Besøg svampenes syrede verden

De smukke og spøjse paddehatte, vi elsker at samle i skoven om efteråret, er kun en lille del af et gigantisk og fascinerende rige. En stor del af svampelivet er gemt for vores umiddelbare blik, men svampe påvirker naturens processer overalt omkring os. Kom med i en skjult og syret verden.

Af Anne Liv Eberlein, redaktør

Intet siger efterårsidyl som en kurv fyldt med flotte kantareller og karl johaner. Og vi kan takke svampene for meget mere end gode risottoer. Her kan nævnes i flæng ting som penicillin, øl, vin, blåskimmelost, surdejsbrød og diverse andre opfindelser, der har gjort vores liv bedre og sjovere. I disse år forskes der endda i, om stoffer fra bestemte psykedeliske svampe kan hjælpe med at behandle depression.

Men svampenes sande værdi opdager man først, når man lægger det menneskelige nytteperspektiv til side for en stund og dykker ned i de mange måder, svampe bogstaveligt talt trækker i trådene i skovens økosystemer.

Det, som vi i almindelig tale kalder svampe – de hatte, skjolde og andre mere spøjse former, der vokser op fra skovbunden eller døde træstubbe og til tider ender i vores risotto – er nemlig kun en lille del af svampen, dens såkaldte frugtlegemer. Den egentlige svamp er et netværk af utallige, mikroskopisk tynde tråde, der gennemvæver hvad end det er, svampen vokser i. Disse netværk kan afhængigt af arten blive gigantiske - en mørk honningsvamp i Canada dækker for eksempel et område på 900 hektar og menes at være mellem 2000 og 8000 år gammel.

Svampe er hverken planter eller dyr, men har deres helt eget taksonomiske rige. Et rige, der gennemvæver naturens processer overalt i skoven: Blandt træernes rødder under jorden, i det døde løv på skovbunden, inde i stammerne på de gamle træer, og selv helt inde i de unge træers grønne blade. Tusindvis af andre arter er direkte eller indirekte afhængige af svampe. Og vi ved formodentligt endnu kun lidt af alt det, der foregår i samspillet mellem svampe og deres økosystemer.

Laver er organismer, der forener to af naturens riger – plante- og svamperiget. De dannes nemlig af svampe, som lever i symbiose med alger. Laver kan tåle at tørre ud ofte og længe uden at tage skade. 

Molekylære grovtyggere

Det er noget af det, der særligt fascinerer Jacob Heilmann-Clausen, der er lektor i Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, og blandt andet forsker i svampeøkologi og skovøkosystemer.

”Svampe er fascinerende på mange måder. De er enormt artsrige og spiller nøgleroller i de fleste økosystemer, som vi kun til dels forstår. Forskningsmæssigt er der stadig meget vi ikke kan forklare ordentligt, så der er stadig et stort stykke arbejde at gøre,” fortæller han.

Jacob Heilmann-Clausen forklarer, at en af svampenes vigtigste opgaver i naturen er at nedbryde alt det døde materiale fra planter og dyr, så andre arter efterfølgende kan bruge det. Det er nemlig langtfra alle arter, der selv kan stille noget op med de mere komplekse stofforbindelser, som svampene kan klare.

”Som nedbrydere ersvampehovedansvarlige for at omsætte komplekse strukturstoffer som cellulose, kitin og lignin til sukker og andre simple molekyler, som dyr og planter kan udnytte. For eksempel er langt de fleste vedlevende insekter direkte eller indirekte afhænge af svampe,” forklarer han.

Svampenes evne til og behov for at ”spise” andet organisk materiale er en af grundene til, at svampe ses som tættere beslægtede med dyr end med planter, der lever af fotosyntese. Derudover har man fundet ud af, at en del af svampes genetiske arvemateriale ligner dyrs mere end planters. Man kan dog ikke tale om, at svampe har noget, der ligner et tarmsystem.

Derimod er svampenes ”fordøjelse” så at sige flyttet udenfor dem selv. De udskiller enzymer, som nedbryder det organiske materiale omkring dem til mindre og mere simple molekyler, som svampen – og andre arter – kan optage.

Skovens internet?

Den evne er det ikke kun insekter, der har formået at bruge til deres egen fordel. Et af de mest fascinerende samarbejder i skovens økosystemer er et fænomen, der populært er blevet kaldt for skovens ”wood wide web”, men som i fagterminologi har den mundrette betegnelse mykorrhizasymbioser.

Her lader svampene deres mikroskopisk tynde tråde vokse sammen med træernes eller andre planters rødder under jorden, og fungerer som en opgradering af plantens eget rodnet, forklarer Jacob Heilmann-Clausen:

”Mykorrhizasvampe forlænger planternes rodsystem, og sørger for at planterne kan få adgang til vand og næringsstoffer, som ellers ville være umulige for dem at få fat i.” Til gengæld for denne ”hjælp” får svampene vitaminer og kulhydrater fra planten.

Over 90 procent af alle planter har formodentligt en eller flere sådanne svampepartnere. Men ikke nok med det; det er blevet påvist, at der transporteres stoffer fra et træ til et andet - via svampenetværk. Nogle forskere mener endda at have påvist, at nogle ”modertræer” forsyner store dele af deres skov med ekstra næring på denne måde. Andre spekulerer på, om man kan kalde det en form for ”kommunikation”, for eksempel når træer sender stoffer, der advarer andre træer om insektangreb. Det lyder lidt som noget fra science fiction filmen ”Avatar”, hvor hele planeten Pandoras biosfære er forbundet igennem en slags biologisk LAN-netværk. Men ifølge Jacob Heilmann-Clausen ved vi endnu kun lidt om hvorfor eller hvordan sådanne mykorrhiza-netværk fungerer, så man skal være forsigtig med at drage for mange konklusioner:

”Svampene kan danne store netværk i skovbunden, hvor de muliggør næringstransport over større afstande, og mellem forskellige træer. Man taler om skovens wood wide web, men hvor meget egentlig kommunikation i vores forstand, der foregår gennem svampenes netværk, er usikkert. Der er nok mere tale om at svampeforbindelser muliggør udveksling af næringsstoffer, og der så overføres næringsstoffer baseret på stofbalancen i systemet. Men det er noget, der stadig langt fra kendes til bunds.”

Ødelæggende og livgivende

Med til historien om svampe hører dog ikke kun det harmoniske samarbejde med andre arter. Svampe har selv medvirket til eller været direkte ansvarlige for ret dramatiske ødelæggelser. Man har for eksempel fundet ud af, at det var en parasitisk svamp, og ikke syreregn, der var hovedskyld i ”skovdøden”, der var på alles læber i 1980’erne. Det er også svampe, der står bag både den såkaldte asketoptørre, der truede med at udrydde asketræet i flere europæiske lande, og bag elmesygen, hvor en svamp i samarbejde med en barkbille har gjort store indhug i bestanden af elmetræer.

Men også her er det vigtigt at prøve at forstå naturens dynamikker til bunds, mener Jacob Heilmann-Clausen. For ofte ligger der andet og mere bag de omfattende angreb end en skadelig svamp.

”De såkaldt skadeligesvampereagerer ofte på ubalancer i naturen og skaber en ny orden. Asketoptørren slog til efter flere årtier, hvor forskere havde påvist at ask var gået markant frem i hele Nordvesteuropa. Og elmesygen slog til efter at man havde fået sammenbragt europæiske og nordamerikanske stammer af mere harmløse endofytiskesvampe,” fortæller han.

I det hele taget kan voldsomme begivenheder i naturen nogle gange have gavnlige effekter, som kan være svære at opdage, når man blot har fokus på de umiddelbare skader.

”Man skal huske, at visse ødelæggelser ofte er positive i naturen, fordi de skaffer ny plads på en forskelligartet måde. Det er ikke mindst tilfældet i skovene, hvor meget konkurrencestærke træer nemt får overtaget over andre arter, der kræver lys og varme. I Tyskland har man for eksempel set, at barkbilleangreb i gammel granskov gav plads til en lang række truede arter, som havde det svært i den skyggede skov. Man fik ligefrem regionalt uddøde arter tilbage - blandt andet slaguglen, som fik nye jagtmarker i de store skovlysninger.”

Et af mange eksempler på, hvor vigtigt det er, at forstå naturen på naturens præmisser – ikke vores egne. 

Syrede svampefakta

• Forskere har beskrevet cirka 100.000 svampearter, men formoder at der findes over en million.
• Svampenetværk kan sagtens overleve at blive splittet ad i flere dele, og siden vokse sammen til én svamp igen.
• Nogle svampearter kan have op til 28.000 forskellige køn – forstået som måder at formere sig.
• Samarbejde med svampe kan styrke planters immunforsvar, både i rødderne og bladene
• Skove med monokulturer af én slags træer er mere sårbare for svampeangreb og efterfølgende stormfald end mangfoldige skove med forskellige arter af træer.

En af svampenes vigtigste rolle i naturen er at nedbryde dødt ved – som her en gammel træstamme. Den proces gavner andre arter som for eksempel insekter. Foto: David Buchmann