Pressemeddelelse -
Nu kan du støtte mere urørt dansk natur gennem Verdens Skove
Mange af Verdens Skove støtter har savnet en konkret mulighed for at støtte genetableringen af mere urørt dansk skov. Derfor har Verdens Skove indgået et samarbejde med Den Danske Naturfond. Den Danske Naturfond opkøber arealer og udlægger dem til urørt skovnatur. Verdens Skove samler ind til projekterne og bruger en lille del af midlerne på politisk arbejde for at skabe større opbakning til mere vild dansk natur. Motiverne på Verdens Skoves skovcertifikater er store pattedyr, som vi håber igen en dag vil blive en del af den danske natur.
Som ven af skoven kan du nu støtte arbejdet for at skabe mere urørt skov i Danmark gennem Verdens Skove. Vi har nemlig indgået et samarbejde med Den Danske Naturfond om at genetablere urørt skovnatur, så vi igen kan få skove, som er rige på liv og hjem for en mangfoldighed af dyr og planter.
“ Vi er meget glade for samarbejdet med Den Danske Naturfond, da vi nu kan give danskerne mulighed for direkte at støtte vores arbejde med at få mere vild natur herhjemme i Danmark.” Udtaler Jan Ole Haagensen, Sekretariatschef i Verdens Skove.
Den danske skovnatur er på én gang vores artsrigeste natur og samtidig den del af vores natur, hvor flest arter er på vej til at forsvinde. Vi mangler nemlig rigtig vild skovnatur i Danmark. Skove, der ser ud som vores skove så ud før i tiden: Det var en blandet skov med mange gamle ruintræer, blomstrende buske, lysninger og sumpe. Det var skove, hvor heste og kvæg græssede. Et varieret økosystem, hvor der var plads til at naturens myriader af liv kunne udfolde sig.
“For at få den oprindelige og mangfoldige skovnatur tilbage er vi nødt til at give plads til skove, som er overladt til sig selv dog med påvirkning fra store pattedyr som fx kvæg, heste og europæisk bison.” Forklarer Jan Ole Haagensen og fortsætter; “Det vil sige, at vi gerne vil omforme nutidens monotone skove, der indeholder en ensformig flora og fauna, til urørt skovnatur, så vi igen kan få skove, som er rige på af dyr og planter. Vi vil have urskoven igen, og dét kan du som støtte hjælpe os med.”
Når du køber et skovcertifikat fra Verdens Skove, så går 75 procent direkte til køb af de bedste stykker skovnatur gennem Den Danske Naturfond, der udvælger og forvalter områderne. De sidste 25 procent går til Verdens Skoves arbejde for at skabe mere vild dansk natur gennem politisk arbejde.
Skovcertifikaterne kommer med 4 forskellige motiver af dyr, som oprindeligt levede vildt i Danmark og som vi i Verdens Skove gerne vil have tilbage i vild bestand i den danske natur. Det er vildsvinet, vildhesten, europæisk bison og ulven. Alle 4 dyr har en naturlig funktion i den danske natur. Mens vildsvinet roder op i jorden i skoven og begraver frø, så græsser hesten og vedligeholder lyse åbninger i naturen til gavn for mange andre arter. Bison bidrager med sine høje vægt til bearbejdning og forbedring af jorden og nedgræsning af åbne arealer, mens ulven kan være med til at opretholde balancen i bestanden af både store og små græssere. Læs mere og køb et certifikat i vores webshop.
Emner
Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.
Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia forsvarer vi regnskoven.
Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.
I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.
Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982.