Tanker fra COP25: Kan markedet redde verden denne gang, eller er det begyndelsen på enden?

Af Gry Bossen, politisk koordinator, Verdens Skove

COP25 forhandlingerne er i fuld gang og her lidt over halvvejs, hvor de netop er ved at skifte fra det tekniske til det politiske niveau i forhandlingerne, er der stadig store, uforløste knaster som nu bliver skudt til det politiske niveau.

Det er artikel 6, en ny markedsmekanisme, den er gal med. Igen. Det var også artikel 6 der fik Katowice forhandlingerne til at gå halvandet døgn over planlagt tid. Det var først da man i Katowice besluttede sig for kirurgisk at fjerne artikel 6 fra Parisregelsættet, som ellers var fulgt af en alle-for-en regel, at man kunne blive færdig og komme hjem.

Nu sidder vi her så igen. Artikel 6 eller Markedsmekanismen, som nogen foretrækker at kalde den, volder problemer. Der er simpelthen alt for stor uenighed om hvordan den skal se ud og hvordan handel med CO2 kvoter skal foregår.

De største knaster er 

1) Om det skal være muligt at dobbelt tælle sine CO2 reduktioner. Det vil sige om både værtslandet, som laver reduktionen, og brugerlandet, som køber og bruger reduktionen, skal have lov til at tælle det med i deres nationale opgørelser af CO2 reduktioner. Hvis det virker en smule bizard, så er det fordi det er det. Hvis begge lande, både det producerende og det købende land, kan tælle reduktionen med i deres reduktioner, så får man det man kalder en dobbelttælling. Det vil sige at reduktionen tælles med to gange og at den endelige internationale opgørelse dermed ikke er korrekt, fordi atmosfæren vil have set mere CO2 end opgørelsen viser. Det i sig selv kan være med til at underminere Parisaftalens ambitioner.

2) Om det skal være muligt at overføre gamle kreditter fra tidligere markedsmekanismer til dette nye regime. Her skal man huske, at dette er kreditter, som er skabt under et regime, der har fået så meget kritik for ikke at have ledt til ekstra reduktioner, ikke at have overholdt oprindelige folks rettigheder og menneskerettigheder, for ikke at have passet på naturen og for at have kreeret så mange dårlige kreditter, at de ikke længere har nogen værdi på det nuværende marked. Hvordan søren er det lige at man vil retfærdiggøre at overføre gamle, utroværdige kreditter, som potentielt vil oversvømme og devaluere et nyt marked?

3) En tredje, ting der diskuteres, er hvorvidt der skal inkluderes en reference til menneskerettigheder og oprindelige folks rettigheder i reglerne for markedsmekanismen. Mens omtrent 12 lande og grupper advokerer for, at menneskerettigheder skal sikres i reglerne for markedsmekanismen, er der et næsten lige så stort antal lande, der ikke mener at det hører hjemme i sådanne regler. Det er bare således at vi har en del erfaring fra et par tidligere markedsmekanismer, som har forårsaget forfærdelige overtrædelser af menneskerettigheder og ligefrem har skadet lokale og oprindelige folks livsgrundlag. Dertil kommer at ethvert godt klima og/eller udviklingsprojekt bør være udviklet i samarbejde med den eller de lokalbefolkninger, der bliver påvirkede af projektet, og som ofte er dem, der skal holde projektet kørende efter en initierende periode. Bliver menneskerettigheder ikke inkluderet i teksten, så risikerer du ikke alene at komme til at skade folk, men du kompromitterer også basen og bæredygtigheden i projekterne og dermed deres bidrag til Parisaftalens ambitioner.

4) Den fjerde store ting, og altså ikke den fjerde største, er hvorvidt landsektoren skal indgå i markedsmekanismen. For det første kan man producere så mange kvoter i landsektoren, ved for eksempel at bevare skov eller ved at plante skov, at man ville kunne offsette en temmelig stor del af verdens CO2 udledning. Dette ville forårsage, at alt for mange lande ikke behøvede at gøre en indsats for at reducere deres egen udledning, men kan købe sig fra det. Dertil kommer at CO2, der ikke er udledt fra landsektoren, ikke nødvendigvis er sikret for evigt. Besparelser eller optag i landsektoren er ikke permanente, som vi siger. Tag nu skove for eksempel. Skove er eminente til at optage og lagre CO2 så længe de lever. Men hvis skoven vælter, som følge af en orkan, eller brænder ned til grunden, så udledes alt den ophobede CO2 til atmosfæren. Med det allerede skiftende klima er der desværre større og større risiko for dette. Og derfor er CO2, som er lagret i skovene, ikke garanteret permanent til at man bør sælge det, således at andre kan udlede andre steder. Det kan risikere, at give en dobbelt udledning istedet for en halv reduktion. Og det vil ligeledes være med til at underminere Parisaftalen.

I det hele taget er tanken om at man skal kunne købe sig fra sine reduktioner en forældet tilgang. Vi er lige nu på et så fremskredent stadie i forhold til hvor meget CO2 der er i atmosfæren, at vi har brug for at alle lande reducerer deres udledning omgående, samtidig med at skove og økosystemer både bevares og genoprettes, så man bevarer det lager der kontinuerligt optager mere. Der er således ikke plads til at nogen ikke yder deres del af indsatsen, men forsøger at tørre den af på andre lande. Vi skal alle gøre noget. Vi skal alle reducere med 95 procent inden 2040, så hvor søren skal man få yderligere reduktioner fra, som man kan sælge? Det er lidt ligesom tanken om at der er plads til uendelig vækst på en afgrænset planet…

Lægger man deroveni alle de ting, der lige nu diskuteres, som kan tillade overførsel af gamle kvoter, dobbelttælling og inkludering af landsektoren, som på hver deres måde kan underminere Parisaftalen, enten fordi det ikke fører til yderligere reduktioner, som ellers er ideen med aftalen, eller fordi det skjuler udledninger i dobbelt bogføring og dermed tillader mere CO2 til atmosfæren, ja så er der ikke ret meget godt at sige om en mulig aftale på artikel 6. Det er derfor pinedød vigtigt at understrege, at de eneste acceptable regler for og design af artikel 6 er regler/design der sikrer, at der ikke kan ske dobbelttælling, overførsel af gamle kreditter eller overtrædelse af menneskerettigheder, samtidig med at de sikrer, at landsektoren holdes ude af markedet og at der sker en samlet reduktion i udledninger. Hvis reglerne ikke sikrer mindst dette, så er det i vores optik bedre med fortsat uenighed om reglerne ved denne COP, således at vi kan diskutere videre på næste COP. Ingen regler er bedre end dårlige regler.