Nyhed -
Værd at vide om ulven
Ulven er kommet tilbage til Danmark, og den er velkommen, mener Verdens Skove. Men vi anerkender også, at vi skal lære at leve sammen med ulven. Derfor svarer vi her på de mest almindelige spørgsmål vedrørende ulven. Læs med og bliv klar til ulvedebatten.
Af biolog Stine Nüchel Tuxen
Baggrund
Ulven er hjemmehørende og en nøgleart i Europæisk natur, herunder også dansk natur. For 200 år siden blev ulven udryddet fra Danmark og andre dele af Europa, men siden da blev ulven fredet, og arten er nu i fremgang i hele Europa. Ulve kan brede sig over store områder, i let trav kan de tilbagelægge op til 70 km på en nat. Det er derfor forventeligt at ulve fra Tyskland før eller siden ville krydse grænsen til Danmark. Ulve har ingen forståelse for menneskebestemte landegrænser, og naturen i Nordtyskland og Danmark er identisk. I ulvens øjne er Jylland blot en lille tysk halvø.
I 2012 blev den første ulv i Danmark identificeret, og allerede i 2017 kvitterede ulven med 8 ulveunger dokumenteret på video.
Det er forståeligt at være bange for ulven
I Danmark kender vi kun ulven fra gamle skrækhistorier, og den har ry for at være både aggressiv og glubsk. Derfor er det forståeligt, at mange bliver bekymrede for at møde ulven i den fri natur, men frygten er irrationel og skyldes vores forestilling om ulve, ikke hvordan ulve faktisk er. Ulve er udbredt i det mest af Europa. Vores nabolande har årtiers erfaring med ulve, det er kun i Danmark, at ulven er ny og ukendt. Erfaringerne fra resten af Europa er, at ulvene ikke er aggressive over for mennesker.
Derfor kan man godt være utryg alligevel, fordi ulven er ny, og mange forbinder den med frygt, det er forståeligt, at almindelige borgere føler sig utrygge i begyndelsen, men det er vigtigt at vores politikere og beslutningstagere ikke lader sig styre af frygt. Vores lovgivning skal bygge på viden, fakta og erfaringer, ikke på gammel frygt og overtro. Derfor er det vigtigt at politikere, debattører og grønne organisationer oplyser befolkningen om ulve, tager hånd om folks frygt og ikke puster til en frygt, som ikke er rationel.
Der har ikke været et eneste dødeligt ulveangreb på mennesker de sidste 50 år, på trods af at ulvebestanden er vokset i hele Europa. I Italien lever der 6-800 ulve, uden der har været et eneste angreb på mennesker de sidste 150 – 200 år. Lige uden for Rom ligger der en nationalpark med 50-60 ulve og 2.000.000 besøgende hvert år, og man har ikke oplevet et eneste angreb. Man kan aldrig sige aldrig, men sandsynligheden er helt utrolig lille.
Sådan beskytter du dine husdyr
Ulve kan godt finde på at tage husdyr, primært får og geder. Ulve tager dog slet ikke så mange husdyr, som de har ry for. Undersøgelser i Nordtyskland, der er lige så tæt befolket og med lige så meget landbrug som i Danmark, viser at husdyr kun udgør 0,6% af ulvenes kost. Løse hunde er et langt større problem i både Tyskland og Danmark.
Ulvesikre hegn
Ulvesikre hegn har vist sig utrolig effektive, både i Danmark og i vores nabolande. De få eksempler, hvor en ulv har taget et husdyr bag ulvesikkert hegn, har det vist sig, at hegnet ikke har været vedligeholdt eller korrekt monteret.
Naturstyrelsen undersøgte effekten af ulvesikre hegn i Vestjylland i juli 2017, og undersøgelsen konkluderede:
”Foreløbigt ser ordningen ud til at virke efter hensigten. Naturstyrelsens lokale ulvekonsulent har i årets første fire måneder konstateret 13 angreb på får indenfor området. Efter ulvesikring af hegn i slutningen af april, har der kun været ét enkelt angreb, og det var et sted, hvor hegnet ikke var monteret korrekt.”
Vogtende hyrdehunde og æsler
Der findes arter af hyrdehunde, som har vist sig meget effektive til at holde ulve væk fra flokke af får og udegående grise. Ud over vogtende hyrdehunde er æsler også gode til at beskytte flokken. Æsler går direkte til angreb på ulvene og kan forvolde store skader på dem, hvis ulvene nærmer sig den flok æslet er tilknyttet.
Der kan søges om tilskud til opsætning af ulvesikre hegn, og man kan få udbetalt erstatning, hvis ens husdyr bliver taget af en ulv.
Det er nyt for os at tænke i ulvesikre hegn, men hegnet er kun 110 cm højt, og når det først er sat op, skal du ikke længere være bekymret for dine husdyr. Det er selvfølgelig vigtigt, at du vedligeholder hegnet. Det er ikke en stor omvæltning at sætte hegnet op, og derefter kan du fortsætte din almindelige hverdag med dine dyr.
Problemulve kan skydes
Skulle der opstå problemer med en ulv, som begynder at udgøre en trussel for mennesker, er det tilladt at skyde den, både ifølge dansk og europæisk lovgivning. Dette er en mulighed i hele Europa, men hidtil har det ikke være nødvendigt at tage den i brug.
Kan ulven leve i et land med så meget landbrug?
Det korte svar er ja. Mange har et billede af, at ulve har brug for store vilde naturområder, for at kunne klare sig, men det er helt forkert. Ulven er en af de mest tilpasningsdygtige artsgrupper vi kender i verden, og der findes ulve i næsten alle naturtyper lige fra det kolde Arktis til de varme ørkener. Erfaringerne i Europa viser, at ulve trives rigtig godt i agerlandet, da de primært lever af hjortevildt, som også trives fint i opdyrkede områder. Ulven er ligeglad med, om den skal nedlægge en hjort i en stor skov eller på en kornmark, ulven er kun interesseret i hjorten.
Er Danmark for tæt befolket til at rumme plads til både mennesker og ulve?
Danmark er langtfra det land i Europa med flest mennesker per kvadratkilometer. Der er 133 danskere for hver kvadratkilometer, og det giver os kun en 10. plads i befolkningstæthed i Europa, overgået af lande som Holland, Tyskland og Italien, der også har ulve. De to sidstnævnte har endda nogle af Europas største bestande af ulve. Befolkningstætheden i Danmark er derfor ikke et problem.
Har du nogen spørgsmål om ulven? Så send os spørgsmålet, så sender vi det videre til Stine Nüchel Tuxen
Støt vores arbejde for mere vild natur i Danmark. Meld dig ind i Verdens Skove her