​Paris-aftalen skal underskrives og ratificeres

Af Gry Bossen og Hlif Linnetved

Danmark bør bakke højlydt op om både Paris-aftalen og Verdensmålene for bæredygtigt udvikling, for ikke at lade vores tidligere stærke fokus på oprindelige folk sive helt ud af dansk udviklingspolitik. En ratificering og realisering af aftalen er afgørende i kampen mod klimaforandringernes negative påvirkninger af verdens samfund, samt for at sikre livsgrundlaget for verdens fattigste og ikke mindst de oprindelige folk, som lever i og med naturen.

Efter to ugers højt politisk spil blev Paris-aftalen vedtaget d. 12. December 2015, da den franske udenrigsminister Laurant Fabius slog med hammeren før nogen nåede at gøre indsigelser, og dermed satte punktum for COP21 med et historisk resultat.

Paris-aftalen, der først påbegyndes i 2020, er resultatet af flere års internationale forhandlinger og er en seriøs efterfølger til Kyotoaftalen, der løber til 31. december 2020. Paris-aftalen fokuserer ligesom Kyotoaftalen på at nedsætte den globale CO2-udledning. Men hvor Kyotoaftalen fokuserede på de udviklede landes indsats, så forudsætter Paris-aftalen indsatser fra både udviklede og udviklingslande. Indsatserne kan være forskellige, men alle lande forpligter sig til at nedsætte deres CO2 udslip i større eller mindre grad.

Paris-aftalen foreskriver ligeledes, at de udviklede lande skal bistå med penge og dermed hjælpe udviklingslande med en fossilfri udvikling, der samtidig ikke belaster naturen. Desuden indeholder Paris-aftalen muligheder for, at lande, der rammes hårdest af de klimaforandringer, kan få økonomiske erstatning.

Hvad vil det sige, at aftalen skal underskrives

Paris-aftalen blev vedtaget til COP21 i Paris. Det vil sige, at de deltagende lande i UNFCCC blev enige om, at det er sådan her, den skal se ud. Men før aftalen kan træde i kraft, skal den underskrives og ratificeres. Det vil sige, at aftalen skal godkendes i hvert af de deltagende lande, som derefter skal tilkendegive, at de vil acceptere og efterleve.

Det er forskelligt fra land til land, hvordan deres procedurer ser ud. Men for de fleste lande gælder det, at regeringen skal tjekke om Paris-aftalen er omfattet af landets grundlov, politik og kapacitet. Regeringerne giver derefter en minister mandat til at kunne underskrive aftalen i internationalt officielt regi.

Derefter skal de enkelte lande så ratificere aftalen. Det vil sige, at de skal planlægge og redegøre for hvordan aftalen kan implementeres nationalt i henhold til regler, love, systemer og kapacitet. Denne planlægning munder ud i at landene melder deres NDCs (Nationally Determined Contributions) ind til konventionen, hvormed landet forpligter sig til at opfylde disse og dermed aftalen.

Aftalen træder først i kraft når mindst 55 lande eller et antal lande, der står for mindst 55% af den samlede globale udledning af drivhusgasser, har skrevet under og ratificeret aftalen.

Momentum nok til underskrift?

Ban Kii Moon og UNFCCC har planlagt et storstilet arrangement d. 22. april, som skal kickstarte processen med at få aftalen underskrevet og ratificeret. Aftalen vil være åben for underskrifter i et år, hvorefter man ikke længere vil kunne tilslutte sig aftalen.

Det er historisk set lidt tidligt at åbne op for underskrivning af aftalen. Men Ban Kii Moon og UNFCCC forsøger at udnytte det momentum, der har været op til, under og ikke mindst efter COP21. De har derfor inviteret alle Verdens ledere til at deltage i denne underskrivnings-ceremoni, og har tilmed lagt denne dag på selveste Moder Jords dag, for netop at signalere hvor vigtigt det er.

En anden grund til at Ban Kii Moon og UNFCCC har travlt med at få aftalen underskrevet er måske, at man håber at kunne få alle lande til at ratificere aftalen indenfor et år, så aftalen kan træde i kraft, mens Obama stadig sidder på posten, og før en eventuel klimaskeptisk republikaner overtager rorpinden i USA. Paris-aftalen indeholder nemlig en lille klausul, der siger, at et land, der ønsker at trække sig fra aftalen, kan gøre dette med 4 års varsel, hvilket jo tilfældigvis er længden på en præsidentperiode i USA. Denne lille klausul gælder dog først, når aftalen er ratificeret og trådt i kraft, hvilket derfor gerne skulle være inden Obama går af.

Desuden vil Ban Kii Moon nok gerne føre denne historiske aftale helt til dørs, inden han selv forlader sin post i UNFCCC, ligesåvel som Christiana Figueredo også forlader sin post som generalsekretær.

Momentum vs. historie

COP21 og Paris-aftalen har helt klart skabt et momentum, der fx har ført til at adskillige stater og private investorer har annonceret at de af-investerer i kul og olie, hvilket giver et enormt skub til den grønne omstilling.

Lige nu forlyder det, at 130 lande vil underskrive aftalen d. 22. april, hvilket er det største antal lande, der skriver under på åbningsdagen. Heraf vil 60 af disse lande sende deres statsoverhoveder. Især flere små østater har været tidligt ude, og Marshall Islands, Tuvalu, Fiji, Palau og Maldiverne blev derfor de første lande til at erklære, at de vil skrive under på aftalen. Det er måske forståeligt nok, for de små østater står overfor en meget nærværende trussel fra de stigende verdenshave og har derfor en personlig interesse i ,at aftalen bliver skrevet under og træder i kraft hurtigst muligt. Underskrifterne er immervæk kun starten på det arbejde, der ligger forude.

Ydermere har Kina og USA og Canada meldt ud, at de vil underskrive aftalen d. 22. april, ligesom Danmark også er klar til at underskrive aftalen d. 22. EU som helhed kan ikke skrive under endnu, da ikke alle europæiske lande har fået aftalen godkendt af deres konstitutioner endnu.

Papua Ny Guinea har som det første og eneste land allerede ratificeret aftalen og dermed indleveret deres reviderede og mere ambitiøse NDCs. De viser mere end nogen andre, at de er klar til at gå igang med det samme og sætter således et eksempel for resten af verden.

Trods dette, så er der også kedelige tendenser og tidligere erfaringer, der udfordrer håbet om den grønne fremtid. For aftalen foreskriver, at de udviklede lande og den private sektor skal bidrage med 100 billioner USD hvert år fra 2020. Disse penge skal hjælpe udviklingslande i den grønne omstilling, samt yde erstatning til lande som oplever store økonomiske tab pga tab af eksistensgrundlag, såsom hvis deres land bliver oversvømmet af havet. Men eftersom at der i løbet af de sidste par år og indtil nu, knap er indsamlet 10 billioner USD, er det svært at forestille sig, at der fra 2020 gnidningsfrit kommer 100 billioner dollars i kassen hvert år. Det giver - vist med rette - grund til bekymring i flere udviklingslande.

Politiske spil fortsætter

Bedst som man troede, at det værste politiske spil var ovre, da aftalen blev færdig ved COP21 i Paris, kan man blot konstatere, at underskrivnings ceremonien nu foranlediger mere politisk tovtrækning. Således har en malaysisk organisation opfordret udviklingslande til at vente med at skrive aftalen under og dermed true aftalens eksistens, for at presse de udviklede lande til at bevise, at de mener det de har lovet, både når det gælder deres egen indsats, såvel som den økonomiske opbakning de skal yde.

Det er dog uklart, hvordan udviklingslandenes manglende underskrift skal presse de udviklede lande til at bevise deres indsats. Den malaysiske organisations tankegang indikerer, at de udviklede lande har en større interesse i at få aftalen underskrevet end verdens udviklingslande har. Det er imidlertid ikke tilfældet. Alle verdens lande er truede af de globale klimaforandringer. Faktisk er udviklingslande måske mere truede, fordi de ikke har kapacitet til at modstå de økonomiske konsekvenser, som mere ekstreme vejrforhold (grundet klimaforandringerne) vil have for dem. I det perspektiv burde udviklingslandene have en større interesse i at aftalen bliver underskrevet hurtigst muligt, og derfor giver det ikke mening at vente med at skrive aftalen under.

Godt nok er der, som Ban Kii Moon ganske rigtigt har spottet, en velvilje og en enighed om at der skal gøres noget nu. Men man kunne godt frygte at den malaysiske organisation får ret i deres tvivl på om udviklede lande virkelig træder til og leverer penge og nedskæringer som aftalt. I den henseende har den malaysiske NGO flere grunde til at være bekymret.

Aftalen er frivillig

Indtil videre er landenes indsats for at nå aftalens mål frivillige. Det vil sige, at alle lande selv skal melde ud hvad de vil sætte ind og bidrage med. Frem mod COP21, meldte 187 lande deres INDC (Intended National Determined Contributions) ind. INDCs er de planlagte bidrag -hensigtserklæringer om man vil- fra hvert enkelt land, med sigte på at reducere de globale udledninger efter 2020. Men flere organisationer påpeger, at de 187 landes udmeldte indsatser tilsammen ikke leverer nok reduktion i CO2-udledningen. Det er derfor håbet, at alle lande vil revidere deres INDCs og melde ind med nogle endnu mere ambitiøse mål for deres indsatser. Det skal gerne ske, inden deres INDCs bliver til NDCs (Nationally Determined Contributions), som er fastlagte/bindende og helst inden 2018, hvor der igen laves en fælles status på, hvad de samlede INDCs vil give for et resultat.

Desværre udtaler Danmark - som lige nu læner sig dovent op af EU - at de ikke agter at bidrage med yderligere nedsættelser af deres samlede CO2 udslip. Den danske regering har endda luftet tanken om at sætte ambitionerne ned fra 40% til 37%, hvilket er det resultat Danmark lige nu er på kurs imod og derfor ikke behøver at gøre yderligere indsats for at opnå. Oppositionen og danske miljøorganisationer inklusiv Verdens Skove er selvsagt ikke stolte af den kurs regeringen lægger for dagen.

Ligeledes er det beklageligt, at Lars Løkke end ikke skal til New York d. 22. april, Det skal i stedet klima- og energiminister Lars Lilleholt, som har udtalt, at DK ikke agter at gøre ekstra tiltag for at leve op til aftalen. Lars og Lars mener, at Danmark er på rette kurs, fordi vi allerede nu lever op til det, vi har lovet EU i sin tid og derfor ikke behøver at gøre yderligere.

Da landenes indsatser er frivillige, er der ikke nogen egentlig straf for ikke at være ambitiøs nok eller sågar for ikke at leve op til disse lovede indsatser. Ihvertfald ikke fra international side af. Det er derfor op til NGO'er, befolkningen og de grønne politikerer at lægge et pres på regeringen og holde landene på rette kurs.

Paris-aftalen og Sustainable Development Goals

Det er ikke så længe siden, at Lars Løkke var med til at vedtage Sustainable Development Goals, som blev underskrevet i september 2015 i netop New York. Selvom Sustainable Development Goals primært fokuserer på en fair udvikling og fattigdomsbekæmpelse, så bliver det i disse mål, sort på hvidt, anerkendt, at bæredygtig udvikling og fattigdomsbekæmpelse ikke kan lade sig gøre uden også at sætte ind overfor klimaforandringerne. Det vil sige, at det at fuldføre ParisAftalen og holde den globale opvarmning på under 2 grader, og helst under 1,5 grad, er en forudsætning for at kunne leve op til de internationalt fastsatte SDGere. Sustainable Development Goals er derfor en god drivkraft for og grund til at skulle leve op til ParisAftalen, hvis nogen da lige stod og manglede en grund.

#Danmarkburde

Danmark bør gå forrest i kampen mod klimaforandringerne. Vi bør sætte vores ambitioner højt og satse på over 40% reduktion i CO2-udledningen. Vi bør være nogle af de første til at revidere vores INDCs og sætte barren så højt som det er nødvendigt.

Danmark bør ligeledes støtte op om den storstilede ceremoni i New York ved at sende statsministeren, som var med da Sustainable Development Goals blev underskrevet, og da klimaforhandlingerne blev indledt sammen med alle de andre statsledere. Det er et rigtigt uheldigt signal at sende, at denne ceremoni “kun” kvalificere sig til Lars Lilleholts tilstedeværelse.

For ikke at lade vores tidligere stærke fokus på oprindelige folk sive helt ud af dansk udviklingspolitik, bør Danmark bakke højlydt op om både Sustainable Development Goals og ParisAftalen, som ikke alene vil bekæmpe katastrofale klimaforandringer, men også vil bekæmpe fattigdom og kæmpe for rettigheder til alle mennesker - også indfødte folks rettigheder.