Nyhed -
Mord, chikane og trusler: Det er blevet farligere at rapportere om miljøproblemer
Miljøjournalisme er meget mere end at rapportere om isbjørne og vilde bier. Når journalister kigger verdens udvindingsindustrier efter i krogene, risikerer de chikane, vold og mord. Antallet af døde gør nu miljøjournalisme til en af de farligste brancher, skriver The Guardian.
Af Linea Breinholt Schou
Tretten journalister, der var i gang med at undersøge miljøproblemer, er blevet dræbt de seneste år, og mange flere oplever vold, chikane, intimidering og søgsmål, ifølge en undersøgelse.
Den Internationale Komité for Beskyttelse af Journalister (CPJ), der er kommet frem til tallet, undersøger yderligere seksten dødsfald over det sidste årti. Komitéen anslår, at det reelle antal af mord måske er så højt som 29. Det gør dette felt inden for journalistikken til et af de mest farlige, næstefter rapportering fra krigszoner.
På alle kontinenter har journalister oplevet at blive angrebet for at kigge nærmere på misbrugsanklager i forbindelse med både politiske og tunge erhvervsinteresser, der forsøger at vride penge ud af planetens tilbageværende naturressourcer. Ressourcerne havner i alle former for produkter - lige fra mobiltelefoner til gryder og pander – hos forbrugere, der ofte ingen idé har om historien bag.
Store nyhedsmedier står sammen mod magtmisbrug
Undersøgelsen blev udarbejdet for ”Green Blood”, et rapporteringsprojekt der har sat sig målet at fortsætte rapporteringen fra lokale miljøjournalister, der er blevet tvunget til at opgive deres arbejde. En gruppe af femten mediepartnere, inklusive Reuters, The Guardian og Le Monde, med non-profit projektet ”Forbidden Stories” i spidsen, har fundet sammen om det fælles mål at stille skarpt på hvordan disse aktiviteter påvirker lokale miljøer og samfund.
Sidste år offentliggjorde konsortiet en undersøgelse af mordet på Daphne Caruana Galizia. Det seneste projekt er landet midt i en tid af gentagne advarsler om en miljømæssig krise forårsaget af klimaforandringerne, der øger presset på vores allerede knappe ressourcer.
”Miljøproblematikker involverer nogle af de største magtmisbrug i verden, og nogle af de største koncentrationer af magt i verden,” sagde Bruce Shapiro, der er direktør for Dart Center for Journalism and Trauma, til The Guardian. Han tilføjede, ”jeg har svært ved at komme op med en kategori af undersøgende journalistik, der rutinemæssigt har med farligere aktører at gøre. Undersøgende journalistik på miljøområdet kan være lige så farligt som at rapportere om narkosmugling.”
"Vigtigt at rapportere om miljøtrusler trods risikoen"
Administrerende direktør for Den Internationale Komité for Beskyttelse af Journalister, Joel Simon, udtalte til The Guardian, ”at rapportere den slags historier for nationale og internationale medier, involverer ofte at rejse til afsides steder og konfrontere magtfulde interesser. Det gør det til et farligt arbejde.”
Han tilføjede, ”dette er ikke en ny problematik, men situationen er tilspidset som klimaforandringerne har accelereret og menneskers liv mere direkte påvirkes af ændringer i miljøet. Jeg tror ikke på det vil ændre sig i den nærmeste fremtid, og derfor er det meget vigtigt at rapportere om miljøtrusler på trods af risikoen.”
Indien er et af de allerfarligste steder at være journalist – tre af de tretten journalister, der er blevet dræbt i forbindelse med deres arbejde siden år 2009, var indere. Tre andre havde base i Filippinerne. De andre døde i Panama, Colombia, Rusland, Cambodja, Myanmar, Thailand og Indonesien.
Ramesh Bhushal, der er projektleder hos organisationen Earth Journalism Network, sagde til The Guardian, at der bliver tilbageholdt vigtig information fra offentligheden. ”Det der sker, er at journalisterne afskrækkes fra at skrive om alvorlige emner, og ender med at skrive om andre emner, der er lettere at dække, og som de ikke modtager trusler for.”
Miljøjournalister bekræftet dræbte siden år 2009
- Crispin Perez (Filippinerne, 2009)
- Desidario Camangyan (Filippinerne, 2010)
- Ardiansya Matra’is I (Indonesien, 2010)
- Gerardo Ortega (Filippinerne, 2010)
- Darío Fernández Jaén (Panama, 2011)
- Wisut ”Ae” Tangwittayaporn (Thailand, 2012)
- Hang Serei Oudom (Cambodja, 2012)
- Sai Reddy (Indien, 2013)
- Mikhail Beketov (Rusland, 2013)
- Jagendra Singh (Indien, 2015)
- Soe Moe Tun (Myanmar, 2016)
- Karun Misra (Indien, 2016)
- María Efigenia Vásquez Astudillo (Colombia, 2017)