Gå til indhold
En tolupanes familie fra området Zapotal i Honduras. Familierne i Zapotal er som mange andre oprindelige folk bekymrede for deres fremtid, fordi kvægfarmere presser dem fra deres jord. Foto: Mike Kolöffel
En tolupanes familie fra området Zapotal i Honduras. Familierne i Zapotal er som mange andre oprindelige folk bekymrede for deres fremtid, fordi kvægfarmere presser dem fra deres jord. Foto: Mike Kolöffel

Nyhed -

Lovforslag skal sikre oprindelige folk i Honduras retten til at forsvare deres skov

Verdens Skove støtter honduranske oprindelige folk i arbejdet med et lovforslag, der skal sikre dem bedre muligheder for at forsvare de skove, de lever i. Lignende love har gjort en stor forskel for oprindelige folk i Panama og Nicaragua.

Af Anne Liv Eberlein

I Honduras lægger Verdens Skove for tiden kræfter i at støtte en sammenslutning af oprindelige folk i at få regeringen med på et lovforslag, der skal sikre dem bedre rettigheder til de skove, de lever i.

Lovforslaget skal give de oprindelige folk bedre muligheder for at få tildelt skøder på den jord, som de har levet i og af i generationer, men som de i praksis ofte har svært ved at få anerkendt retten til og forsvare mod andre, der vil have adgang til jorden. Det forklarer Jakob Ryding, der er teknisk rådgiver for Verdens Skove i Honduras.

”De oprindelige folk står lige nu i mange tilfælde uden de juridiske midler til at beskytte deres territorier og skove mod tilflyttere, som fælder skoven for at udnytte jorden. Det handler med andre ord om at hjælpe de oprindelige folk med at kunne forsvare skovene,” understreger han.

Gode erfaringer fra andre lande

Lovforslaget bygger på Verdens Skoves erfaringer fra Nicaragua og Panama, fortæller Jakob Ryding: ”Her har Verdens Skove tidligere støttet lignende processer, der endte med, at man netop fik sådan en lov igennem og det er nu et vigtigt redskab i de oprindelige folks kamp for deres jord,” forklarer han.

Internationalt er der flere konventioner og love, der sikrer oprindelige folk særlige rettigheder til de områder, de har levet i gennem generationer. Især den såkaldte ILO konvention 169 og FN’s deklaration om oprindelige folks rettigheder (UNDRIP) har stor betydning i kampen for oprindelige folks menneskerettigheder kloden rundt.

Honduras har formelt ratificeret begge disse internationale konventioner, men alligevel er der huller i landets lovgivning når det kommer til at sikre de oprindelige folk rettigheder til deres jord i praksis.

Territorier frem for frimærker

”Man har ikke konkretiseret en proces for skødetildeling til oprindelige folk eller titulering af deres områder. Det er et problem, fordi det gør det uklart, hvilke myndigheder der skal eller kan titulere territorier til oprindelige folk og hvordan man skal bære sig ad med at få det helt konkret. I mange tilfælde har det betydet, at oprindelige folk har fået tildelt små frimærker i form af landsbyer og landbrugsarealer frem for egentlige territorier, som vi kender det fra andre lande,” uddyber Ryding.

Særligt i Honduras er der et stort behov for at kæmpe for stærkere rettigheder til de oprindelige folk, der bor i mange af de intakte naturområder, der er tilbage. Landet har flere år i træk holdt en trist rekord som det land i verden, hvor der bliver begået flest mord på rettigheds- og miljøaktivister set i forhold til indbyggertallet. Ofte er det netop oprindelige folk, der betaler den højeste pris for at prøve at forsvare deres jord mod at store erhvervsinteresser eller nybyggere, der vil overtage deres områder.

Læs mere om Verdens Skoves indsats i Honduras her.

Emner

Kategorier

Kontakt

Jonas Schmidt Hansen

Pressekontakt Redaktør og presseansvarlig Medlemsblad, nyhedsbrev 2625 8208

Nanna Jochumsen

Pressekontakt Teamleder for kommunikation (+45) 3190 2770

Relateret materiale

Stranden i Sambo Creek er lang, øde og smuk. Her ses flere af de små fiskerbåde, som fiskerne i garífunasamfundet sejler ud i, så ofte som vejret tillader det. Foto: Josefine Aude Raps

Sambo Creek: Traditionsrigt fiskersamfund i turbulent vejrskifte

Havet udgør et essentielt levegrundlag for garífunafolket ved Sambo Creek i Honduras. I dag bliver samfundet presset på grund af forandringer i klimaet, som også påvirker havet og dermed en af deres store føde- og indtægtskilder. Det kræver omstillingsevner.