Pressemeddelelse -
Naturstyrelsen vil fælde over 100 år gamle træer - mens regeringen planlægger at frede dem
I Gribskov i Nordsjælland, står 124 år gamle bøgetræer, som risikerer at blive fældet. De er en livsvigtig brik i skovens økosystem. Men snart kan de være væk.Naturstyrelsen er nemlig i disse uger i fuld gang med at fælde gamle træer i de danske statsskove, og de gamle bøge i Gribskov risikerer at blive en del af denne operation. Det er et stort tab for naturen og den biologiske mangfoldighed i de danske skove, forklarer Thor Hjarsen fra Verdens Skove:
"Sådan nogle gamle træer er vigtige for en masse dyre- og plantearter i skovene. Stort set al skov i Danmark - og det gælder både statsskov og privatskove - er jo driftsskove. Så det vil sige, at man fælder træerne for at tjene penge, og der er alt for få naturhensyn i skovene."
Den særlige krølle på halen i fældingen er, at regeringen faktisk går med planer om at frede statsskove med netop gamle træer allerede nu til foråret.
Thor Hjarsen forklarer:
"Miljø- og fødevareministeren har lanceret, at hun vil lave en naturpakke. Det indgår i regeringsgrundlaget, at Venstre vil udpege en masse "urørt skov", hedder det. Det vil sige fredet skov, hvor man ikke fælder træerne, men lader de gamle træer stå."
Mens vi venter på regeringen, fælder Naturstyrelsen videre
Forskerne er enige om, at urørt skov er den mest omkostningseffektive måde at nå nærmere det politiske mål om at sikre Danmarks biodiversitet inden 2020 - fordi 2/3 af vores rødlistede arter er knyttet til skove, og fordi prisen for en hektar naturgenoprettet skov er meget billigere end en tilsvarende hektar genoprettet natur i det åbne land. Mens processen om urørt skov pågår, vil Naturstyrelsen dog fortsætte med at fælde de biologisk mest værdifulde gamle træer - selv i områder, der er selvskrevne til urørt skov, f.eks. Gribskov.
Thor Hjansen mener derfor at det er absurd, at Naturstyrelsen fortsætter med at fælde gamle løvtræer. Blandt andet er det planlagt, at netop de gamle bøgetræer i Gribskov skal fældes og kløves inden for kort tid. Han fortsætter: "Sådan et gammel træ er levested for de dyr og planter, der er i det pågældende træ - her er det jo en stor katastrofe. Og reelt så burde Naturstyrelsen jo lige slå koldt vand i blodet, klappe hesten og så vente måske til efteråret med at implementere deres fældningsplan, når vi ved, hvilke skovområder der skal lægges urørt."
Alternativet har derfor tidligere meget fornuftigt spurgt den på dette tidspunkt ansvarlige minister, Eva Kjer Hansen, om ministeren ikke vil indføre et fældningsstop. Det afviste Eva Kjer Hansen dog med henvisning til en redegørelse fra Naturstyrelsen, som ganske uforståeligt siger, at fældningerne kan foregå på en måde, der tager hensyn til biodiversiteten i skoven. Svaret giver dog ingen mening, da det netop er Naturstyrelsens tømmerproduktion, der har ført til den 100 procent ugunstige naturtilstand i statsskovene, som er den officielle status på, hvordan biodiversiteten i de danske skove har det ifølge Naturstyrelsens egne rapporter til EU. Det er jo af selv samme årsag, at regeringen vil have indført mindst 20 procent urørt skov.
Verdens Skove kræver et fældningsstop nu
Indtil det er besluttet hvilke statsskove, der skal lægges urørte, opfordrer Verdens Skove derfor på det kraftigste til, at den nye miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen tager den logiske konsekvens af regeringens planer om urørt skov, og udsteder et fældningsstop for gamle løvtræer i statens mest værdifulde skove.
Det er hovedløst at lade Naturstyrelsen lave planker, flis og brænde af de vigtigste elementer af vores naturarv – 150-300 år gamle løvtræer - mens regeringen og eksperter er i færd med at planlægge at bevare de selvsamme træer.
“Det svarer til at rive bevaringsværdige bindingsværkshuse ned, mens man overvejer en fredning," siger Thor Hjarsen på vegne af Verdens Skove.
Emner
Kategorier
Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.
Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia forsvarer vi regnskoven.
Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.
I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.
Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982.