Hvor er skoven i biodiversitets-forhandlingerne?

Verdens Skoves Lisbet Christoffersens er til CBD COP14 - FNs topmøde om biodiversitet. Der er enighed om skovens vigtighed, men der er stor uenighed om den rigtige metode til at bevare skovene og biodiversiteten: Der findes to grundlæggende retninger: en ’top-down’ naturvidenskabenskabelig, ofte fokuseret på arter, og en lokalt forankret, ofte fokuseret på økosystemer. Verdens Skove har længe arbejdet for at sikre kollektive rettigheder som en af de mest omkostningseffektive og bæredygtige strategier til at beskytte økosystemer, bevare biodiversitet og reducere omlægning af skov til industrielt landbrug. Samtidig sikres et lokalt fødevaregrundlag og basale menneskerettigheder.

Af Lisbet Christoffersens 

Op mod 80% af den biologiske mangfoldighed på landjorden findes i skov. Udover værdien i sig selv, fungerer intakte skovområder som ’biodiversitetsbanker’, vigtige for genopretning af degraderet skov. Så man skulle tro at skov fyldte rigtig meget på biodiversitetskonferencen, men det er ikke tilfældet, ihvertfald ikke som selvstændigt emne. Skovforvaltning er tydeligvis et nationalt anliggende. En selvstændig skovkonvention i Rio i 1992 blev afværget, og ved den forrige COP forhindrede bl.a. Brasilien en egentlig mainstreaming af biodiversitet i skovsektoren med begrundelsen at skov blev behandlet på klimakonferencen under REDD+. Gamle skove fældes og erstattes med plantager verden over, og skulle man motivforske lidt på modviljen mod skov på dagsordenen, kunne det skyldes, at det trods alt er nemmere at argumentere for rejsning af plantager som kulstoflagre end som levesteder for en mangfoldighed af arter. Ikke meget er så dødt som en plantage af ensartede, ensaldrende træer.

Selvom skov som selvstændigt tema er fraværende på COP’en, er den repræsenteret i mange sammenhænge. Skov er med når der snakkes bevaring og genopretning af økosystemer. Skov huser levestederne for de arter vi vil beskytte. Skov findes i debatten om beskyttede områder og om oprindelige folks territorier. Der er enighed om skovens afgørende betydning for biodiversitet, og at den skal beskyttes, men når det kommer til løsninger ophører enigheden. Der findes to grundlæggende retninger: en ’top-down’ naturvidenskabenskabelig, ofte fokuseret på arter, og en lokalt forankret, ofte fokuseret på økosystemer.

Den videnskabelige retning er kraftigt inspireret af ideen ’Nature Needs Half’, altså at vi må sætte en procentdel af jordens areal af til naturbeskyttelse. Som oplæg til debatten om en ny biodiversitetsstrategi efter 2020, viste naturvidenskabelige forskere med grafer og lagkagediagrammer hvordan man med N% (man har ikke helt regnet ud hvor mange) natur kan sikre menneskeheden et fortsat livsgrundlag på kloden. Udvælgelsen af de biologisk mest værdifulde områder, som indeholder de vigtigste arter, skal baseres på indikatorer som er målbare og sammenlignelige. Der hørtes efterfølgende kritik af at man med valg af foredragsholdere så entydigt pegede debatten for en ny strategi i én retning, en retning som for mange repræsenterer en forældet tankegang om naturbeskyttelse.

For lokale samfund og oprindelige folk lyder idéen om at bevare N% af jordens natur som det rene nonsens, ’hvad er en person værd som altid kun er halvt sund?’. De peger på at halvdelen af jordens tilbageværende naturlige landområder forvaltes af oprindelige folk og andre lokalsamfund, men at kun 10% er retsligt sikret og resten derfor sårbart overfor ’land-grab’. Der kræves anerkendelse og jordrettigheder for fortsættelsen den lokale naturforvaltning. Oprindelige folk’s oplæg viste hvordan deres indikatorer på tab af biodiversitet og klimaforandringer er lokalt specifikke og meget præcise. Som indikatorer kan nævnes planters blomstringstid, insekters ankomst og kvægs adfærd, stjerners synlighed, ja selv skyers opførsel. Masai’er har ligeså mange navne for skyer, som Inuitter og Samer har for sne. Den nøje sammenhæng mellem kulturer og sprogs forsvinden og biodiversitetstab blev også understreget.

Men der er også dem som forsøger at forbinde de to retninger. På videnskabelig vis illustrerer IUCN sammenfald mellem skov og oprindelige folks territorier, og UNESCO har indledt samarbejde med oprindelige folk og lokalsamfund om at bevare verdens kultur- og naturarv. Verdens Skove er blandt de NGOer der længe har arbejdet for at sikre kollektive rettigheder som en af de mest omkostningseffektive og bæredygtige strategier til at beskytte økosystemer, bevare biodiversitet og reducere omlægning af skov til industrielt landbrug. Samtidig sikres et lokalt fødevaregrundlag og basale menneskerettigheder.

Sådan ligger landet, eller skoven. Mens der strides om den bedste tilgang til naturbeskyttelse, forsvinder arter og økosystemer med uformindsket hastighed. Parterne bør også koncentrere sig om at standse ulykken. Inden 2020 skulle incitamenter og støtteordninger, som er skadelige for biodiversitet, være elimineret. Her peges især på subsidier og skattefordele til landbrug og fødevareindustri, som er de store syndere. Det er desværre et af de mål som overhovedet ikke nåes, og en bunden opgave for alle parternes delegerede at minde deres regeringer om.

Yours truly fra iskolde airconditionerede forhandlingslokaler i Sharm el Sheikh.