af veje og landbrugsjord, skriver The Atlantic.

Denne opdeling af verden har konsekvenser. Ligesom David Quammens 36 stofstykker ikke udgør et helt tæppe, så er fragmenterede skove mindre gunstige for liv end deres samlede areal ellers antyder. Det er begrænset, hvor mange arter hver enkelt isolerede skovstykke kan brødføde. Og siden disse bestande er afskåret fra deres naboer, er de enestående sårbare overfor sygdom, katastrofer eller rent og skært uheld. Af den grund er der en tendens til, at fragmenterede landskaber mister halvdelen af deres dyre- og plantearter indenfor 20 år.

Bogstaveligt talt lever mange af de overlevende dyr på kanten. Omkring 70 pct. af verdens resterende skove ligger mindre end en kilometer fra en kant og omkring halvdelen ligger 500 meter fra en. Marion Pfeifer fra Newcastle University har i spidsen for en gruppe forskere gennemført et uhørt detaljeret studie af skovkanter. I studiet konkluderer de, at 85 pct. af de dyr, der lever i skoven er påvirket af tilstedeværelsen af en kant. Nogle trives, andre lider. Resultaterne viser, at menneskerne har restruktureret skovene fundamentalt ved at fragmentere dem – og at en skovkant næsten er en helt anden verden end det indre af en skov.

Mange forskere har forsøgt at finde lette måder til at fastslå kanters påvirkning, såsom at måle hvordan overfloden af en enkelt art ændres jo tættere på kanten, man kommer. Det ignorerer det faktum, at et stykke skov muligvis er indenfor rækkevidde af en række kanter, der dermed udgør en fare for dyrelivet, når de lægges sammen med de andre kanter. Det behandler også land på en simpel måde, som om det er enten skov eller ikke-skov; i virkeligheden kan det stykke land, der omringer en gruppe træer, variere meget i både anvendelighed og tiltrækning for lokale arter.

For at forbedre disse metoder udviklede Marion Pfeifers kollega, Véronique Lefebvre fra Imperial College London, to nye måleenheder for at kunne få fragmenterede landskaber til at give mening. Den første – kantindflydelse – afspejler variationen i trædækningen omkring et givent punkt; groft sagt så fortæller det hvor “kantet” en speciel del af en skov er. Den anden måleenhed – kantfølsomhed – viser, hvor “kantet” et levested skal blive, før en art undgår det. Derefter beregnede de kantfølsomheden for 1.673 hvirveldyr verden over. “Studiet sætter en ny standard for, hvordan kanter skal måles,” siger Nick Haddad fra Michigan State University. Nick Haddad var ikke involveret i studiet.

De opdagede, at omkring 39 pct. af disse arter holder sig fra kanterne, mens 46 pct. drages mod dem. Det betyder dog ikke, at kanterne har en ekstra værdi. Det er mere sandsynligt, at de kant-søgende dyr er generalister eller invasive arter, såsom grønne leguaner eller kongeboaer. Det er derimod op til 4 gange mere sandsynligt, at de dyr der holder til i skovens indre er udrydningstruede arter som Sunda bæltedyret eller Bairds tapir. Det er de dyr, der er i risikozonen hvad angår udryddelse og deres svindende leveområder er endnu mindre end først antaget. Der er også mange af dem. I takt med at man kommer tættere på kanterne, falder antallet af pattedyr omkring 57 pct., mens antallet af fugle falder 41 pct., antallet af padder 30 pct. og antallet af krybdyr 11 pct.

“Kanters indflydelse er længe blevet studeret, men aldrig med så meget fokus på detaljer som i dette studie” siger Isabel Rosa fra det tyske Center for Integrativ Biodiversitets Research. “Det fremhæver vigtigheden af ikke kun at medregne størrelsen på det levested, der er tilgængeligt for arter, men også kvaliteten af det.”

Holdets beregninger viser for eksempel, at arter, der lever i den indre del af en skov, kun trives mindst 200 – 400 meter fra en kant. En cirkulær gruppe træer på 800 meter i diameter ser en hvidhalet ravnekakadu derfor ikke som 200 hektars indbydende grønt – det er værdiløst for den. For et Sunda skældyr er en meget lang men kun 800 meter bred stribe skov ingen skov overhovedet. “Vi bliver nødt til at forvalte stykkerne på en måde, så vi får mest muligt ud af skovens kerne” siger Marion Pfeifer. Hendes hold har udviklet programmet BioFrag til at hjælpe dem med at beregne skoves “kantethed” samt de lokale dyrs kantfølsomhed.

“Miljøforkæmpere tager allerede højde for kanternes påvirkning,” siger Nick Haddad, “men de tæller typisk metre i tiere, ikke hundreder. Marion og hendes kolleger har vist, at kanter er mere skadelige og påvirker dyrelivet i langt højere grad end tidligere antaget. Det er kun halvdelen af verdens skove, som ligger længere end 500 meter fra en kant og miljøforkæmpere burde fokusere mere på de arter, der lever i det område. Hvis de ignorerer kanterners påvirkning, så overser de måske skoven for bare træer,” siger Nick Haddad.

Vil du være med til at støtte bevarelsen af verdens skove, kan du gøre det her.