Nyhed -
De 25 mest truede aber i verden
2017 Primates in Peril-rapporten er blevet udgivet. I rapporten opstilles en liste over de 25 mest truede primater i verden. På listen er bl.a. østlig lavlandsgorilla, borneo-orangutang og kattalemurer.
Af Anni Hjortegaard Jensen
Tidligere i december blev en ny art orangutang opdaget på Sumatra i Indonesien og den er officielt den ottende menneskeabeart hvis eksistens, man kender til, skriver Mongabay. Takket være ødelæggelsen af levesteder forårsaget af menneskelig aktivitet blev den med det samme den mest truede menneskeabe i verden.
Det anslås, at der findes mindre end 800 Batang Toru orangutanger (Pongo tapanuliensis), som arten kaldes. De lever alle i skadede primærskove på Sumatra, omringet og gennemskåret af et stigende antal veje. Arten er dog ikke alene om at være truet af menneskelig aktivitet.
I forbindelse med Primate Society of Great Britains halvtreds års jubilæumskonference blev Primates in Peril-rapporten udgivet. Ifølge rapporten er 62 pct. af de mere end 700 kendte arter og underarter af menneskeaber, lemurer, aber og andre primaters overlevelse truet. 42 pct. af dem er klassificeret som enten truede eller kritisk truede.
Rapporten opstiller en liste over de 25 mest truede primater og selvom listen blev skrevet før opdagelsen af Batang Toru-orangutangen, sagde rapportens forfattere, at den næsten med sikkerhed ville være på den næste liste. Dens slægtning, Borneo-organgutangen (Pongo pygmaeus), der er endemisk for Borneo, der ligger ca. tusind km. fra Sumatra, er for første gang med på listen.
“Borneo-orangutangen er medtaget på listen for første gang, fordi bestanden er gået meget tilbage i løbet af de sidste halvtreds år. Mens det nyeste skøn på 46.952 – 72.941 Borneo-orangutanger lyder af meget, så dækker det over seriøse trusler,” skriver forfatterne af rapporten. “Antallet er gået voldsomt tilbage i de sidste årtier og skovene, hvori de lever, er meget fragmenterede med få områder, der kan rumme tusind individer eller derover.”
Noget overraskende er den tredje orangutangart, Sumatra-orangutangen, en mere fjern slætning til Batan Toru-orangutangen end Borneo-orangutangen er. Fordi de begge er endemiske for Sumatra, troede man, de begge tilhørte samme art. Selvom Sumatra-orangutangen ikke er med på listen over de 25 mest truede primater, så kategoriserer World Conservation Union (IUCN) den som kritisk truet på sin rødliste over truede arter.
På listen er der seks Madagascar-lemurer som James' sportive lemur (Lepilemur jamesorum), der kun blev beskrevet i 2006, men som allerede er klassificeret som kritisk truet på IUCNs rødliste. Det skyldes, at bestanden er reduceret til mindre end 2000 individer.
Fem afrikanske arter er også med på listen, herunder Østlig lavlandsgorilla (Gorilla Beringei graueri), der har “lidt en katastrofal tilbagegang siden 1990erne, hvilket næsten udelukkende skyldes minearbejderes ulovlige jagt,” står der i rapporten. Det anslås, at der nu er mindre end 4000 Østlige lavlandsgorillaer tilbage på verdensplan, hvilket betyder, at bestanden er gået tilbage med 77 pct. i løbet af en enkelt generation.
Otte andre arter fra Asien og fem arter fra neotroperne er også med på listen. Caquetá Titi-aben (Plecturocebus caquetensis), der er endemisk for Colombia er med på listen, fordi det anslås, at bestanden er på færre end 250 individer. Arten har været kendt siden 1960erne, men den blev ikke officielt beskrevet for videnskaben i de første halvtreds år, fordi den væbnede konflikt i Colombia forhindrede det. Aben mister mange levesteder og standsningen af den væbnede konflikt truer med at åbne flere af dens levesteder op til menneskelig udvikling.
“Den colombianske regering og de væbnede styrkers underskrivelse af fredsaftalen kan føre til mere infrastruktur for at udnytte olie- og mineralressourcerne,” siger rapporten, “Men aftalen giver også mulighed for bevaring og research af arten for første gang, siden den blev opdaget.”
Hovedredaktøren på Primates in Peril-rapporten er Dr. Christoph Schwitzer, leder af bevaringsafdelingen i Bristols Zoological Society og næstformand af IUCNs SSC Primatspecialistsgruppe. Han medgiver, at rapporten “er alarmerende læsning,” men, at “det er vigtigt, at vi bruger den til at understrege det desperate behov for at bevare mange arter, hvoraf mange er på grænsen af udryddelse.”
Der er brug for at handle hurtigt for at bevare hver art på listen, tilføjer han.
“Primater er en fremtrædende og livsvigtig bestanddel af en meget stor del af verdens tropiske skove og savanner,” siger Anthony Rylands, næstformand i IUCNS SSC primat specialistgruppe og leder af primatbevaringssafdelingen i Global Wildlife Conservation.
“Vi er først nu begyndt at lære at forstå deres forskellighed og deres økologiske rolle i disse ekstraordinært rige og komplekse miljøer og dog hærger jagt og ødelæggelsen, fragmenteringen og tabet af deres levesteder bestande verden over – mere end halvdelen af alle primater er nu truede. Denne rapport gør opmærksom på situationens alvor vedrørende nogle få af de mest truede.”
De mest truede primater - 2017
-
Bjerg galago (Paragalago orinu)
Tanzania, bestandstørrelse ukendt -
Roloway abe (Cercopithecus roloway)
Elfenbenskysten og Ghana, meget få individer tilbage, muligvis færre end 100 -
Hvidlåret Colobusabe (Colobus vellerosus)
Nigeria, bestandstørrelse ukendt
-
Nigerdelta rød colobusabe (Piliocolobus epieni)
Nigeria, ned til 1000 individer tilbage
-
Østlig lavlandsgorilla (Gorilla beringei graueri)
Demokratiske Republik Congo, anslået bestand 3800 -
GERPs muselemur (Microcebus gerpi)
Madagascar, bestandstørrelse ukendt
-
Lac Alatroa blid lemur (Hapalemur alaotrensis)
Madagascar, anslået antal 2500, muligvis mindre end 1000 -
Kattalemur (Lemur catta)
Madagascar, færre end 2000 -
James sportive lemur (Lepilemur jamesorum)
Madagascar, meget få individer tilbage -
Perriers sifaka (Propithecus perrieri)
Madagascar, 2100 individer -
Aye-Aye (Daubentonia madagascariensis)
Madagascar, bestandstørrelse ukendt, men de er sjældne
-
Javan slow loris (Nycticebus javanicus)
Java, indonesien, bestandstørrelse ukendt -
Grisehalet, stumpnæset langur (Simias concolor)
Mentawai øerne, Indonesien, bestanden er på ca. 3300 individer -
Guldlangur (Trachypithecus geei)
Indien og Bhutan, færre end 12.000 individer -
Hvidhovedet langurabe (Trachypithecus poliocephalus)
Vietnam, 50-60 individer -
Tonkin stumpnæse (Rhinopithecus avunculus)
Vietnam, færre end 250 individer -
Topbavian (Macaca nigra)
Silawesi, Indonesien, 4000-6000 individer -
Sri Lanka-langur (Semnopithecus vetulus)
Sri Lanka, bestandstørrelse ukendt -
Hainan-gibbon (Nomascus hainanus)
Hainan ø, Kina, færre end 30 individer -
Borneo-orangutang (Pongo pygmaeus)
Borneo, Malaysia og Indonesien, 47.000 – 73.000 individer -
Chaquetá titi abe (Plecturocebus caquetensis)
Colombia, muligvis færre end 250 -
Sorthovedet edderkoppeabe (Ateles fusciceps)
Ecuador, Colombia, Panamá, bestandstørrelse ukendt -
Kaapori-kapucinerabe (Cebus kaapori)
Brasilien, bestandstørrelse ukendt -
Gylden edderkoppeabe (Ateles geoffroyi)
Mexico, Guatamala, Nicaragua, Honduran, El Salvador, Costa Rica, Panama, bestandstørrelse ukendt -
Nordlig, brun hyleabe (Alouatta guariba guariba)
Brasilien, muligvis færre end 100
Vil du være med til at støtte Verdens Skoves arbejde for Jordens mangfoldighed, kan du gøre det her.