Gå til indhold
EU’s nye lovforslag viser gode tiltag i kampen mod afskovning, men vil den stoppe afskovning?

Nyhed -

EU’s nye lovforslag viser gode tiltag i kampen mod afskovning, men vil den stoppe afskovning?

EU’s nye anti-afskovningslov er netop offentliggjort, og den er et stort skridt i den rigtige retning i kampen for at stoppe afskovning. Der er stadig bekymrende takter, og loven mangler vigtige elementer for at være et effektivt redskab mod skovbrande og naturødelæggelser.

Af Freja Tybirk Kvist

Det første udkast til en fælles europæisk indsats mod import af varer med afskovningsrisiko blev præsenteret i onsdag og med udspillet viser Kommissionen tydeligt, at EU er klar til at gå forrest og hjælpe virksomhederne med at håndtere afskovningsproblemet. Der er dog stadig huller, som skal lukkes, for at loven sikrer mod al afskovning.

“Det er godt, at EU-Kommissionen endelig er kommet med deres udspil til en lov der skal sikre, at vi alle sammen kan købe ind uden at frygte, at vi er medvirkende til at sætte Amazonas i brand. Loven sætter nogle konkrete krav til de varer, der importeres og eksporteres til og fra EU, samt til at virksomhederne skal udøve rettidigt omhu og have styr på deres forsyningskæder. Det er som udgangspunkt gode takter,” forklarer Anne-Sofie Sadolin Henningsen, rådgiver hos Verdens Skove, og fortsætter:

“Der mangler dog nogle vigtige elementer i lovforslaget, før udspillet kan siges at være godt nok. Især er det ærgerligt, at man har udvandet mulighederne for sanktioner, og at virksomhederne ikke længere kan frygte at alvorlige overtrædelser kan straffes kriminelt. Det kan potentielt betyde, at forordningen ikke nogen gennemslagskraft, når virksomhederne ikke skal frygte andet end en bøde. Hvis disse huller ikke bliver lukket og strafferammen styrket, så vil skovbrandene fortsætte. ” understreger hun.

Alle varer med risiko for afskovning skal inkluderes

Der er en lang række varer, der er medvirkende til at skovene og økosystemer ryddes og sættes i brand til fordel for landbrug. I Kommissionens udspil er soja, palmeolie, kaffe, chokolade, træ og oksekød dækket. I 11. time blev læder også tilføjet til listen, mens varer som majs og gummi samt flere forskellige animalske produkter, som ofte gennem industriel produktion og foder er skyld i skovrydning, ikke er medtaget. En lov, der ikke indeholder alle varer med risiko for afskovning vil ifølge Anne-Sofie Sadolin Henningsen ikke løse problemerne:

“Hvis EU virkelig vil sikre et stop i afskovning, så er man nødt til at inkludere alle varer med risiko for afskovning, det gælder både alle de animalske produkter og råvarer til energisektoren, ellers vil vi bare se nye varer blive produceret, mens afskovningen fortsætter uhindret”.

Vigtige økosystemer dækkes ikke af loven

Et andet hul i lovforslaget, som Kommissionen ikke har fået lukket, er sikring af alle typer af økosystemer. EU-Kommissionens lovforslag berører kun rydning af skov, mens det undlader andre vigtige typer af natur, som savanner og vådområder.

“Det er vigtigt at lovforslaget også inkluderer rydning og omlægning af andre værdifulde naturtyper. Disse økosystemer er essentielle for biodiversiteten og i klimakampen, og de er også er i risiko for at blive ødelagt. Er de ikke inkluderet, risikerer vi, at landbrugsproduktionen flytter sig fra skoven til eksempelvis skovsavannerne og vådområderne i jagten på profit, og dermed ødelægges disse i stedet. Og så er vi lige vidt,” siger Anne-Sofie Sadolin Henningsen.

Den finansielle sektors store rolle ignoreres

Afskovning sker især fordi, at landbruget udvider sine arealer og rydder skov- og naturarealer, for at få plads til produktionen. Bankerne og de finansielle institutioner bidrager gennem deres investeringer til, at denne landbrugsekspansion muliggøres med afskovning til følge. I Kommissionens lovforslag går den finansielle sektor dog helt fri for restriktioner:

“Banker og investorer bærer ligesom alle andre et ansvar for deres aktiviteter, og de bør ligeledes sikre sig at, de virksomheder og produkter de investerer i, ikke bidrager til afskovning og ødelæggelse af værdifuld natur. Lovgivningen bør være med til at sikre dette” udtaler Anne-Sofie Sadolin Henningsen.

Oprindelige folks rettigheder

Oprindelige folk og de samfund, der lever i skovene, oplever et stigende pres på deres rettigheder og territorier, og indtrængen i deres territorier, drab, chikane og dødstrusler er blevet en del af deres hverdag. Det er derfor bydende nødvendigt, at de oprindelige folks rettigheder også inkluderes i loven forklarer Anne Sofie Sadolin Henningsen.

“Store dele af verdens mest værdifulde skove findes i oprindelige folk områder, og de oprindelige folk er de bedste til at bevare skovene, da deres livsgrundlag findes i skovene Skovbrande, afskovning og rydning af økosystemer er ofte forbundet med overgreb og brud på lokales og oprindelige folks rettigheder, og det er derfor essentielt, at den kommende lovgivning sikrer, at varer på det indre marked er produceret i overensstemmelse med de internationale menneskerettighedskonventioner,“ udtaler Anne Sofie Sadolin Henningsen.

På det netop overståede klimatopmøde, COP 26 i Glasgow har man også taget skridt mod at anerkende oprindelige folks rettigheder og deres rolle i natur- og klimakampen ved at sikre finansiering til deres arbejde.

“Når vi ved, at afskovning ofte fører til brud på menneskerettigheder, og når man på COP 26 netop har indskrevet de oprindelige folks rettigheder i klimaaftalen, er det desto mere himmelråbende, at EU-Kommissionens lovforslag stadig ikke berører menneskerettigheder, oprindelige folk og deres territorier,” udtaler hun.

Forordningen er ikke i mål endnu

Selvom lovforslaget fra EU-Kommissionen hilses velkommen, er der et stykke vej endnu, før den endelige forordning kan sikre, at importerede varer på det indre marked i EU i reelt kan siges at være afskovningsfri.

Nu venter forhandlingerne mellem Parlamentet og Rådet inden loven ligger færdig, og meget kan derfor ske endnu.

Med den handlingsplan mod afskovning, som den danske regering præsenterede tilbage i september, som blev kritiseret for ikke at indeholde nok handling, kan man håbe på at de danske MEP’ere sammen med regeringen vil kæmpe for, at den endelige lovgivning bliver ambitiøs og kan gøre en forskel for at standse afskovningen.

Emner

Kontakt

Jonas Schmidt Hansen

Pressekontakt Redaktør og presseansvarlig Medlemsblad, nyhedsbrev 2625 8208

Nanna Jochumsen

Pressekontakt Teamleder for kommunikation (+45) 3190 2770

Relateret materiale

Stor sejr til det brasilianske civilsamfund: Dele af Ødelæggelsespakken skudt til hjørnet

Stor sejr til det brasilianske civilsamfund: Dele af Ødelæggelsespakken skudt til hjørnet

To love er blevet taget af bordet i det brasilianske senat. De to love, som ville føre til overtrædelse af oprindelige folk rettigheder og ødelæggelse af mere natur i Brasilien er blevet taget af bordet som følge at blandt andet internationalt pres, inklusiv fra 31 danske politikere, der lige har sendt et åbent brev.
Af Anne-Sofie Sadolin Henningsen
Det brasilianske senat skulle tirsdag og o

Unsplash - Roberto Nickson

EU’s lov mod afskovning står snart færdig - Vil den stoppe afskovning?

EU’s nye lov mod eksport og import af afskovning er på trapperne. Hvor stærk loven ender med at blive, er endnu for tidligt at sige, men meget tyder på, at der kommer til at være nogle huller, som kan risikere at underminere lovens formål; nemlig at stoppe den globale skovrydning.
Af Amanda Veirum
Den 5. december mødes EU’s lovgivende enheder; Parlamentet, Ministerrådet og Kommissionen ti