Skovbadning er godt for helbredet

’Skovbadning’ er en ny tendens i det terapeutiske landskab, der har fundet vej til Danmark via lande som Japan og Finland. Ideen om den helende natur stammer fra litteraturen og idéhistorien, men i de senere år har forskere sat sig for at undersøge, om der er noget om snakken.

Af Toke Laursen

Det larmer. Det dytter. Og midt i trafikkens kaos er der udsigt til den propfyldte bus, til masende menneskemængder og det tikkende ur, der dækker os alle i sit tæppe af tid. Fremme på kontoret møder støj og skærme de eneste sanser, byen stimulerer.

Vores kroppe er ikke udviklet til det moderne liv, som mange af os lever, og det resulterer i, at vi bliver sanseligt understimulerede og stressede. En ny terapiform har dog meldt sig på banen, og den trækker os væk fra de fire vægge og ud i naturens mangfoldighed: Skovterapi.

Men er skovterapi reel terapi, eller er det i virkeligheden bare en romantisk idé? Naturens helende virkning har en lang tradition i litteraturen og idéhistorien. For godt 2.500 år siden anlagde grundlæggeren af Perserriget Kyros den Store afslapningshaver. Som modsvar på industrialiseringen besang 1800-tallets poeter naturens virkning på krop og sjæl. Amerikanske transcendentalister som Ralph Waldo Emerson og Henry David Thoreau samt den skotsk-amerikanske naturforsker og forfatter John Muir så naturen som en helende kraft, der ikke må ødelægges.

Et bad i natur

Skovterapien fastholder da også romantikken i den nyere tendens kaldet ”skovbadning”, et begreb, der stammer fra Japan. Navnet kan give mindelser om en svømmepøl fyldt med blade og grene, som man kan lave hovedspring i og svømme rundt i.

”Det er ikke ligefrem et bad,” forklarer amerikanske Florence Williams, forfatter til The Nature Fix: Why Nature Makes Us Happier, Healthier, and More Creative, til National Geographic. Skovbadning refererer til at være i et skovmiljø, hvor alle dine sanser bliver aktiveret.

Williams fortæller, at forskere i Japan har opdaget det om bylivet, at når vi er indenfor, bruger vi mest vores øjne og ører, mens vores andre sanser bliver brugt for lidt. Forskerne mener, at dette delvist hænger sammen med, hvorfor udendørs miljøer får vores stressniveauer til at falde. ”Vi kan høre lyden af en bæk klukke, føle vinden blæse på vores kinder eller lugte skovens aroma.”

Når vi skovbader, går vi i roligt tempo og har et særligt åndedræt. Så lytter vi til kroppen og mærker omgivelserne, forklarer fysioterapeut, Ph.d. og lektor Dorthe Varning Poulsen fra Københavns Universitets forskningsgruppe Natur, Sundhed og Design. Når vi arbejder og skal fokusere og koncentrere os, sker der derimod ofte det, at vi overhører signaler fra kroppen. På et tidspunkt bliver det svært at sortere de mange impulser vi får, og det kan føre til udbrændthed og stresstilstande.

Vildt er sundt

Men er det ligegyldigt, hvor man skovbader? Kan vi i virkeligheden gå ud i den nærmeste park og opleve naturens terapeutiske virkning? Varning Poulsen mener ikke, at alle skove er lige egnede til at give os velvære:

”Det er væsentligt, at naturen er artsrig. Det er vigtigt, at den er vild. En plantage med lige stammer på række er ikke lige så god for os, som en vild skov med mange forskellige træer og planter, væltede stammer og et mangfoldigt dyreliv.”

En mangfoldig og vild natur aktiverer vores sanser i højere grad og er derfor bedre for os end en skovplantage. Den udfordrer vores opmærksomhed. Varning Poulsen beskriver nærmere, hvordan naturen påvirker os. Hun siger, at et godt eksempel på, hvad det er ved skoven, der beroliger os, er at træernes grene bevæger sig roligt og forudsigeligt. Det er helt modsat byens larm og sporadiske kaos.

Miljøpsykologer beskriver, hvordan naturens ro og artsrigdom fascinerer os på en ikke-krævende måde, siger hun. Det påvirker vores hjerne, og dermed også nervesystemet. Når kroppens stresstilstand sænkes, sker det i sammenhæng med hormonsystemet, og vores immunforsvar responderer positivt ved at blive styrket.

I Japan er skovbadning en anerkendt del af den medicinske praksis, og læger ordinerer decideret skovbesøg som medicin. Konceptet blev udviklet i 1980’erne og hedder Shinrin-yoku.

Dansk naturterapi

Også i Danmark finder naturterapien fodfæste, og der er i dag forskellige tilbud for folk med lidelser som stress, spiseforstyrrelser og kræft.

Varning Poulsen hendes kolleger arbejder med forskning, der undersøger naturens betydning for en række grupper såsom veteraner med PTSD (posttraumatisk stress), traumatiserede flygtninge, stressramte langtidsledige og folk, der overspiser.

Rundt omkring i landet foregår en del rehabilitering i naturen, for eksempel for kræftpatienter, forklarer Varning Poulsen. Det er ikke som en kur mod kræft, men som et behandlingstilbud, der giver dem et større overskud til at komme gennem behandlingen og livet.

Naturen har en særlig betydning for vores mentale helbred, og især når vi er pressede af for eksempel stressede tilstande og traumer, kan naturen tilbyde os lettelse. ”I naturen mærker man sig selv tydeligere. Man føler, at man er i større kontrol, og man bliver mere anerkendende over for sig selv,” siger Varning Poulsen.

Som led i forskningen på området har Københavns Universitet investeret i terapihaven Nacadia for mennesker med stresslidelser. Derudover er Københavns Universitet det eneste danske universitet, der udbyder en master inden for naturbaseret terapi og sundhedsfremme. Målet er at blive et af de førende universiteter i feltet.

I Finland anbefaler de offentlige sundhedsmyndigheder allerede, at borgere får minimum fem timer om måneden i skoven for at afværge depression. Dette er baseret på evidens, forklarer Florence Williams til National Geographic. De finske sundhedsmyndigheder fandt frem til, at folk har brug for denne tid for at kunne bevare deres mentale helbred.

Det er tydeligt, at naturen efterhånden spiller en større rolle i flere lande, både i form af konkrete terapeutiske projekter, men også i folks bevidsthed om, hvad naturen betyder for os. ”I mange asiatiske lande mener man, at naturen bør være en fundamental del af demokratiet; at det er en menneskeret og nødvendighed,” fortæller Williams til National Geographic.

Hjernebølger, urmennesker og skovkemi i luften

Men hvad er det så egentlig helt præcist, der sker med os, når vi opholder os i naturen?

Forskningen beskriver forskellige måder, naturen påvirker os, både kropsligt og mentalt. For eksempel kan en gåtur i skoven reducere mængden af stresshormonet kortisol i blodet, og den kan også bringe pulsen ned. Vores kropslige og mentale funktioner hænger sammen, så forandringer i det ene område har ofte også en effekt på det andet.

Frontallappen, den del af vores hjerne, der er hyperengageret i det moderne liv, deaktiverer en smule, når vi er udenfor, fortæller Williams til National Geographic. Såkaldte alfabølger, der indikerer en rolig men opmærksom tilstand, bliver stærkere. Det er noget lignende, der sker, når man er i det, psykologer kalder for flow, eller når man mediterer.

Dorthe Varning Poulsen sætter naturens effekt på mennesker i et evolutionært perspektiv og forklarer, at skovterapien hænger sammen med en viden om, hvordan menneskets overlevelse i urtiden har været, og hvad omgivelserne har betydet for os. For eksempel er lyden af rislende vand et tegn på friskt vand.

Varning Poulsen mener, at naturens effekt på os mennesker hænger sammen med den instinktive del af vores hjerne, der er fokuseret på at overleve. Derfor søger vi mod højere beliggende steder, med udsigt, hvor vi kan overskue landskabet og steder, der give en rumfornemmelse og giver beskyttelse. ”Vi ved også, at lyden af rindende vand påvirker vores hjerne positivt, og mange har nok oplevet, hvordan det at sidde ved et bål og betragte gløderne virker beroligende.”

Derudover er der bogstaveligt talt noget i luften i skoven. Planter og træer udskiller bestemte kemiske stoffer (phytoncider), der har særlige formål for planternes og træernes overlevelse, og som også er gode for menneskers helbred.

Phytoncider hjælper planterne og træerne med at bekæmpe sygdomme, beskytter dem mod skadelige organismer og forhindrer dem i at rådne. Os mennesker hjælper de ved at forbedre immunforsvaret og øge mængden af særlige hvide blodlegemer kaldet naturlige dræberceller.

Måske er der noget om snakken. Måske er natur medicin. Og måske skal vi lytte til Henry David Thoreau, når han i Walden (1854) skriver at ”vi har brug for vildnissets tonic”.

”Vi kan aldrig have nok natur,” skriver Thoreau. ”Vi har brug for at opleve vores egne grænser overskredet, og liv, der græsser frit, hvor vi aldrig vandrer.”