Gå til indhold
Produktionen af træbaseret biomasse er problematisk, fordi den kan være med til at øge fældningen af skov, hvilket går ud over natur og biodiversitet.
Produktionen af træbaseret biomasse er problematisk, fordi den kan være med til at øge fældningen af skov, hvilket går ud over natur og biodiversitet.

Pressemeddelelse -

​Regeringens udfasning af kul skaber bekymring i klimakredse

PRESSEMEDDELELSE 17.11.2017

Verdens Skove hilser beskeden om, at regeringen vil sikre en udfasning af kul inden 2030 velkommen, men opfordrer samtidig til øget fokus på reelt vedvarende energiproduktion.

“Der er tale om kraftværker, der alligevel ville blive omlagt, så regeringen sparker så at sige en åben dør ind” udtaler Jakob Kronik, International chef i Verdens Skove. “Samtidig er vi bekymrede for hvilke planer, der er med omstillingen af værkerne. Danmark importerer allerede store mængder træ til energiproduktion og i værste fald kan denne omstilling føre til en stigning i afskovning.”

Produktionen af træbaseret biomasse er problematisk, fordi den kan være med til at øge fældningen af skov, hvilket går ud over natur og biodiversitet. Siden 2000 er der sket en stigning på 1500% i den energi, vi får fra importeret træ. Danmark er nu oppe på at importere tæt på halvdelen af alt det træ, der bliver brændt af i kraftværkerne. Det betyder at den nuværende energiproduktion lægger beslag på store områder uden for landets grænser, hvor der er svært at sikre bæredygtig produktion. Det er derfor meget tvivlsomt om energiproduktionen reelt er klimavenlig og CO2-neutral.

Træbaseret biomasse er hverken en langvarig eller klimavenlig løsning

“Træbaseret biomasse bør kun være en kortvarig og midlertidig løsning på vej mod omstilling til virkeligt vedvarende energiformer som vind- og solenergi. Hvis Danmark virkelig skal gå foran på det grønne område, så opfordrer vi til, at regeringen laver en plan for udfasningen af træ i energiproduktionen” siger Jakob Kronik.

Mange lande følger efter Danmark, og er netop nu i gang med at omstille energiproduktionen til afbrænding af træbiomasse. De seneste år er værker skudt op i England og mange andre europæiske lande, mens flere af de asiatiske økonomier ligeledes har planer om kraftig udbygning af træbaserede kraftværker. Det kan føre til en kraftig stigning i den globale afskovning, hvilket vil være katastrofalt for både klima, natur og mange af de lokale og oprindelige folk, der lever i skoven.

“Vi er meget bekymrede for hastigheden, hvormed skov forsvinder. Skoven er hjem for millioner af oprindelige folk, er væsentlig for lagring af CO2 og samtidigt et vigtigt hjem for biodiversitet. Det er helt essentielt, at vi arbejde med løsninger, der beskytter skoven, i stedet for at tilskynde fældningen af den” udtaler Jakob Kronik.

Kontakt: Jakob Kronik +45 4198 4898 jkr@verdensskove.org, Gry Bossen +45 3026 1868 Jonas Appelt +45 6017 3919

Emner


Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.

Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia forsvarer vi regnskoven.

Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.

I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.

Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982. 

Kontakt

Jonas Schmidt Hansen

Pressekontakt Redaktør og presseansvarlig Medlemsblad, nyhedsbrev 2625 8208

Nanna Jochumsen

Pressekontakt Teamleder for kommunikation (+45) 3190 2770