Pressemeddelelse -
Verdens Skoves håb for den nye regering: En ny retning for både natur og klima
Efter en rød valgsejr og en valgkamp, der i høj grad stod i klimaets tegn, skal de grønne løfter nu omsættes til handling. Verdens Skove håber, at den nye regering vil følge op med en ambitiøs indsats for både klima og natur.
Af Anne Liv Eberlein
Folketingsvalget er overstået og rød blok kom ud af det som den store vinder, med klimaet som det samlende emne. Verdens Skove ser nu frem mod en spændende tid, hvor en ny regering forhåbentligt betyder en ny retning for Danmarks indsats for klimaet og den grønne dagsorden i det hele taget, lyder det fra politisk koordinator Gry Bossen:
“Vi ønsker tillykke til rød blok med valgsejren og glæder os over de mange gode grønne udmeldinger, der er kommet i løbet af denne valgkamp. Vi har store forhåbninger for Danmarks klima- og naturpolitik under en ny regering.”
Nu hvor valgkampen og valgnatten er overstået, bliver det tid til at alle de gode forslag skal omsættes til handling, og fundamentet for megen af denne handling vil formodentligt blive lagt hen over sommeren, når der laves regeringsgrundlag. Socialdemokratiet, der indtil videre har sagt at man vil gå efter en ren socialdemokratisk regering, har selv lagt ud med en grøn etårsplan og ønsket om en klimalov.
Klima og natur hænger sammen
“Et godt sted at starte er i arbejdet med en ny klimalov. Vi håber selvfølgelig at hele rød blok bliver enige om at mindske den danske drivhusgasudledning med 70 procent inden 2030,” siger Gry Bossen og fortsætter: “Og så er det vigtigt, at vi jævnligt tjekker op på, hvordan det går med reduktionen, så indsatsen sker løbende og vi ikke pludseligt skal indhente en masse på de sidste få år. Intet mindre kan gøre det, hvis vi skal leve op til Parisaftalen og bremse de værste klimaforandringer.”
Gry Bossen understreger samtidigt, at klimakrisen ikke er den eneste miljøkrise, den nye regering bør bekymre sig om. Mindst lige så presserende er biodiversitetskrisen, som betyder et historisk tab af arter og mangfoldig, vild natur over hele kloden.
“Biodiversitetskrisen og klimakrisen hænger uløseligt sammen. Får vi ikke løst den ene, jamen så får vi heller ikke løst den anden. Samtidigt vil de bedste løsninger også gavne både natur og klima på samme tid. Derfor er det alfa og omega, at hensyn til klima og til biodiversitet tænkes ind i det nye regeringsgrundlag og kommer i fokus fra nu af, både nationalt og internationalt,” fastslår hun.
Verdens Skove har defineret tre fokusområder, som regeringen bør være særligt opmærksom på i indsatsen for at stoppe både klimakrisen og biodiversitetskrisen:
Stop med at fyre med skovene
Mange danske kraftvarmeværker er i de seneste år gået over til at fyre med biomasse som flis og træpiller. Det betyder, at vi lige nu lægger et større pres på både danske, europæiske og endda amerikanske skove for at få biomasse nok til alle vores værker, forklarer Gry Bossen: “Vi ser lige nu, at der tages mere og mere træ ud af skovene til biomasse. Det sker faktisk i en grad, så der praktisk talt ikke bliver noget dødt ved tilbage i skoven. Det presser både skovens arter og dens evne til at optage og lagre CO2. Når vi fyrer med biomasse bidrager vi altså til både klimakrisen og til biodiversitetskrisen. Det er uacceptabelt og skal derfor stoppes.”
Sojaimport uden skovrydning
Selvom der er blevet talt om landbrugets klimabelastning i valgkampen, er der ikke blevet talt så meget om det aftryk, dansk landbrug har uden for landets grænser. Ikke desto mindre er netop det vigtigt at se på, forklarer Gry Bossen. Den danske landbrugsindustri importerer nemlig hvert år 1,7 millioner tons soja til dyreproduktionen. Flere rapporter har vist, at meget af denne soja kommer fra områder i Sydamerika, hvor skoven bliver ryddet til fordel for sojaplantager. “Denne skovrydning presser biodiversiteten og udleder store mængder CO2. Det holder ikke, at dansk landbrug importerer denne problematiske soja. Vi anbefaler derfor den nye regering at indføre krav til den danske sojaimport. Vi står gerne til rådighed med råd og sparring,” siger Gry Bossen.
Mere urørt skov
Urørt skov uden produktion optager og lagrer CO2 i både træerne og i jorden under skoven. Det døde træ, der naturligt opstår i en urørt skov, er mad og levested for utallige arter. Mange af disse arter er i dag truede i Danmark. “Hvis vi skal leve op til vores internationale forpligtelser for klimaet og naturen, så skal vi først og fremmest sikre mere urørt skov i Danmark,” konstaterer Gry Bossen.
Socialdemokratiet har foreslået 75.000 hektar urørt skov i Danmark, og det får ros med på vejen af Verdens Skove. “Det er en rigtig god start. Men en vigtig detalje er, at det ifølge forskerne kun er nok, hvis det er de helt rigtige områder, der udpeges,” siger Gry Bossen og uddyber: “Mange af de mest biodiverse områder er private, så dem kan staten ikke udpege som urørte. Regeringen kommer altså til at skulle fokusere på de statsejede naturarealer.”
Hun forklarer, at biodiversiteten på statens arealer generelt er lidt lavere. Det betyder, at der skal større områder til, for at få alle arterne med. “Der bliver derfor brug for et markant større areal af sammenhængende naturområder på de statslige arealer. Det vil dog være til stor gavn for både klima og biodiversitet i Danmark,” slutter Gry Bossen.
Emner
Kategorier
Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.
Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia forsvarer vi regnskoven.
Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.
I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.
Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982.