Pressemeddelelse -
Endelig: Verdens Skove har fået en samarbejdsaftale om Bjergskov i Sønderjylland
I Sønderjylland ligger det ældgamle overdrev Bjergskov. Bjergskov har hidtil været forvaltet på traditionel vis, men nu har Verdens Skove fået en samarbejdsaftale om naturplejen af området, hvilket skal ske ud fra principperne om samgræsning og helårsgræsning, som skaber større biodiversitet. Verdens Skove glæder sig til at få jord under neglene med et konkret naturforvaltningsprojekt i Danmark.
I Sønderjylland ligger det ældgamle overdrev Bjergskov, med en fantastisk natur. Bjergskov er en blanding af åbent overdrev, spredte buske, krat og høj skov. Denne mosaik af åben og lukket natur minder om, hvordan Danmark så ud, før landet blev opdyrket, og biodiversiteten stortrives i denne unikke naturtype.
Bjergskov har hidtil været delt i to arealer, der er ejet af hhv. Forsvaret og Naturstyrelsen. Forsvarets del har været afgræsset med får, men får er uhensigtsmæssige for biodiversiteten, da de æder urter og blomster, så græsset langsomt overtager området og den rige plantevegetation forsvinder. I dag kan man tydeligt se, at Forsvarets arealer er tilgroet med græs og flere af de sjældne blomster er forsvundet. Naturstyrelsens del er stadig artsrig, da den har været afgræsset med kvæg og heste, istedet for får.
I samarbejde med Naturstyrelsen Sønderjylland og Forsvaret vil Verdens Skove sikre, at begge arealer afgræsses med samgræsning af kvæg og heste og med helårsgræsning frem for sommergræsning. Med kombinationen af samgræsning, helårsgræsning og dyrenes frøspredning, vil vi prøve at øge naturværdierne i hele området, især på Forsvarets areal.
Det har været en lang proces at få lavet en samarbejdsaftale om området. Men efter to års arbejde er det lykkes. Det er en aftale mellem Forsvaret, Naturstyrelsen og Aabenraa kommune omkring forvaltning af Bjergskov med biodiversitet i højsædet.
Stine Tuxen, biolog og talsmand for dansk natur i Verdens Skove siger:
"Det har været en lang proces, men nu er vi endelig i mål og vi er glade for samarbejdet med Naturstyrelsen Sønderjylland, Forsvaret og Aabenraa Kommune. Vi glæder os afsindig meget til at komme igang med at monitorere biodiversiteten i området og følge betydningen af helårsgræsning og samgræsning for den smukke, vilde vegetation."
Aftalen er vigtig for Verdens Skove, fordi den giver mulighed for at formidle om de principper for naturforvaltning, foreningen arbejder for.
"Igennem frivilliges arbejde vil vi formidle om skovnatur, biodiversitet og de store dyrs rolle i naturen og forhåbentligt inspirere til mere samgræsning og helårsgræsning i resten af landet, til gavn for mange trængte arter, ” forklarer Stine Tuxen.
Related links
Emner
Kategorier
Regions
Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.
Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia forsvarer vi regnskoven.
Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.
I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.
Verdens Skove startede i 1982 som aktivitetsgruppen "Regnskovsgruppen", der i 1983 stiftede Foreningen Regnskovsgruppen Nepenthes og i 2011