Mistænkelige skovbrande baner vej for udvindingsindustri i Colombia

I de første tre måneder af 2020 brændte 53.000 hektarer skov i Colombia - et areal på størrelse med Bornholm. Lokale miljøaktivister protesterer, fordi de suspekte brande sker i fredede områder, som førhen var juridisk beskyttede mod blandt andet olieudvinding og minedrift.

Af Estefanía Zárate Angarita og Mie Olsen

For fire år siden blev 54-årige Erley Monroy Fierro dræbt af skud på vej til sin gård i regionen Caquetá i den sydlige del af Colombia. Han var en velkendt miljøaktivist og landmand, som ledede bøndernes lokale miljøorganisation, Losada Guayabero, der længe havde kæmpet mod tildeling af olieblokke i fredede naturreservater såsom Serranía de la Macarena og Serranía de Chiribiquete.

I dag indgår Erley i den sørgelige statistik over flere hundrede miljøaktivister, som er blevet myrdet for at kæmpe imod rydning af skov. Ifølge det statslige agentur for menneskerettighedsovervågning i Colombia er mindst 555 aktivister blevet dræbt mellem 2016 og 2019.

Langt størstedelen af aktivisterne prøvede ligesom Erley at beskytte den unikke biodiversitet og skovene i Amazonas-regionen i Colombia. Det er netop det område, der i det første kvartal af 2020 har huset størstedelen af de i alt 1100 brande, som blev registreret mellem januar og marts. På bare tre måneder er hele 53.000 hektarer skov brændt til grunden. Det svarer til over halvdelen af den totale skovrydning for 2019.

De nye brande er påsatte

”En jungle uden træer og uden mennesker er nødvendig for, at olie- og mineselskaber kan udføre udvindingsprojekter. Det er meget velkendt, at Amazonas har enorme ressourcer, også hvor olie- og mineselskaberne befinder sig,” fortæller Mercedes Mejía Leudo, som underviser i landbrugsøkologisk ingeniørvidenskab på Amazonas Universitet i Caquetás hovedstad.

Hun er ikke i tvivl om, at brandene er påsatte af bagmænd med økonomiske interesser. Mens traditionelle bønder anvender kontrollerede afbrændinger mellem oktober og november, er timingen og intensiteten af de nye brande helt ude af proportioner.

Oppe nordpå tæt ved landets caribiske kyststrækning oplever de indfødte, at brandene trænger ind i det beskyttede naturområde Sierra Nevada. Her har Arhuaco-stammen og deres talsmand Gelver Zapata Sierra ellers gjort en stor indsats for at holde parkens rige natur intakt.

”Vi oplever, at hver gang Sierras kommer med forslag, der skal forsvare området, så går forretningsmænd og landejere alligevel videre med at ødelægge skovene for at legitimere, at de ligeså godt kan bruges til minedrift,” fortæller han.

Strategisk adgang til miljølicenser

Derfor er det næppe et tilfælde, at ilden netop omkranser fredede skovarealer, mener han.

Sammenholder man NASA’s satellit optegnelser over brandene mellem januar og marts 2020 med data fra Colombias nationale kulbrinte agentur, så sker brandene i fredede grønne områder, der grænser op til et bælte af 22 olieblokke. Disse olieblokke er solgt af den colombianske stat til multinationale firmaer som Emerald Energy plc fra Storbritannien og Occidental Petroleum Corporation fra USA.

Blokke allokeret til olieudvinding. Rød: I produktion, Gul: Under udforskning, Blå: Tilgængelige områder, Grøn: Naturbeskyttelse. Kilde: ANH: Colombian National Agency of Hydrocarbons

De fredede områder har i årevis været uden for rækkevidde for udvindingsselskaber, som ikke lever op til kravene fra Colombias nationale miljølicens agentur. Juridisk vægter kravet om at beskytte biodiversitet og kulturel arv højere end olie og mineraler. Men når skovene nugår op i røg, er der ikke længere nogen stopklods for licenser til udvinding af jord, da der ikke længere er uvurderlig natur i området.

Data fra Sierra Nevada og Tayrona-parken viser et lignende mønster. De fredede reservater er omringet af mineprojekter, hvoraf nogle er aktive og nogle er på standby grundet manglende miljøtilladelser. Dette års massive brande har spredt sig lige præcis mellem projekterne på standby og skovreservaterne.

Opringelige folk territorier i Sierra Nevada de Santa Marta. Farvede områder tilhører Koguis, Wiwas, Arhuacos og Kankuamos-folkene. Kilde: Tayrona Indigenous

Mineoperationer rundt om Sierra Nevada de Santa Marta. Rød: Tildelte minelicenser, Mørk orange: Områder, hvor der ansøges om licenser, Lys orange: Skovreservater, Grøn: Nationalpark (Tayrona Nationalpark) Kilde: ANM - Colombian National Agency of Mining

Kort over brande i Sierra Nevada de Santa Marta - såkaldte "Fire Alerts" eller hotspots opfanget af NASA-satellitter. Kilde: NASA

Det har fået statsadvokatFernando Carrillo til offentligt at kalde brandene for en direkte måde at få jordtilladelser hurtigere i hus. ”Den her type brand er en pervers metode til at degradere miljømæssige beskyttelseskategorier i strategiske områder,” siger han.

Carrillo kalder ulovlighederne en ”døråbning” til udnyttelse af land.

Regeringen anklager FARC

”Vi oplever spændinger i Latinamerika, fordi eksportbaserede industrier som mineprojekter ejet af internationale firmaer stadig er udbredte, men ikke længere er acceptable fra et bæredygtighedsperspektiv,” uddyber Brigitte Baptiste, der er en af Colombias førende biologer.

Indtil videre retter regeringen i form af vicepræsident Marta Lucía Ramírez anklage mod militærgruppen FARC, og tilskriver dem narkohandel og dyrkning af coca-planter som hovedmotiv.

Emnet er dog omstridt. De fleste af Colombias naturområder tilhørte FARC fra 1964 og frem til underskrivelsen af Fredsaftalen i 2016. Ifølge organisationen Amazon Conservation, som registrerede en hidtil årlig rekord i 2018, har skovrydning siden da for alvor taget fart.

Danske Nina Lendal fra organisationen Colombia Solidaritet beretter, hvordan økonomisk gevinst er i højsædet for landets højreorienterede regering, som med den ene hånd begrænser lokalbefolkningen gennem restriktive naturbevaringsplaner og med den anden glædeligt uddeler licenser til guldminer.

Lokale har ingen rettigheder

Hun har ledsaget politisk forfulgte i Colombia og beskriver, hvordan lokale bønder tvinges fra deres hjem. ”I Colombia hænger det sådan sammen, at hvis bønder i områder med megen olie og kul ikke vil flytte, så kommer de regeringstilknyttede paramilitære styrker og truer dem,” siger hun.

Tilbage i Caquetá bebrejder den myrdede Erley Monroy Fierros enke også regeringen. Hun lever i dag anonymt under beskyttelse fra den belgiske NGO Vivos VZW og fortæller, at bønderne aldrig fik deres gårde og landområder tilbage efter fredsaftalen, som de ellers var berettigede til. Hun er ulykkelig over de nuværende hændelser:

”Miljøaktivister her dræbes for at sige lige præcis det, I siger i denne artikel. Efter 20 år, hvor lokale har plejet og passet territoriet, begynder de nu at brænde skov igen. Jeg er så ked af, at min mand gav sit liv for det her.”

Artiklens forfattere har fået tilskud i form af et rejselegat fra Udenrigsministeriets Oplysningspulje.