​Til kamp mod motorsave og jagtgeværer – med kakao

I verdens farligste land for skovforkæmpere er et lille kooperativ af bønder nær nationalparken Pico Bonito i gang med en stilfærdig revolution, der kan blive afgørende i kampen for nationalparkens skove. Medmindre den får så meget succes, at den selv bliver til fare for skoven. Revolutionens brændstof: Kakao.

Af Anne Liv Eberlein, redaktør

Pico Bonito, ”den smukke tinde”, hedder nationalparken, der ligger i bjergkæden Nombre de Dios i Honduras. Man forstår, hvorfor de spanske kolonister følte trang til at påkalde Guds navn ved synet. En hemmelighedsfuld dis glider langsomt ned af de saftiggrønne bjergsider, der er dækket af frodig regnskov. Vandløb og små vandfald baner sig vej ned gennem klipperne i træernes skygge, og samles i lavlandet i brusende floder, der glitrer i morgensolen. Skovene i Pico Bonito forsyner størstedelen af de omkringliggende byer og landsbyer med vand.

De er derudover hjemsted for tusindvis af plante- og dyrearter, herunder Amerikas eneste store kat, jaguaren. Som del af den såkaldte Mellemamerikanske Biologiske Korridor er Pico Bonito ikke bare vigtig som levested for disse arter, men også for at de kan migrere imellem de habitater, der er tilbage.

Det er dog desværre ikke alle, der lader jaguaren bruge denne vandrerute i fred, fortæller Arturo Elvir, mens vi selv vandrer op af den stejle bjergside. Jaguarer bliver jævnligt skudt af krybskytter, der rejser til området for at få ram på dyrene og tjene penge på at sælge dem som trofæer, forklarer Arturo. Selv har han kun ”skudt” jaguarer i de fotofælder, der er stillet op i hans plantage i bufferzonen til nationalparken. Her er de store katte blevet spottet flere gange, fortæller han stolt.

Arturo Elvir er en lokal kakaobonde med glimt i øjet, obligatorisk latinamerikansk baseballcap og moustache. ”En esta Finca somos amigos del Jaguar” står der på et skilt, da vi når frem til hans kakaoplantage i skoven et stykke oppe af bjergsiden. ”På denne farm er vi venner af jaguaren” – så her må der hverken skydes eller ryddes skov. Arturo har taget os med herop for at jeg kan se et eksempel på den form for bæredygtig skovlandbrug, der har startet en mindre revolution blandt småbønder omkring Pico Bonito.

Fra orkanens ruiner

På sin vis starter dens historie for næsten 20 år siden. Den 29. oktober 1998 hamrer kategori fem orkanen Mitch ind i Mellemamerika med vindstød på over 200 kilometer i timen og lægger en verdensdel i ruiner. Da Mitch har raset ud, er hele landsbyer slettet fra landkortet, millioner af hjem ødelagt. 11.000 er døde. Nicaragua og Honduras er hårdest ramt. Næsten uanset hvad man taler om med honduranere i dag, står Mitch som en stor revne i både landets og den enkeltes historie. Der er tiden før Mitch og tiden efter Mitch.

I efterdønningerne efter orkanen spreder en ødelæggende svamp kaldet Monilia sig i de kakaoplantager, der er tilbage. Kakaofrugterne bliver sorte og værdiløse. Stribevis af kakaobønder opgiver derfor deres plantager, og mange tror, at det er enden på kakaoproduktion i Mellemamerika.

Det er omkring dette tidspunkt Arturo arver sin fars plantage ved Pico Bonito. Her bliver der endnu dyrket kaffe. Men efter Mitch begynder kaffeplanterne at tørre ud. Arturo beslutter sig derfor for en ny strategi: Naturnær kakaoproduktion. I lyset af den hærgende Monilia svamp er det en modig strategi, der mest bliver mødt med hovedrysten. Men Arturo og flere andre bønder finder ud af, at hvis de sørger for at der kommer nok sol ned til træerne, og løbende fjerner de inficerede frugter, kan de holde svampen nede. Arturos kakaotræer, der bogstaveligt talt er plantet i orkanens ruiner, vokser sig store og begynder at sætte frugter.

Et farligt land for skovbevaring

I 2006 opsøger Verdens Skove den honduranske organisation FUNDER og foreslår at samarbejde om et nyt, lille skovlandbrugsprojekt omkring Pico Bonito. Sammen tager de to organisationer kontakt til en håndfuld lokale bønder, der viser interesse i at få støtte og uddannelse i denne form for landbrug – herunder Arturo. Efter et par år organiserer den spirende gruppe af ligesindede kakaobønder sig i kooperativet ASOPROPIB. Helt afgørende for dem bliver det at lære, hvordan de lever op til forskellige kvalitetsstandarter. Dette giver dem ikke bare bedre priser for deres kakao lokalt; det betyder også, at de efter en årrække vinder den schweiziske chokoladeproducent Chocolate Halba, der blandt andet sælger til Coop, som kunde. Chocolate Halba aftager i dag størstedelen af deres kakao, og indenfor de sidste to-tre år har udviklingen for alvor taget fart.

”I starten var det ret svært at forudsige, om det ville blive en succes,” siger Jakob Ryding, der er teknisk rådgiver hos Verdens Skove og har været udstationeret i Honduras i det seneste år. ”Nu er det virkelig et af de projekter, vi kan være stolte af,” fortsætter han. Og det har mere end én grund.

I flere år i træk har Honduras holdt en tragisk verdensrekord som landet med den højeste mordrate på miljø- og rettighedsaktivister. Gerningsmændene bliver kun sjældent dømt, og ofte er de hyret af store olie-, mine- eller landbrugsvirksomheder. I bedste fald gør de honduranske myndigheder intet for at hjælpe. I værste fald står de selv bag drabene. At kæmpe mod skovrydning i Honduras er derfor hverken nemt eller ufarligt.

”Skovlandbrug har den fordel, at man gør lokale bønder, der ønsker bedre indtægter, til allierede i kampen for at forsvare skoven ved at danne en bufferzone af skovlandbrug rundt om nationalparken,” forklarer Jakob Ryding. Bufferzonen gør det sværere for udefrakommende at trænge ind i nationalparken og rydde skov ulovligt. ”Hele lokalsamfundet, der nyder godt af den øgede indtægt, har en interesse i at holde fast i udviklingen,” understreger Ryding.

I skovlandbrug planter man ofte en hel stribe afgrøder i noget, der ender med at ligne et naturligt skovlandskab. Man planter fortrinsvis på arealer, der grænser op til en skov, eller på områder i skoven, der tidligere er blevet ryddet til andre formål. Afgrøderne vokser i forskellige højder og giver skygge og næring til hinanden. ”Det kan være afgrøder som kaffe, kakao, bananer og andre frugter, sammen med træer, der efterhånden kan plukhugges som bæredygtigt tømmer,” fortæller Jakob Ryding.

Med et sådant system man kan skabe et planteliv og et mikroklima, der minder så meget om den oprindelige skov, at dyr igen kan bruge området som korridor og levested. Ligesom den naturlige skov holder skovlandbrug på både vand og jord, så man modvirker tørke og erosion.

Endelig udnytter man pladsen meget bedre end på en konventionel mark, netop fordi man dyrker i flere ”lag”. Der er derfor mindre behov for at fælde mere skov for at få flere landbrugsarealer. Det betyder også, at bønderne er mindre sårbare økonomisk. Giver en af afgrøderne en dårlig høst eller lave priser, vil der stadigvæk være andre, man kan sælge.

”Det er jo helt vildt”

Arturo Elvir og hans kone gør alt selv på deres lille kakaofarm, og det er vigtigt for ham, at de gør alt så miljørigtigt som muligt, fortæller han mens han står i et lille, hjemmebygget skur i sin skov og sorterer den nyeste høst af kakaofrugter. Uden for skuret ligger en stor bunke skaller fra tømte frugter. De bruges senere til gødning i plantagen, og det er den eneste gødning, han bruger, forklarer Arturo. Hans næste mål er at få en egentlig økologi-certificering.

Kakaoen bliver allerede her oppe ved plantagen omhyggeligt adskilt i tre kvaliteter. Den skarpe adskillelse er afgørende for, hvilken pris kakaobønderne i kooperativet kan få for deres kakao. Ryger der bønner fra en lavere kvalitet med i en A-kategori levering, bliver hele leveringen nedkvalificeret til en lavere prisklasse.

Da han er færdig med at sortere frugterne og tømme det hvide frugtkød med selve kakaobønnerne ned i en stor, ren sæk, kaster Arturo raskt væk de små 50 kg bønner over skulderen og bærer dem ned til kooperativets hovedkvarter for foden af bjerget.

Jakob Ryding er imponeret da vi når frem. ”Det er jo helt vildt, så meget her er sket siden jeg var her sidst for to år siden,” konstaterer han. Der er kommet nye og bedre bygninger, bedre udstyr og tørrefaciliteter, et pænt lille kontor med computer.

”I de sidste to år er kooperativet vokset fra 40 til 80 medlemmer”, fortæller Arturo mig, da vi bliver budt på en kop af den lokalt producerede kakao. Den smager fremragende. Men på trods af den kraftige vækst i medlemmer har kooperativet svært ved at følge med den store efterspørgsel. Mange af de nyere medlemmer er endnu ikke klar til at høste deres kakao. For dem, der er, har kakaoproduktionen og kvalitetssorteringen skabt en markant bedre indtægt end de havde før.

Vi bliver vist rundt i de forskellige faciliteter. Der er særlige bygninger til at veje, fermentere og tørre kakaoen i dens forskellige stadier. Temperatur, tid og fugtighedsprocent bliver målt omhyggeligt. Der er også en planteskole fyldt med små aflæggere fra særligt sygdomsresistente kakaosorter. Det er nemt at mærke bøndernes stolthed over deres succes; de kan næsten ikke stoppe med at fortælle og forklare.

For meget af det gode?

Den rivende udvikling er opløftende at se, men den gør mig også eftertænksom. På vej hjem fra kooperativet spørger jeg Jakob Ryding, om der er en risiko for at kakaoproduktionen bliver så stor en kommerciel succes, at den selv går hen og bliver en trussel mod skoven? Lige nu ”lapper” man eksisterende huller i skoven med kakaotræer. Men hvad nu hvis kakao bliver så god en forretning, at folk begynder at fælde skov for at lave flere kakaoplantager?

”Det er en risiko, hvis ikke man har en strategi for at forhindre den udvikling,” indrømmer Jakob Ryding. Netop derfor drøfter Verdens Skove og ASOPROPIB for tiden at gøre det til et krav, at den kakao, de sælger, ikke må være dyrket på nyligt afskovet jord. Verdens Skove arbejder også sammen med de lokale partnerorganisationer på at få Honduras’ nationale brancheforening for kakaoproducenter til at indføre lignende krav på landsplan. Desuden kan kakao sagtens dyrkes inde i eksisterende skov, endda med fordel, uddyber Ryding.

For Jakob Ryding er det afgørende ved projektet, at det viser, at det er muligt at skabe økonomisk udvikling og forbedre livsvilkår på en måde, der også hjælper skoven. ”Det er helt afgørende, at man giver skoven værdi for lokalsamfundene. Det er den eneste måde, vi kan skabe en reelt bæredygtig udvikling i længden.”