Pressemeddelelse -
Opråb fra Amsterdampartnerskabet til EU: Stop skovrydningen
Jakob Ellemann-Jensen har på vegne af Amsterdampartnerskabet sendt et brev til EU kommissionen, hvor han opfordrer til at fremlægge en handlingsplan for at stoppe afskovningen forårsaget af EUs import fra andre lande. Verdens Skove roser Jakob Ellemann-Jensen for at tage formandsskabet for Amsterdam Partnerskabet alvorligt og løfte bekymringen om sojaens konsekvenser til EU.
“Det er yderst positivt, at Amsterdampartnerskabet sender et brev til den Europæiske Kommission for at opfordre dem til at tage de mange deklarationer, som EU og dets medlemslande har skrevet under på om at stoppe afskovning, alvorligt.” Udtaler Gry Bossen, kampagnemedarbejder i Verdens Skove.
Gry Bossen er glad for Jakob Ellemann-Jensens udmelding;I Danmark skal vi mindske vores bidrag til afskovningen. Dog efterlyser hun et fokus på importen af soja og dennes konsekvenser for skovene især i Sydamerika i regeringens nye handlingsplan om bæredygtigt protein. Denne fokuserer nemlig udelukkende på udviklingen af produktionen af proteiner i DK og dermed ikke på hvordan man kan stoppe afskovningen i forsyningskæden.
“Da man ikke kan producere alle de nødvendige proteiner i Danmark lige foreløbig, hvis overhovedet, så er det bydende nødvendigt at fokusere på forsyningskæden og sikre at importeret soja ikke har forårsaget afskovning og overtrædelse af oprindelige folks rettigheder,” forklarer Gry Bossen.
Her vil Verdens Skove gerne tilslutte sig Jakob Ellemann-Jensens opfordring til landbruget om at købe certificeret soja for at undgå og modvirke sojaens fatale konsekvenser. De eksisterende certificeringsordninger er dog ikke en totalt garanti, men det er et skridt på vejen.
“Vi foreslår, at Jakob Ellemann-Jensen stiller forslag om at dansk importeret soja som det mindste skal være RTRS eller ProTerra-certificeret, samtidig med at man indarbejder en sikring af forsyningskæden, så man undgår soja der har forårsaget skovrydning og overtrædelse af lokalbefolkningens rettigheder,” siger Gry Bossen og fortsætter, “det er da oplagt at Danmark kan udvikle en model der kan udbredes i resten af EU.”
Det at stoppe afskovningen er ikke alene vigtigt for klimaet og for at vi kan leve op til Parisaftalens målsætning, men også for biodiversiteten og for de målsætninger vi har tilsluttet os i både Verdensmålene og under AICHImålene.
Læs brevet fra Amsterdam Deklarations Partnerskabet til EU kommissionen, hvori det fremgår det hvilke internationale aftaler, EU har tilsluttet sig, med sigte på at stoppe afskovning inden 2020, her.
Emner
Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.
Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia forsvarer vi regnskoven.
Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.
I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.
Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982.