Klimastatus et år efter folketingsvalget: Winter is coming

Millioner af ”Game og Thrones” fans følger i disse uger med i, hvordan Westeros’ beslutningstagere udkæmper indbyrdes magtkampe og kriser, alt imens de ignorerer eller bagatelliserer en voksende global trussel, der er ved at blive ukontrollerbar. En historie, der desværre også kan ses uden HBO-abonnement, hvis man følger med i dansk klimapolitik det seneste år.

Kommentar af Anne Liv Eberlein, presserådgiver og redaktør

Noget er galt højt oppe nordpå. Først ubemærket, så stadigt mere påfaldende, sker der ting oppe i den arktiske is, som strider imod naturens egne mønstre og love. En trussel, som kunne udvikle sig til en katastrofe for verdenssamfundet, hvis den ikke stoppes tidligt.

De lokale og eksperterne er de første, der opdager forandringerne. Men ingen tror på dem. Det, der er ved at ske, lyder for stort og usandsynligt, og der er mere presserende kriser at forholde sig til. Nationale og internationale magtkampe. Finansielle kriser. Migrationsstrømme. Religiøs fundamentalisme. Ressourcemangel.

Så mens hele verden er optaget af andre kampe, vokser truslen fra nord sig større uforstyrret, indtil der kun er et lille tidsvindue tilbage til at stoppe den. Folk tættest på er for længst begyndt at flygte mod sikrere himmelstrøg. Men frem for at bekæmpe årsagerne, sættes alle kontinentets ressourcer ind på at holde flygtningene ude.

Kontinentet hedder naturligvis Westeros, og fortællingen er plottet i den voldsomt populære HBO serie ”Game of Thrones”, der netop nu er midt i sin sjette sæson, og hvor en eksponentielt voksende hær af levende døde fra nord truer de syv kongeriger mod syd.

Eller hvad?

Måske lyder plottet ikke så fiktivt igen. For på mange måder minder vores virkelige verden om Westeros når det kommer til håndteringen af globale trusler, der vedrører os alle, og som der kun er et lille tidsvindue til at forhindre.

Eksperter har advaret mod klimaforandringerne og deres følgevirkninger i mere end 30 år. Og ifølge FN’s klimapanel skulle vores udledning af drivhusgasser toppe senest i 2015, hvis den globale temperaturstigning skal holdes under de 2 grader, som forskerne håber vil medføre relativt begrænsede skader. Flere førende forskere advarer om, at en uigenkaldelig dominoeffekt af klimamæssige ”tipping points” kan gå i gang, hvis ikke dette sker.

I december sidste år lykkedes det heldigvis langt om længe at lande en international aftale om at begrænse klimaforandringerne. Men den virkelige udfordring venter stadig forude; nemlig at verdens lande også handler på denne aftale. Trods magtkampe, finansielle kriser, migrationsstrømme og ressourcemangel.

Et af de lande, der traditionelt er gået foran med handling i klimakampen er Danmark. En lille spiller i virkelighedens ”spil om tronen”, men en stor inspiration for større nationer; et vigtigt eksempel på, hvad der kan lade sig gøre; at det er politisk muligt, at tage langsigtede beslutninger.

Det er bestemt ikke blevet mindre vigtigt med sådanne eksempler. For nyligt kunne man læse i medierne, at de første fem Stillehavsøer nu er opslugt af havet på grund af klimaforandringerne. Og tidligere i år oversteg koncentrationen af CO2 i atmosfæren en historisk rekord på 400 ppm. Ifølge klimaforskerne skal CO2-koncentrationen bremses ved 350-400 ppm, hvis den globale temperaturstigning skal holdes under de 2 grader.

Her et år efter at den nye regering trådte til, kan Danmarks reaktion på klimasituationen dog siges at svare ret godt til de kortsigtede beslutninger, som Game of Thrones fans for tiden sidder og river sig i håret over at se Westeros’ magthavere tage.

I løbet af Venstre-regeringens første år er der skåret i midlerne til grøn omstilling af erhvervssektoren. Der er barberet ned i puljerne til forskning i og udvikling af vedvarende energiløsninger. Og store dele af den udviklingsbistand, der skulle bruges til at bekæmpe de langsigtede årsager til nød og flugt - herunder dem, der er relateret til klimaforandringer - bliver i stedet brugt på flygtningehåndtering herhjemme i Danmark.

Argumentet har været, at Danmark gør mere end nok, og at det er på tide at Danmark prioriterer sine begrænsede ressourcer til at fremme danske egeninteresser. Det kunne jo lyde som en fair og fornuftig tankegang – hvis altså Danmarks egeninteresser havde en tidshorisont på et par årtier.

De direkte, lokale følger af klimaændringer som mere ekstremt vejr og oversvømmelser vil et velstående land som Danmark nu nok kunne håndtere. Men hvis vi som land burde have lært én ting i det forgangne år, så er det, at store problemer ude i resten af verden har det med ikke at blive derude. Før eller siden når de også Danmark. De udfordringer, vi oplever i dag med krige, ressourcekonflikter, fattigdom og heraf følgende migration og flygtningestrømme vil blot blive markant forstærkede af klimaforandringernes følgevirkninger såsom vandmangel, ændrede regnmønstre og oversvømmelser.

For at låne Stark familiens ord: Winter is coming. Klimaforandringer påvirker alle på jordkloden, og Danmark er ingen undtagelse. Ønsker vi et trygt, velfungerende samfund på længere sigt end frem til næste valg, så er det nu vi skal melde os ind i den fælles klimakamp med fuld styrke – ikke ud.