Illegal minedrift ødelægger Amazonasregnskoven

I Peru forårsager illegal minedrift afskovning af store områder og forurener floderne med kviksølv. Floderne er både en kilde til vand og mad i form af fisk for områdets beboere, der bliver forgiftede. Myndighederne handler langsomt, så det er op til lokalsamfundene at stoppe minearbejderne.

Af Anni Hjortegaard Jensen

“Hvis der sker nogen af os nogen, så vil La Poza gå op i flammer.” Det hørte lederen af Wampis landsbyen Clobiz Pérez i juni 2016. Nogle uger tidligere havde han anført fordrivelsen af en gruppe illegale minearbejdere, der arbejdede med mere end ti muddermaskiner i Pastacillo-vandløbet, der er en biflod til Santiago- og Marañon-floden i Amazonas.

Pérez siger, at der har været udstationeret minearbejdere på slugtens sider i fem år. Sidste gang en politistyrke rykkede ud og ødelagde det ulovlige maskineri var i september 2016.

Det skriver den amerikanske nyhedsside Mongabay.

I november i år besøgte Mongabays latinamerikanske team (Mongabay Latam) Pastacillo-vandløbet. De opdagede, at den illegale minedrift stadig fandt sted, ustraffet, og at den ødelagde områdets skove. Embedsmænd fra Río Santiago kommune og en repræsentant for Wampis-stammen fulgte med dem til området.

De identificerede ti muddermaskiner, der var i gang nær et vandløb, 24 timer i døgnet i 12-timers vagtskifter. Tomme kviksølvstønder kendetegnede en 20 ha. skov, der er jævnet med jorden. Scenen repræsenterer et af de største forureningsområder i denne del af Amazonas.

En del af det guld, der er udvundet her bliver senere transporteret til Chiclayo for at blive solgt til mæglere. Ruten er velkendt, det tager blot fem minutter ved middelhastighed at foretage turen i motorbåd. På fire timer kunne man i samme båd rejse fra La Poza til Santa María.

Herfra og til Bagua tager det yderligere syv timer i bil og syv timer i en bus til Chiclayo. I alt sytten timer. Det er den rute, guldet tager, efter det er udvundet fra otte identificerede steder langs med Santiago-floden, hvor traditionel minedrift er udbredt, men stadig ulovlig, fordi det er tæt på Pastacillo-vandløbet.

Transporten af guld og kviksølv foregår uden opsyn og der er heller ingen kontrol i Santa María de Nieva, hvor der er en lille politistation. De to militærbaser på ruten til Bagua spiller heller ikke en aktiv rolle i besigtigelsesarbejdet.

Guldboom og kviksølv

Selvom problemet blev større efter stigningen i guldpriser for fem år siden, er udvindelsen af metal ikke noget nyt i området. Den sidste højkommisær hos Formaliseringen af mineforbuddet og Illegal minedrift og miljøgenopretning, César Sierra påpegede, at minedrift i Santiago-floden går helt tilbage til 1960'erne og '70'erne.

“I årevis hørte man, at folk købte guld der og tog det til Chiclayo,” fortalte Sierra. “Det var mere besværligt dengang, der var ikke så mange tilgængelige ruter, som der er nu, men Santa María de Nieva var altid samlingspunktet.” Ifølge Sierra, udløste stigningen i guldpriserne i 2009 og '10 “en større efterspørgsel”. Den efterspørgsel nåede steder som Madre de Dios, Cusco, Puno, Arequipa og Amazonas.

“Folk migrerede fra primære beskæftigelser som landbrug og fiskeri til minedrift,” tilføjede Sierra.

Før det blev minedrift udført på den traditionelle måde med slanger og bakker for at fange det indsamlede materialer, før man fjernede guldet. Dog medførte presset for at udvinde mere guld, at arbejdet i stedet for blev udført af maskiner, der kunne suge større mængder materiale op og af kviksølv, der øger hastigheden, hvormed guldet indsamles.

De miljømæssige og helbredsmæssige konsekvenser af vedvarende at blive udsat for kviksølv er velkendte. I 2013 udførte økologen Luis Fernandés et studie sammen med Carnegie Institution for Science om regionens kviksølvsniveauer. Han opdagede, at når folk spiste forurenede fisk absorberede folk 98 pct. af det kviksølv, fiskene indeholdt og at 60 pct. af de fisk, der blev solgt på Puerto Maldonado-markederne indeholdt høje niveauer af kviksølv.

Verdenssundhedsorganisationen WHO har kategoriseret kviksølv som et af de ti kemikalier, der giver flest problemer for folkehelbredet. Det er især skadeligt for børn og gravide kvinder og medfører forringelse af nervesystemet, immunsystemet, fordøjelsessystemet og åndedrætssystemet. Disse skadelige konsekvenser kan opstå uden, at man arbejder med eller indånder kviksølv, at spise fisk fra en forurenet flod eller drikke vand fra den er nok. For en gruppe lokalsamfund, hvor drikkeligt vand blot er et løfte og floden er den primære vandkilde, forstærkes problemet.

Dennis Cenepo – manden der skal rette op på situationen

Fra Pastacillo-vandløbets begyndelse kan man sejle to km. og nå den miljømæssige katastrofe. En gruppe myndighedspersoner skal undersøge, hvad der sker. Gruppen består af César Mashingash - Río Santiagos guvernør, Segundo Pezo - La Poza samfundets patruljeleder, Clobiz Pérez - leder af Wampis-stammen og Dennis Cenepo - bestyrer af Río Santiagos miljøafdeling.

Den virkelige grund til turen er at vise Cenepo, hvad den illegale minedrift gør ved vandløbet. Cenepo er en ung mand fra Aguaruna-folket, der er uddannet miljøengeniør og har været bestyrer af miljøafdelingen i i alt tolv dage forud for turen.

“Miljøengeniøren dukkede op og jeg ansatte ham med det samme,” sagde Mateo Impi, Río Santiagos borgmester.

Det tog to år at finde en specialist til at bestride stillingen, som det hastede med at få besat. Impi, der har været borgmester siden 2015, havde sat adskillige underkvalificerede mennesker til at lede det miljømæssige foretagende. Den mest kontroversielle var Cenepos forgænger, Julio López, der hverken havde uddannelse eller kvalifikationer, der gjorde ham kvalificeret til stillingen. Da en miljøengeniør dukkede op i Río Santiago havde Impi ikke andet valg end at ansætte ham.

“Da jeg startede kunne jeg hverken finde en overvågningsplan eller handlingsplan til at håndtere den illegale minedrift. Der var ingenting,” fortalte Cenepo på vejen til det illegale mineområde. “Jeg starter fra bunden og jeg bliver nødt til at få en idé om katastrofens omfang.”

Vandløbet bugter sig, inden det åbner op og blander sig med andre bifloder, der kommer fra land, der er helt afskovet. Vandløbet breder sig fra tyve meter til en kilometer. Ved synet af samlingen af fældede træer, jord der er blevet flyttet og små søer med kviksølvsforurenet vand stod Cenepo fastfrosset med tabt kæbe. Han begyndte at undersøge området, der var så forskelligt fra den natur, der omringede det.

“Det her bekymrer mig meget,” sagde han. “Myndighederne burde stoppe det, der bliver nødt til at være mere overvågning. Kraftig handling er nødvendig. Minedriften skader miljøet og nogen er nødt til at tage ansvar for den skade.”

Ligeså snart de fik øje på den kommunale båd, stak minearbejderne af.

“Her er mennesker, der er kommet hele vejen fra Puerto Maldonado for at arbejde i guld[industrien],” fortalte Pezo. “Mange minearbejdere, der arbejdede i Madre de Dios, tog senere op til Saramiriza i Loreto, hvor illegal minedrift allerede har ødelagt alt. Det er derfra maskinoperatørerne får arbejdere fra, fordi de allerede har erfaring med arbejdet.”

Cenepo mener, at den værste konsekvens er befolkningens indtag af forurenet vand og fisk. “Vi vil ikke kunne mærke det i dag, men først om tyve år.” Derefter skrev han en liste med de organisationer, der skulle besøge området: Det miljømæssige vurderings direktorat, Den nationale vandmyndighed og Perus sundhedsministerie.

“Der er brug for mere end én ledende person, der er brug for et helt hold for at modvirke situationen.”

At ødelægge maskinerne stopper ikke minedriften, for nye kommer hurtigt til. Foto: Vanessa Romo, Mongabay. 

Minedriften skiller samfund

Den illegale minedrift i Pastacillo er gamle nyheder for den centrale regering. To gange, i 2013 og 2015, gik den peruvianske hær og premierministerens højkommisær på området for illegal minedrift ind og ødelagde nogle minemaskiner. Pezo påpeger dog, at størstedelen af maskinerne forsvandt før myndighederne ankom. “I de her operationer er der altid sladrehanke, så minearbejderne gemmer deres maskiner eller sænker dem og tre dage senere vender de tilbage til arbejdet,” fortalte han.

Lokalsamfundet har også flere gange skredet til handling over for den illegale minedrift, sidste gang i juli 2016. Det er derfor politiet var nødt til at gå ind i området to måneder senere for at konfiskere maskiner og være fortalere for dem, der blev truet efter, at minearbejderne blev anklaget. På trods af det, så fortsætter situationen.

Problemet med illegal minedrift i Santiago-floden har også kulturelle og territoriale aspekter. I november 2015 blev Wampis' autonome territories regeringen skabt. Det blev skabt af Wampis-samfundet for at modstå eksterne trusler, såvel som interne trusler som illegal minedrift. Disse trusler skulle modstås ved at kræve deres forfædres land tilbage uden at ignorere deres peruvianske nationalitet. Pastacillo-vandløbet ligger indenfor det 1,3 millioner ha. store område, der udgør Wampis-territoriet. En del af vandløbet tilhører dog Yutupierne, en af de få Aguaruna-samfund i området.

Det er her, situationen bliver mere kompliceret. Den illegale minedrift har skabt territoriale problemer mellem Wampisfolket og Aguaruna-folket.

Clobis Pérez, repræsentant for Wampis-folket har bevidnet minearbejdernes ulovlige indtrængen, siden den begyndte i 2012, da en gruppe medlemmer fra Yutupi-folket påbegyndte flytningen.

“Så kom der en mand, Alberto Mendoza, der sagde, at han ejede det her land,” sagde Pérez. “Da vi så, at han førte illegal minedrift, samlede vi os og fordrev ham fra området.” Seks måneder senere dukkede nye maskiner op, men de tilhørte andre mennesker. Ødelæggelserne af minemaskinerne medførte kun pauser i minearbejdernes daglige arbejde.

Men det mest voldelige sammenstød mellem Wampis og Aguaruna-folket fandt sted i 2015.

“Yutupierne ville ikke have, at vi bortdrev minearbejderne, fordi de samfundet penge,” forklarede Clobiz. “Da vi tog hen for at konfrontere dem, ventede kvinder bevæbnede med macheter. Vi prøvede at fratage dem macheterne uden at gøre dem fortræd og på det tidspunkt ankom mændene. Vi havde vores spyd med og vi begyndte at slås. Folk kom til skade.”

Intet blev opnået den dag.

Økonomiske interesser er delvis skyld i problemet. Mange medlemmer af Yutupi-samfundet arbejder i Pastacillo og der er nu flere i La Poza og Galilea, områder med mange oprindelige folk og kolonister. Afhængigt af hvor meget arbejde får, kan de tjene mellem 289 og 578 kr, ifølge Segundo Pezo, der er patruljeleder i La Poza-samfundet.

Den indkomst er utænkelig i disse samfund, hvor prisen på varer er steget, ligeså er kriminaliteten og indtagelsen af stoffer som marihuana og kokain.

“Vi har tilfælde med mindreårige med seriøse misbrugsproblemer og gravide teenagere, der forlader samfundet. Problemet er ved at eskalere til et socialt problem,” forklarer Pezo. Han indikerer, at truslerne kommer med arrogance. “Hvis du brænder min maskine, så køber jeg tre nye,” var der en, der sagde til ham for nyligt. Hjælpeløsheden stiger også.

Et velkendt problem

Perus offentlige ministerium kender til problemerne i Pastacillo. Den 7. april 2016 sendte Río Santiago-distriktet et brev til Jorge Luis Trigoso Rodríguez, der er leder af miljøagenturet i Bagua. I brevet blev den illegale minedrift i Pastacillo-vandløbet rapporteret sammen med dets placering og antallet af muddermaskiner i området. Derudover anmodede de om omgående indgreb.

Da Segundo Pezo blev spurgt, om de havde modtaget et svar, sagde han “vi har ikke modtaget noget svar på vores klage, siden vi sendte den for mere end et år siden.” Præsidenten for Wampis autonome territories regering, Wrays Pérez tilføjede, at de snart vil sende en ny klage til miljøagenturet i Bagua, så der er en optegnelse over alarmerne.

Den offentlige anklager i Lima bekræftede, at der er tre sager under efterforskning i Pastacillo-området og at de er blevet samlet til ét dokument. “Mandag den 26. juli faldt tre høringer sted i strafferetsdomstolen i Río Santiago,” sagde embedsmanden.

Lige nu er energi- og mineministeriet ansvarlig for at kontrollere illegal minedrift sammen med tretten andre institutioner.

Da Mongabay Latam spurgte Mario Ramos, der er regional direktør for energi og minedrift i Amazonas, om de skridt hans kontor har taget for at kontrollere den illegale minedrift i Amazonas, svarede han, at hans enhed fokuserer på, at handle mod minedrift.

“Hvis vi ser en ulovlig handling, sigter vi dem,” kommenterede han. I et dokument indikerede han, at der er tretten formelle processer i gang i Río Santiago-distriktet. Da han blev spurgt om anklagen mod minearbejderne lavet af lokalsamfundene i Pastacillo, sagde han, at det ikke havde været muligt at identificere enkeltpersoner eller firmaer, der havde gang i illegale mineaktiviteter. “Vores ledelse har kendt til disse aktiviteter siden sidste år, og i år lavede vi eftersyn,” sagde han i dokumentet.

Det vil sige, at der er gået mere end et år, siden Amazonas regionale energi og mine direktorat besluttede at inspicere Pastacillo-vandløbet. Dem der arbejder på at forsvare regionen giver dog ikke op.

“Vi ønsker at skabe miljøovervågningskomitéer i Pastacillo og forhindre, at minearbejderne vender tilbage,” sagde Wampis-lederen Wrays Pérez. Péres mener kun, det er en del af løsningen, fordi vandløbet forbliver forurenet. “Vi har brug for de regionale og centrale enheder til at komme og hjælpe økosystemet med at komme sig, men for nu må vi handle med det samme og stoppe denne aktivitet.”

Vil du være med til at støtte Verdens Skoves arbejde for at bevare regnskovene, kan du gøre det her.