Pressemeddelelse -
Bolivias skove står i flammer: 800.000 hektar brændt af
Verdens øjne hviler på Brasilien, hvor et rekordstort antal skovbrande i Amazonas regnskoven har vakt forfærdelse kloden rundt. Men skoven brænder ikke kun i Brasilien: Også i nabolandet Bolivia kæmper befolkningen desperat mod flammerne i massive skovbrande, der lige nu hærger enorme arealer. Verdens Skove er til stede i området og arbejder på højtryk for at yde både kortsigtet og langsigtet hjælp.
Af Anne Liv Eberlein
Massive skovbrande hærger ikke kun Amazonas regnskoven; også i Bolivia står enorme skovarealer lige nu i flammer. Omkring 1 million hektar er brændt af alene i Santa Cruz departementet. Verdens Skove har i årevis arbejdet sammen med de oprindelige folk og lokale organisationer i området. André Mildam, teknisk rådgiver i Verdens Skove, er lige nu i Santa Cruz og i Movima territoriet i Beni og har besøgt landsbyerne inde i skoven, der kæmper mod brandene.
Regering hjalp først efter tre uger
”Himlen over Santa Cruz er grå og luften smager af røg. Folk forsøger, efterhånden desperat, at holde ilden fra deres afgrøder, den skov de forvalter og fra deres landsbyer. Midlerne er simple og der arbejdes dag og nat i forsøget på at holde ilden ude. Indtil videre har det været en kamp mod overmagten. Og regntiden er stadig en måned væk - måske mere,” beretter han. Myndighederne er nu aktive i området, men blev det først da brandene allerede havde stået på i ugevis, fortæller André Mildam: ”Det er cirka tre uger siden, at det begyndte det at brænde, men til trods for at der har været mange advarsler, var det først i sidste uge at regeringen handlede.”
Lige nu arbejder Verdens Skove sammen med de lokale civile organisationer i Bolivia på højtryk for at hjælpe lokalsamfundene i Monte Verde med at få bugt med ilden og forsyne de ramte landsbyer med det mest nødvendige.
"Folk forsøger, efterhånden desperat, at holde ilden fra deres afgrøder, den skov de forvalter og fra deres landsbyer.” fortæller Mildam.
Brandene er en katastrofe for de lokale småbønder, som ofte har skoven og dens ressourcer som deres vigtigste livsgrundlag. Men det er også en katastrofe for det unikke dyre- og planteliv i den tropiske tørskov. Bolivia er det tolvte mest biologisk mangfoldigeland i verden og er hjemsted for over 2000 padde-, fugle-, pattedyrs- og krybdyrsarter. Heraf er mange endemiske, hvilket vil sige, at de ikke forekommer naturligt noget andet sted i verden.
”Det siges, at det vil tage mindst 200 år at genoprette den biodiversitet, der går tabt i disse enorme brande,” lyder det fra Mildam. Samtidigt frigiver skovbrandene store mængder CO2, som skoven i sin levetid har optaget og lagret.
Påsatte brande skal skabe ny landbrugsjord
Ligesom i brasiliansk Amazonas lader til at være tale om brande, der er påsat for at skabe plads til at udvide landbrug, og som så er kommet ud af kontrol og har spredt sig til store områder.
Over de seneste år har regeringen søgt at fastholde den økonomisk vækst via landbrugssektoren. Det indbefatter konvertering af skov og naturområder til landbrugsjord. Dette har de blandt andet gjort ved at give tilladelser til afbrænding af skovområder. I mange tilfælde foretages afbrændingerne uden planlægning og så kan det gå galt er der
Ifølge den bolivianske avis El Deber er der kun givet tilladelse til tre procent af de nuværende brande. Samtidig har der over de seneste mange år været givet amnesti til folk der har afbrændt jord uden tilladelse.
Brug for langsigtede løsninger
Mens det er vigtigt at få bugt med brandene og støtte de berørte lokalsamfund her og nu, er det lige så afgørende at arbejde med årsagerne til at skoven bliver brændt af - også efter flammerne er slukkede og verdens fokus igen er rettet mod andre nyheder. For ellers vil vi blot se samme situation igen hvert kommende år, lyder det fra Mildam. Verdens Skove samarbejder derfor med lokale organisationer om strategier, der skal modvirke skovrydning på længere sigt.
”Vores langsigtede tilgang kombinerer skovbevarelse, styrkelse af de oprindelige folks rettigheder og indsatser, der handler om at modvirke og lokalt tilpasse sig klimaforandringernes følgevirkninger i skoven,” fortæller André Mildam og fortsætter:
”Særligt i Bolivia er oprindelige folks rettigheder centrale, fordi meget store skovområder er i de oprindelige folks territorier. Derfor er de oprindelige folk og deres viden om skoven en vigtig del af de løsninger, som vi arbejder med.”
Samtidigt er det afgørende at tage fat om de økonomiske årsager til, at skov brændes af og ryddes, siger André Mildam og forklarer, at kommercialisering af bæredygtige indtægtskilder er et af Verdens Skoves redskaber til skovbevarelse. En tilgang, der handler om at give den intakte skov en værdi, som er med til at betale for bevarelsen af skoven.
”Skoven er truet af kvægdrift, plantagedrift og anden ikke-bæredygtig kommerciel udnyttelse af jorden. Skoven ryddes af kommercielle årsager. Og det vil den sandsynligvis blive ved med, indtil der udvikles bæredygtige kommercielle alternativer til de yderst kortsigtede økonomiske interesser. Derfor handler skovbevarelse også om at skabe alternative, bæredygtige indtægtskilder, som både giver de oprindelige folk og andre en indtægt og sikrer, at skoven bliver stående.”
Emner
Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.
Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia forsvarer vi regnskoven.
Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.
I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.
Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982.