Nyhed -
Vi skal skære drastisk ned i forbruget af biomasse
Biomassedebatten har nået nye højder, og emnet tages endnu en gang op til politisk debat. Der tales nu både for et stop for brugen af biomasse, for at pålægge en afgift og for at implementere strengere bæredygtighedskriterier. Altsammen noget vi byder velkommen i Verdens Skove. Men vi mener også, at det lige nu gælder om at holde tungen lige i munden for at gennemskue, hvornår kriterierne for bæredygtighed er gode nok.
Man kan ikke certificere sig ud af vores store og voksende forbrug
En af hovedårsagerne til, at vores forbrug af biomasse i Danmark ikke er bæredygtigt, er, at vi bruger så afsindigt meget af det. Vi henter lige nu biomasse flere steder i verden (Brasilien, USA, Rusland og af og til Afrika) for at brænde det af i lille Danmark. Det er der simpelthen ikke nogen certificeringsordning, der sætter en stopper for.
Certificering sikrer ikke bæredygtighed
At biomassen er FSC certificeret betyder, at skoven, som biomassen kommer fra, er forsvarligt forvaltet. Men det er altså ikke nogen garanti for, at biomassen er bæredygtig, når det kommer til mængden, vi bruger, eller om træet i det hele taget skal brændes af versus bruges til noget andet. For 100 år gamle stammer er også FSC certificerede. Og de skal på ingen måde brændes af i vores varmeforsyning.
Læg pres på politikerne
Vores forbrug af biomasse er løbet løbsk. Og vi er derfor nødt til at begrænse Danmarks store forbrug. Hjælp os med at lægge pres på politikerne for at lægge loft over og lave en plan for udfasning af brugen af biomasse. Skriv under på vores kampagne her.