Nyhed -
Biologisk station skal hjælpe Nicaraguas oprindelige folk med at bevare skov
Det er snart 8 år siden Rama-Kriol-folket i Nicaragua skrev en feltstation ind som prioritet i deres territorielle udviklings- og administrationsplan. Dens strategiske placering skulle være i Indian River i territoriets sydlige del og midt i det Biologiske Reservat Indio Maiz. Her 8 år senere eksisterer feltstationen kun som en markering på et kort, selvom ønsket og behovet er lige så stort, hvis ikke større.
Af Berit Rechnagel, landekoordinator, Nicaragua
Verdens Skove støtter i øjeblikket Rama-Kriol-landsbyerne Graytown og Indian River i Nicaragua i at realisere planer om en feltstation. Det gør vi som en integreret del af vores strategi for at bevare skoven i det biologiske reservat Indio Maiz. Stadigt flere illegale nybyggere bosætter sig i Rama-Kriolernes territorium og konverteringen af skov til landbrugsjord og kvægdrift i randområderne har aldrig været højere. Det vurderes, at der forsvinder 3 fodboldbaner med skov dagligt i bufferzonen til Indio Maiz. Det udleder ca. 1980 tons CO2, der bidrager til opvarmningen af det globale klima, og som truer de oprindelige folks traditionelle overlevelse.
Staten synes nærmest at promovere de ilegale bosættelser, samt større infrastrukturprojekter, som den planlagte inter-oceanske kanal, der skal gå tværs gennem territoriet og som også forårsager kolonisering. Miljøministeriet, der skulle sikre overholdelsen af lovgivningen i beskyttede områder, er inaktive og reagerer ikke, når lovbrud anmeldes. Sådan har det stået til siden DANIDA trak sin miljøstøtte fra Nicaragua. Det er således relevant at stille spørgsmålet, hvad Rama-Kriolerne selv kan gøre, og hvorledes de kan aktivere de relevante myndigheder. Det er her, en feltstation kommer ind i billedet som en del af strategien.
Forskning
Udgangspunktet skal være at udforske og undersøge de naturlige omgivelser, specifikt miljøet og den biologiske diversitet. En biologisk feltstation i Indian River vil give adgang til et uudnyttet laboratorium af tropiske arter og økosystemer, der kan give os viden om nye arter, skovens tilstand, trusler mod og muligheder for dyr og menneskers overlevelse i Indio Maiz.
Der er gennemført nogle få studier i området, så det vides allerede, at der lever ca. 130 jaguarer og 1500 grønne araer i reservatet. Deres liv og fremtid er, ligesom de oprindelige folks, usikker. Dette gælder også for tusindevis af andre dyr og planter, hvoraf mange indgår som vigtige ingredienser i de oprindelige folks verdensopfattelse og danner grundlaget for deres hverdagsliv. Øget forskning vil give viden om området og danne grundlag for monitorering af miljøkonsekvenserne ved et evt. kanalbyggeri. Alt sammen forhold, der motiverer til engagement og god forvaltning blandt mange aktører.
Eventyr
En feltstation kan være centrum for eventyr. Beliggenhed i eksotiske og smukke omgivelser med skønne udsigter og naturrigdom knyttet til en fjern historie og spændende kultur gør stedet til en attraktion i sig selv. Modtagelse af et kontrolleret antal besøgende, der søger fysiske udfoldelser, vandreture, flodrejser og lokal indsigt, vurderes som en potentielt vigtig og komplementerende aktivitet for at garantere den økonomiske bæredygtighed af feltstationen.
Det at gøre en forskel er blevet vigtigere for mange rejsende, så deres eventuelle støtte til monitorering ved feltstationen gør den et besøg værd, til gavn for alle parter, hvis det organiseret fornuftigt. Feltstationen kommer ikke til at tilbyde aircondition og kabel-tv, men henvender sig til besøgende, der søger at komme afsides, kan tåle at blive svedte og vægter et eventyrligt ophold med indhold.
Frivillig
En feltstation tiltrækker ofte frivillige unge og ældre, der ønsker at blive i længere tid på en spændende destination med et seriøst indhold. Frivillige dækker over hele spektret fra specialestuderende, forskningsassistenter eller unge som ældre, der frivilligt hjælper til med de opgaver, der er knyttet til stedet.
Frivillige kan også dække over lokalbefolkningen, som fx er aktive Rangers. I Indian River er der stort behov for opbakning til at sikre overvågning af territoriets grænser. Erfaring viser at skiltning og aktiv tilstedeværelse forebygger nybyggeres mod på at bevæge sig længere ind i intakte naturområder. Her spiller Rama-Kriolernes egne allerede eksisterende Rangers en stor rolle.
Uddannelse
En feltstation skulle gerne bidrage til at skabe viden, og viden kan uddanne. Således kan der med fordel oprettes et koncept om uddannelse i tilknytning til feltstationen. I den forbindelse taler vi både om uddannelse og bevidstgørelse af alle besøgende. De skal lære om arbejdet på stationen, formålet med den og om udfordringerne i området. De skal være ambassadører for regnskoven, når de forlader stedet.
Det inkluderer også lokalbefolkningen – specielt ungdommen – som via studie- og, skolebesøg og evt. forskerassistentopgaver lærer et fag, et emne eller om turisme, miljø og rettigheder generelt. En feltstation i Indian River skal være et laboratorium for Rama-Kriolerne selv, sammen med nicaraguanere og internationale besøgende.
Bæredygtig turisme
Verdens Skove arbejder med en bæredygtig turisme, der defineres ved de fire ovenfornævnte fokusområder, forskning, eventyr, frivillige og uddannelse. De er også vigtige elementer for den planlagte feltstation i Indian River, hvortil Rama-Kriolerne også vægter miljømonitorering og kontrolforanstaltninger, der kan tage udgangspunkt i samme base. Selvom hverken forskere, studerende eller frivillige betegner sig selv om turister, så behøver de alle en service, som den oprindelige lokalbefolkning vil tilbyde dem og karakteriseres derfor som turist-segmenter i Verdens Skoves skovbevarelsesstrategi.
Feltstationen og bæredygtig turisme kan bidrage til at bevare skoven ved at a) producere og dele viden om argumenter for skovbevarelse og imod -ødelæggelse, b) skabe jobs blandt nærboende fattige bønder som alternativ til skovfældning til landbrug og kvægbrug, c) forbedre de oprindelige folks egen økonomi og støtte til territorieforsvar, d) promovere internationale regnskovsambassadører og e) øge lokal bevidsthed og stolthed over natur- og kulturperler.
Derfor arbejder vi lige nu med Rama-Kriolerne på at afklare de nødvendige forhold for at kunne gå i gang. Det rigtige sted til en feltstation er ved at blive identificeret, midler til konstruktionen skal søges, tilladelser skal endeligt afklares, organisation og samarbejder skal undersøges og koncept for selve stationen udvikles. Hvis det lykkes, så vil feltstationen, ifølge Organization of Biological Field Stations, blot være den anden af sin art i hele Mellemamerika mellem Costa Rica og Belize.