Sambo Creek: Traditionsrigt fiskersamfund i turbulent vejrskifte

Havet udgør et essentielt levegrundlag for garífunafolket ved Sambo Creek i Honduras. I dag bliver samfundet presset på grund af forandringer i klimaet, som også påvirker havet og dermed en af deres store føde- og indtægtskilder. Det kræver omstillingsevner.

Tekst og billeder af Josefine Aude Raas

Klokken er 13.05, og varmen er på sit højeste, men der kommer en let brise ind fra havet her på stranden i Sambo Creek i Honduras, hvor garífunafolket bor. Halvtaget, som vi sidder under, er simpelt bygget op: Et par enkelte brædder til at stabilisere, gamle tagplader, som sørger for den vigtige skygge, og simple træbænke rundt langs siderne. Vi befinder os ved kysten uden for La Ceiba. Bag ved os har vi den beskyttede nationalpark Nombre de Dios med høje bjergtoppe, og rundt omkring samfundet er floderne Sambo og Cuyamel, som sørger for vand til byen. Det er et smukt område rigt på natur og biodiversitet. Men det er også et område, som rammes hårdt af klimaforandringer.

Under halvtaget kommer folk dryssende til. Det er lokale fiskere fra garífunasamfundet, som allerede har været ude at fiske i de tidlige morgentimer. Nu er der kommet mere vind, hvilket forhindrer dem i at tage ud om eftermiddagen. De fleste fiskeres ansigter er vejrbidte af solens stærke stråler.

”Jeg har fisket, siden jeg var 10 år, så nu er det 45 år. Jeg har altid fisket”, fortæller den 55-årige Juan Pablo Lalín, mens han fikserer på nogle sten i sandet. Der bliver nikket diskret rundt blandt fiskerne. Vi er omkring 10. Alle sidder rankrygget og lytter og venter på næste spørgsmål.

Eksperter i søfart og fiskeri

Garífunaerne er et afro-honduransk folk, som blev bragt hertil på europæiske slaveskibe fra Vestafrika. De skulle efter sigende være på vej mod Den Nye Verden, men nogle skibe gik på grund ved den caribiske ø Saint Vincent, hvor de afrikanske slaver slog sig ned hos oprindelige indianerstammer. Det blev starten på et afro-honduransk folk ved navn Garífuna. Siden blev de flyttet fra sted til sted af englænderne og spanierne i kampen om territorier og magt. Til slut endte de ved den caribiske kyst i Honduras, som blev et mere permanent hjem.

I dag i Sambo Creek uden for La Ceiba er der et garífunasamfund på omkring 7000 personer. De 4000 er garífunaer, mens de resterende er mestizos, hvilket vil sige af blandet race. Det er et fiskerisamfund delt op i forskellige små kvarterer. Ifølge en rapport, lavet af turismekammeret i La Ceiba, er deres primære indtægtskilder salg af lokale mad- og trævarer, fiskeri, forsendelse af penge fra familiemedlemmer arbejdende i USA, konstruktionsarbejde og kunsthåndværk. Rapporten er en del af projektet om skovforvaltning, fulgeturisme og beskyttelse af vandreservoir i garífuna- og tolupansamfund, som Verdens Skove også er med i.

Fiskeri er en grundlæggende del af kulturen. Derudover er dans og gastronomi to andre fundamentale søjler i samfundet. Men de har altid været eksperter i søfart og fiskeri. I dag skal garífunaerne dog kunne omstille sig. Og omstille sig forholdsvist hurtigt på grund af de forandringer, der sker i det klima, de lever i og den natur, de lever af.

”De kraftige strømme i havet begrænser fiskerne i deres normale aktiviteter til søs. Før fiskede de 365 dage om året, i dag er det omkring 100 dage. Det er på grund af klimaforandringer. Hvis de ønsker at fiske, og strømmen er stærk, så fanger de ikke noget. Fiskerne er de mest påvirkede.”

Sådan forklarer Rafael Sambulá, som er specialist i klimaforandringer og arbejder for Verdens Skove i Honduras.

12 timer til søs i enmandsbåde

Tilbage under halvtaget skrider samtalen langsomt fremad. Vi snakker om fiskeri og forandringer i klimaet.

”Hvornår vi sejler ud, afhænger af vejret. Det varierer meget. Måske klokken 4-5 om morgenen eller endnu tidligere klokken 1,” forklarer 67-årige Ausberto López.

Forandringer i klimaet kan mærkes mere og mere i det daglige liv. I en rapport, udarbejdet af Rafael Sambulá for Verdens Skove om sårbarhed over for klimaforandringer, slås det fast, at stigning i temperaturen forårsager flere orkaner, tornadoer og forhøjet vindhastighed. Derudover er strømmen blevet stærkere i havet, og der er kommet nye fiskearter til, som truer de allerede eksisterende. Det påvirker økonomien i Sambo Creek og skaber mere fattigdom.

”Hvis vi er heldige, kommer der vind fra bjergene, som kan føre os ud til søs. Hvis der ikke er vind, må vi padle. Det er hårdt arbejde,” fortæller Victor Arriola på 47 år, mens han viser sin båd frem.

Vi har bevæget os ud af den rare skygge fra halvtaget og går rundt og kigger på nogle af fiskerbådene. Solen står højt, men fiskerne bærer alle kasket som ly. Bådene er ikke store. Det er enmandsbåde, og der kan være op til tre sejl. Oftest bruger de dog kun to, som kan tages af og på. Der er ingen motorer eller andet mekanik. De bruger kun sejl og fiskenet til fangsten. Victor Arriolas båd blev bygget af hans far for 25 år siden. Men den holder sig pænt. Den er bygget i specielt slidstærkt træ, som kan holde til de mange timer til søs. De er ude at sejle i op til 12 timer ad gangen, og nogle gange længere hvis fangsten er dårlig. Victor Arriola lærte at fiske af sin far, ligesom de mange andre fiskere. Det er ofte et erhverv nedarvet fra far til søn.

Honduras er et af de hårdest ramte lande

I dag er der dog mange, som migrerer til eksempelvis USA for at finde arbejde. Sambo Creek ligger specielt udsat, da det blandt andet er lige ud til kysten og dermed bliver påvirket af de mange forandringer, der sker i havet. Det er en af grundene til, at mange søger mod udlandet, hvor mulighederne er flere.

Ifølge Global Climate Risk Index var Honduras blandt de lande, som led mest under klimaforandringer i perioden 1997 til 2016. En af grundene er netop, at landet har en lang kyststrækning ud mod det caribiske hav. Rapporten specificerer yderligere, at det netop er de oprindelige folk og afro-honduranere, som er mest udsatte. Det skyldes, at de ofte lever i og af naturen og dermed i de områder, som påvirkes af klimaforandringerne. En reel forandring er temperaturstigninger. Helt konkret lyder de mest positive udmeldinger på en 2-2,9 graders stigning i 2050, mens det mindre optimistiske scenarie er 4,9 graders stigning.

”Vi arbejder på en analyse af sårbarheden i de udsatte områder [red. hvor oprindelige og afro-honduranere bor]. Vi arbejder inden for flere områder. Blandt andet med oversvømmelser i centrum af Sambo Creek. Vi holder møder i lokalsamfundene med fokus på tilpasning til forandringerne eksempelvis i forhold til fiskeri, og vi arbejder på at få legaliseret deres vandreservoir, så det bliver beskyttet mod blandt andet forurening,” forklarer Rafael Sambulá.

Udover samarbejdet med de oprindelige folk, arbejder Verdens Skove også sammen med turismekammeret i La Ceiba, som har fokus på bæredygtig turisme. Turisme er netop en af de muligheder, som fiskerne i Sambo Creek har.

Turisme og domino: Det nye med det gamle

”Vi kan også arbejde som vagter, vi kan være turistguides, for eksempel med fugleturisme. Selvfølgelig skal vi først have kvalifikationerne til det, vi har jo ikke prøvet det endnu. Men som samfund er det komplekst, for det er noget, som vi ikke er vandt til. Vi skal lære det. Og når vi snakker om turisme har vi jo mange muligheder: Strande, floder, bjerge, havet…” siger Victor Arriola, mens vi igen sidder sammen med de andre fiskere under halvtaget. Flere nikker igen, trækker lidt på skuldrene. Alle sidder stadig med ranke rygge. I dag er det først og fremmest en fiskerilandsby, men der bliver dog nikket genkendende til problemerne og ideen om turisme og turistguides.

Også Rafael Sambulá er enig i de mange muligheder, som der er i Sambo Creek. Han nævner også turisme, kunsthåndværk og bearbejdning af træ. Fiskerne er nødt til at søge andre veje for indtjening udover fiskeri. Ved at tjene flere penge kan de dermed også udruste bådene bedre. For eksempel med en simpel motor som hjælpemiddel mod de kraftigere strømme i havet. Men han medgiver også gerne, at det er et langsigtet projekt, og at man ikke kan ændre på samfundsstrukturen hen over natten. Garífunaerne er et traditionsrigt folk, og her til eftermiddag, hvor solen stadig skinner så rigeligt, er der nu gang i en anden tradition.

Klokken er omkring 15. Vi er trukket hen under et større halvtag bygget op af mursten og med plads til flere. I midten står alle fiskerne samlet om et lille stenbord med fire stole af sten omkring. Der bliver hamret i bordet og armbevægelserne er store. Rafael Sambulá har indtaget en af pladserne og Victor Arriola en anden. Der er kamp om pladserne. Der er kun plads til fire spillere ad gangen. Her mødes de næsten hver eftermiddag for at spille domino. Der hænger en lille tavle i hjørnet, hvor der holdes point. Når man taber, ryger ens plads til den næste, som står og venter rundt om bordet.

Ud fra de mange udstregninger og udviskninger på den lille pointtavle tyder det på, at det her er en tradition, som endnu ikke har forandret sig. Men udover den store passion for denne eftermiddagstradition er omstilling uundgåelig på grund af klimaforandringerne.

”Jo, omstilling er nødvendigt, men det er et samfund som let kan tilpasse sig. Det har en meget lav grad af analfabetisme, størstedelen af folk kan læse og skrive. Det hjælper i høj grad. De kan nemt udvikle og uddanne sig. Man skal selvfølgelig forstå, hvor og med hvem man arbejder. Garífunakulturen og de små landsbyer adskiller sig fra hinanden. Derfor skal man have tålmodighed. Det er stadig et langvarigt projekt,” slutter Rafael Sambulá af efter en dag i Sambo Creek.

Fakta om projektet i Sambo Creek

• Det nuværende projekt i Sambo Creek varer ca. 18 måneder.
• Verdens Skove laver analyser og udarbejder en videre plan for tilpasning til klimaforandringerne. Herefter skal ICF (Institut for skovbevaring i Honduras) involveres for at sætte planen i gang.
• Eksempelvis holder Verdens Skove i samarbejde med Turismekammeret allerede workshops, hvor lokale kan uddanne sig til turistguides. Her får de blandt andet et basiskursus i engelsk. Fugleturisme er en af mulighederne i området.