Nyhed -
Verdens vildeste nationalparker for skovelskere
Siden amerikanerne introducerede idéen i 1800-tallet, har mange lande i hele verden oprettet deres egne fantastiske nationalparker med unik natur og spektakulære landskaber. Vi har fundet et udvalg af dem, der danner ramme om nogle af verdens smukkeste skove og største mangfoldighed af vilde dyr og planter.
Af Anne Liv Eberlein, redaktør, le@verdensskove.org
Canaima Nationalpark, Venezuela
Denne gigantiske nationalpark blev erklæret for UNESCO verdensnaturarv blandt andet på grund af dens særlige bjergtableauer, såkaldte tepuis. Foruden verdens højeste vandfald, Salto Angel, finder man i Canaima frodige skove med sjældne arter, som for eksempel jaguar, bæltedyr og harpy ørn.
Yasuni Nationalpark, Ecuador
Med noget nær verdens absolut største biologiske mangfoldighed er Yasuni den ultimative Amazonas-oplevelse. Her finder man 596 fuglearter, 382 fiskearter, 117 forskellige arter af flagermus og over 4000 plantearter – bare for at give et par eksempler. Mange af dem er endemiske og findes intet andet sted i verden.
Virunga Nationalpark, den Demokratiske Republik Congo
Virunga rummer en stor mangfoldighed af arter, men er især blevet kendt, fordi dens skovklædte bjerge er hjem for de sidste truede bjerggorillaer. Det er derfor et af verdens mest værdifulde naturområder; men olieboringer, krybskytteri og borgerkrig gør Virungas fremtid usikker.
Fiordland Nationalpark, New Zealand
Enhver, der har set ”Ringenes Herre”, ved, at New Zealand byder på spektakulære bjerglandskaber. I Fiordland Nationalpark finder man noget af landets smukkeste og mest dramatiske natur, fra spejlblanke søer, knejsende tinder og brusende vandfald til mosklædte primærskove med unik flora og fauna.
Foto af Pseudopanax@Wikimedia, CC BY 4.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=52043031
Gunung Leuser Nationalpark, Indonesien
Denne mindre kendte naturperle er en del af det unikke Leuser økosystem og et af sumatraorangutangens sidste to levesteder på Jorden. Den frodige regnskov er desuden hjem for et utal af andre arter, herunder elefanter, tigre og det ekstremt sjældne sumatranæsehorn.
Zhangjiajie National Forest Park, Kina
De ikoniske søjleagtige og skovklædte bjerge i Zhangjiajie området var efter sigende inspirationen til de svævende bjerge, man ser i ”Avatar” filmen. Det er ikke videre svært at forestille sig, når man ser de eventyrlige landskaber i denne kinesiske nationalpark, der allerede inspirerede antikke kinesiske malerier.
Bialowieza Nationalpark, Polen
I Bialowieza finder man den sidste rest af den form for tempereret urskov, der engang dækkede hele Centraleuropa. Det gør skoven til et unikt naturområde og levested for mange arter, herunder den sidste større
Redwood National and State Parks, Californien, USA
Denne serie af nationalparker ved Nordcaliforniens kyst er UNESCO verdensnaturarv og hjem for verdens største træer, de ærefrygtindgydende sequoia. Her kan du ud over disse gamle kæmper også opleve gammel tempereret regnskov og mange sjældne og truede arter.