Pressemeddelelse -
Efterspørgslen efter soja har været med til at sætte ild til de tropiske skove
Efterspørgslen efter soja har været med til at sætte ild til regnskoven
En ny rapport fra organisationen Mighty Earth viser en direkte sammenhæng mellem dyrkning af soja, kvæg og de store brande i Amazonas. Samtidigt peger rapporten på, at sojaproduktion bliver presset ud i naturområder i Bolivia, hvor Verdens Skove arbejder med årsagerne til skovrydning
Skovene brænder i Latinamerika. Brasiliens præsident Jair Bolsonaro har rettelig fået meget af ansvaret. Men han er ikke den eneste årsag til at de tropiske skove står i flammer. Incitamentet til ødelæggelserne kommer fra store virksomheder, der handler med soja, som JBS og Cargill, og fra amerikanske og globale brands som McDonalds, Costco og Walmart. Disse virksomheder skaber den efterspørgsel, som finansierer skovødelæggelserne. Det er konklusionen i en ny rapport fra den amerikanske NGO Mighty Earth.
Med friske satellitbilleder viser rapporten, at der er en umiddelbar sammenhæng mellem udbredelsen af sojaplantager og brandene i Amazonas. Samtidigt viser satellitbilleder også, at der er en sammenhæng mellem slagterier og skovbrande.
70 procent af verdens samlede sojaproduktion går til dyrefoder. Soja bliver dyrket og eksporteret fra Sydamerika i stor skala. Meget af den nuværende afskovning foregår tæt ved motorvejen BR-163 og ned til handelsvirksomheden Cargills havn i Santarem. Her bliver sojaen udskibet og sejlet til havne i Europa og Kina, hvor den bliver brugt som foder i landbruget. Lignende mekanismer er på spil i andre områder omkring motorveje på kortet. Cargil, Bunge og andre fodervirksomheder har underskrevet et sojamoratorium, som har været på plads i mere end 10 år, og som overordnet har virket godt. Her lovede man ikke at aftage soja fra producenter, som var involveret i afskovning i regnskove.
På mange måder har det virket og har elimineret megen skovrydning i en periode. Men moratoriet har store huller. For det første kan der stadig aftages soja fra store sojaproducenter, så længe skoven er blevet ryddet til fordel for andre afgrøder end soja. Afskovningen, der sker tæt op op ad BR-163, viser, at producenter udnytter det hul og bliver ved at sælge til virksomheder som Cargill og Bunge. For det andet gælder moratoriet kun for den brasilianske del af Amazonas. Dét har drevet afskovningen ud imod den bolivianske del af Amazonas og ned mod den såkaldte Cerrado og Chaco savanneskov i Argentina og Paraguay.
“Her er det positivt, at der er så meget opmærksomhed på Amazonas. Men det er også vigtigt at holde fokus på den massive afskovning, der sker i resten af Sydamerika og som er forårsaget af den stigende efterspørgsel efter soja, som bliver eksporteret blandet andet til dansk landbrug. “ fortæller Gry Bossen fra Verdens Skove.
Kræv at landbruget tager ansvar - støt Verdens Skoves soja kampagne her
Samtidigt er den internationale efterspørgsel efter kød er steget med næsten 200 procent mellem 1993 og 2013 og er nu på 60 millioner høveder. Den brasilianske virksomhed JBS, som er verdens største kødproducent, skrev i 2009 under på det samme Moratorium, hvori man lovede ikke at aftage kød fra nyligt ryddede regnskovsområder. Men siden har virksomheden været ramt af en række skandaler, som forbinder problematisk kød med store amerikanske brands. De to brødre, som kontrollerer JBS, har iøvrigt været fængslet for korruption i Brasilien.
De nye satellitbilleder, der viser sammenhængen mellem soja og brande
Dansk landbrug rydder skove i Latinamerika
Verdens Skove har tidligere påpeget at dansk landbrug også har et ansvar.
Sojabønner fra problematiske områder bliver importeret af den danske foderindustri og bliver solgt til producenter af de svin, kyllinger og kvæg, der havner i danske kølediske og siden på de danske middagsborde. Dansk produceret kød indeholder dermed skovrydning, uden at vi nødvendigvis er klar over det.
“Danmark er et lille land, men et stort landbrugsland, hvor det især er dyreproduktionen, der fylder. To tredjedele af Danmarks areal er dedikeret til landbrug, og hele 80 procent af produktionen bruges til dyrefoder. De mange husdyr i Danmark bliver fodret med store mængder soja importeret fra Latinamerika. I 2016 importerede Danmark 1,7 millioner tons soja, hvilket har optaget et areal på størrelse med Sjælland og Falster.” påpeger Gry Bossen.
Ring til Gry Bossen for pressekontakt 30 26 18 68
Emner
Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.
Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia forsvarer vi regnskoven.
Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.
I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.
Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982.