Verdens Skove udnævner Jens Friis Lund til årets Skovven 2019

På efterårets generalforsamling udnævnte foreningen Verdens Skove professor, Jens Friis Lund, til årets Skovven 2019. Her er hans takketale.

Kære Verdens Skove.

Tusind tak! Jeg blev så utroligt glad og beæret, da jeg modtog besked om, at jeg var udvalgt til at modtage prisen som ”Årets Skovven”.

Ikke blot blev jeg beæret, men jeg følte også, at jeg stjæler æren fra så mange andre værdige modtagere. Jeg håber derfor, at I bliver ved med at uddele prisen, da der er mange andre, som fortjener den mindst lige så meget som mig, hvis ikke mere!

Men når det så er sagt, så er jeg, som sagt, meget stolt og glad. 

At blive udnævnt til ”Årets skovven” er i sig selv en kæmpe ære! Men at valget begrundes med mit ståsted i krydsfeltet aktivist og forsker, og min pointe om, at vi kun har en chance for at løse de globale miljø- og naturproblemer, hvis vi tager udgangspunkt i et globalt retfærdighedsperspektiv, er fantastisk.

Og der er fortsat nok at gøre for den grønne dagsorden!

Efter en historisk tørke, skolestrejkerne og et massivt pres op mod folketingsvalget fik vi en ny og grønnere regering og et klimamål. Det er godt, rigtigt godt! Men det er ikke nok. Slet ikke. Hvis man tager udgangspunkt i en ligelig fordeling til alle verdens borgere af det resterende globale karbon-budget for at holde 1,5 graders målet, så er en 70% reduktion i 2030 nærmere et udtryk for et minimum. Og husk så at 70% målet er sat inden for FN-rammen, hvor international transport (fly og skibstransport) slet ikke tælles med, og hvor importeret biomasse og andre varer tælles i eksportlandets regnskab.

Betyder det nu så meget, vil nogen måske indvende? Ja, det gør det faktisk. Opgjort inden for FN-rammen var de danske per capita udledninger i 2017 otte ton CO2-ækv. Hvis vi opgør alle de emissioner, som indgår i produktionen til vores forbrug og samfund, var tallet 13 CO2-ækv. Og andelen af emissionerne som hidrører fra udenlandsk produktion – og som dermed ikke håndteres politisk herhjemme med 70% målet – har været stigende over de sidste par årtier.

Den grønne omstilling herhjemme er altså også en historie om outsourcing af problemet.

Og det betyder, at vi i Danmark udgør en belastning på andre landes klimaregnskab. At vi kan opretholde et højt materielt forbrug herhjemme – baseret på import – samtidig med at vi pudser glorien i internationale klimaforhandlinger, fordi vi når vores mål – som er sat inden for en uretfærdig ramme.

Vi skal altså fortsat oppe ambitionerne herhjemme.

Og det skal vi samtidig med, at vi tager hånd om de andre vigtige miljø- og naturmæssige udfordringer – plastic, miljøgifte, biodiversitet, vandmiljø osv.

Og samtidig med, at vi håndterer de alvorlige risici, som allerede nu viser sig. For ligesom nogen – herunder jeg – brænder stærkt for, at vi skal løse klimakrisen og i gang med den store omstilling, så føler andre sig truet. Vi har et unikt vindue lige nu, men det kan lukke sig, før vi aner det – og især hvis vi ikke tager hånd om mennesker, som ikke forstår eller stoler på vores hensigter, og som i forvejen føler sig sårbare og marginaliserede.

Dette gælder globalt – hvor klima -og miljøkriserne rammer de fattigste hårdest på tre måder. Gennem de processer der driver forandringerne – udvinding af fossile brændsler og forurening som typisk finder sted i fattige egne. Via forandringerne selv - tørker, oversvømmelser, storme - som rammer de fattigste egne af verden hårdest, hvor folk har færrest ressourcer til at stå imod med. Og via de tiltag vi iværksætter for at afbøde forandringerne – vindparker, stor-skala produktion af bioenergi, skovbevarelse i udviklingslande – som ofte resulterer i, at fattige mennesker mister adgang til jord eller fordrives. Og ligesom vi ser et stigende globalt momentum for den grønne dagsorden, ser vi desværre også en stigende højredrejning i mange lande, og en stigende tendens til vold mod miljøforkæmpere og kritiske journalister!

Og det gælder lokalt – hvor denne dagsorden for mange herhjemme kan synes naiv, radikal, og et elitært storbyfænomen. Hvis ikke vi håndterer dette og får skabt en forståelse for nødvendigheden og muligheden i den grønne omstilling, så vil der med al sandsynlighed komme en modreaktion indenfor få år, hvor vi risikerer at tabe dagsordenen.

Vi skal altså også oppe ambitionerne i forhold til at få en langt bredere folkelig forståelse og forankring.

Men hvor er mulighederne og håbet så?

Jeg finder håb i de oplagte synergier, der ligger i at løse disse forbundne kriser. En respons på en af dimensionerne, vil i mange tilfælde hjælpe os med de andre. Tiltag der giver plads til mere biodiversitet i landskabet kan i mange tilfælde have en positiv klimagevinst. Progressiv beskatning af miljøskadeligt forbrug kan føre til større social lighed herhjemme og globalt. En indsats for at skabe en bredere folkelig forankring kan give den grønne omstilling et kæmpe skub fremad, hvis langt flere begynder at forandre egne vaner og stille krav virksomheder og offentlige institutioner.

Eksempler på samarbejde for den grønne dagsorden giver mig håb! I foråret 2019 så vi et forbilledligt samarbejde mellem flere frivillige netværk, fagforbund og fremtrædende danske NGOer – herunder Verdens Skove - i regi af initiativet ’Så er det nu’. I kraft af blandt andet dét samarbejde blev en bred klima-, miljø- og naturdagsorden skubbet ind i valgkampen. Vi har dertil for nyligt set et nyt initiativ, som kalder sig 'Broen til Fremtiden' og som samler dele af den danske fagbevægelse omkring en retfærdig tilgang til den grønne omstilling. Den slags brede koalitioner er helt afgørende – tror jeg – for, at vi får skabt den nødvendige bevægelse.

Jeg finder håb, når jeg ser hvor mange som af egen kraft kaster sig ind i denne kamp. Siden foråret 2018, hvor jeg i kølvandet på forskernes klimaopråb blev involveret i en række frivillige initiativer på klimaområdet, har jeg set en sand bølge af frivillige kræfter kaste sig ind i denne dagsorden. De er kommet med en energi og kampgejst, som giver mig et kæmpe håb! Jeg har mødt utallige mennesker – unge som gamle – som har været til deres første demonstration inden for de sidste 1½ år og har oplevet hvordan nye bevægelser er startet, og hvordan de etablerede har oplevet et kæmpe boost og fornyelse.

Så min besked til mig selv og os alle her i dag er: Vi er langt fra i mål. Arbejdet er kun lige begyndt. Men vinduet er fortsat åbent. Nu skal vi gribe chancen og rive vinduet af hængslerne, så det aldrig kan lukkes igen!

Tak for denne pris!! Den motiverer mig til at kæmpe videre i og for denne historisk vigtige bevægelse! 

Uddrag fra udvalgets motivation:

Jens Friis Lund er indstillet og udnævnt til Årets Skoven 2019 af et enigt udvalg i Verdens Skove bestående af næstformand, Lykke Valentin, frivilligkoordinator og bestyrelsesmedlem, Jeppe Kaas, og medlem og naturaktivist, Jan Kunstman.

Verdens Skove udnævner Jens Friis Lund til årets 'Skovven 2019'

Årets Skovven er Jens Friis Lund, fordi han som forsker har formået at bygge bro mellem forskning og aktivisme og været med til skabe et usædvanligt momentum for den grønne dagsorden.

Gennem sit brede og utrættelige engagement har han været med til sætte fokus på sammenhængen mellem natur, ressourcer, ulighed, ødelæggelserne af naturen og planetens klima.