Pressemeddelelse -
Verdens Skove er kåret som Bedste Digital Storytelling 2017
Ved Mynewsdesk Danmarks Digital PR Awards 2017 fik Verdens Skove tildelt en særlig pris som Bedste Digital Storytelling.
Af Toke Laursen
Mynewsdesk Danmark afholdt for nylig deres Digital PR Awards 2017, hvor kommunikatører med stor digital succes i det forgangne år hædres. Her belønnes de kommunikatører, der på kreativ og innovativ vis når forbrugerne bedst.
Mynewsdesk Danmark begrunder valget af Verdens Skove som således:
”Verdens Skove vinder, fordi de fastholder selv skeptiske læsere med velfortalte, interessante og skarpe historier hvor de dygtigt bruger elementer af storytelling. De fokuserer ikke kun på de negative historier, men har også konstruktive vinkler og legende tekster.
Det er både kunder, kontakter og Mynewsdesk selv, der har nomineret finalisterne i Digital PR Awards 2017.
Kommunikationschef hos Verdens Skove Nikolai Lang forklarer, at skoven og biodiversitet er et spændende emne, som ikke bare er interessant at læse om, men også at skrive om. Samtidig er det utrolig vigtigt at sætte sig ind i og oplyse om både fauna og flora samt den betydning vi mennesker har for naturen. Når vi skriver så medrivende om bisoner og ulve i Danmark, og om bevarelse af regnskove i Sydamerika, så er det fordi vi mener, at det ikke bare er værd at bevare naturen, men det er afgørende at bevare den. Han fortsætter og udtrykker sin glæde ved udnævnelsen:
”Vi i Verdens Skove er beærede over at blive udnævnt til Bedste Digital Storytelling af Mynewsdesk Danmark. Vi arbejder hårdt for at skabe interesse hos vores læsere, fordi sagen og læserne betyder meget for os. Derfor er det særlig glædeligt at modtage sådan et skulderklap fra både private og fagfolk.”
Få flere nyheder fra Verdens Skove og læs mere om skove og biodiversitet:
Emner
Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.
Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia forsvarer vi regnskoven.
Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.
I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.
Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982.