Nyhed -
Guldgravere graver sig ind på Yanomami stammen i Amazonas
Yanomami stammen er en af de sidste grupper af isolerede oprindelige folk i Latinamerika. Nu trues et af de ukontaktede samfund af guldgravere, der trænger ulovligt ind i deres skovområde.
Af Jonas Schmidt Hansen
Yanomami stammen, der bor i det nordlige Brasilien og sydlige Venezuela tæller omkring 35.000 individer. I den Brasilianske del bor stammen i et 9,6 millioner hektar store fredet område i det nordlige Brasilien, og myndighederne har officielt pligt til at holde ulovlige indtrængere ude. Men nu er 1.000 guldgravere ved at fælde og grave sig ind på en af de isolerede og ukontaktede stammer, som selv har valgt at leve isoleret fra den moderne verden.
Stammerne bor ofte i cirkelformede landsbyer, der nærmest fungerer som en stor bygning, hvor der er lukket af udadtil, men med en åben plads i midten. De lever især af at jage og samle i skoven, og de har et unikt kendskab til hundredvis af planter. Nogle af yanomamierne har eller har haft kontakt med omverdenen.
Truet på deres eksistens
Yanomami folket og mange af de andre oprindelige folk, der lever isoleret i Amazonas, kan godt klare sig uden omverdenen. Omvendt er det en katastrofe for dem, når omverdenen i jagten på profit ødelægger skovene. Det forklarer Claus Kjærby, der er rådgiver for Verdens Skove, og som arbejder med oprindelige folks rettigheder i Latinamerika. Han har besøgt medlemmer fra Yanomami i regnskoven med deres tilladelse.
”Olieselskaber, ulovlig træhugst og guldgraveri, samt nogle få, men meget store dæmnings- og vejprojekter og stadigt stigende landbrugsproduktion af blandt andet afgrøder til biobrændstof rydder skovene og truer de oprindelige folk,” siger han.
Faktisk vil det efter alt at dømme være en katastrofe for stammerne, hvis man ikke standser den ulovlige indtrængen i deres områder.
”Konsekvensen kan blive folkemord. Både konkret, men også kulturelt og identitetsmæssigt. Disse folk vil opleve et skift fra total rigdom til total fattigdom på en dag, hvis de tvinges til et byliv. Det vil ødelægge dem,” forklarer han.
Overgreb på trods af fredede territorier
En nylig overflyvning fra den brasilianske regering viser, at en af landsbyerne er truende tæt på at komme i vejen for den ulovlige mineoperation, der graver sig længe og længere ind på stammens område. Der har tidligere været konflikter mellem stammerne og indtrængere. For eksempel i 1993, et år efter territoriets oprettelse, blev 16 oprindelige folk, inklusiv kvinder og børn, massakreret af minearbejdere. Og der har været utallige tilfælde, hvor Yanomami folket er blevet angrebet af minefolk mens deres floder mange steder er blevet forgiftet af kviksølv fra udvindingen af guld.
Utallige steder i Amazonas har indtrængen i de oprindelige folks områder lagt enormt pres på de lokale kulturer, sprog og overlevelsesmuligheder. Ofte er indtrængen i de oprindelige folks områder fulgt af vold, undertrykkelse, sygdomme, druk og prostitution. Flere stammer er stort set blevet udryddet af sygdomme og flere stammer har mistet meget af eller hele deres identitet, efter profitjægere og den moderne verden har hakket sig længere og længere ind i skoven.
Selvom minearbejdernes ulovlige og ofte brutale indtrængen før har fået Brasiliens regering til at reagere, har nedskæringer på naturbeskyttelse, korruption og intern splittelse over emnet gjort, at beskyttelsen af Amazonas og skovens folk ikke prioriteres ret højt. Derfor har dem, der profiterer på at ødelægge skoven, mere eller mindre frit spil.