Gå til indhold
Regeringen løber fra sine løfter om at prioriterer biodiversiteten i finanslovsudspillet
Regeringen løber fra sine løfter om at prioriterer biodiversiteten i finanslovsudspillet

Pressemeddelelse -

Naturen taber i tam finanslov

Ifølge Forslag til Finanslov 2021 vil regeringen afsætte 50 millioner kroner per år over fire år til den lovede indsats for mere plads til naturen og vildere natur i Danmark. Miljøminister Lea Wermelin skriver, at beløbet blandt andet skal gå til mere urørt skov og flere naturnationalparker.

Verdens Skove hilser både urørt skov og naturnationalparker velkommen, men en indsats på 50 millioner er desværre langt fra nok til at nå de 600 kvadratkilometer naturnationalparker og 75.000 hektar urørt skov, som regeringen har lovet. Selv hvis de 50 millioner blev brugt til opkøb af jord, ville det kun række til 0,01% af landarealet om året, mens Biodiversitetskonventionens mål – som Danmark har tilsluttet sig – er 17% af landarealet med natur som hovedformål.

Endvidere er 50 millioner kroner et meget lavt beløb sammenlignet med, at kyst- og naturturisme omsætter for 63 milliarder kroner om året, altså over 1000 gange så meget. Det afsatte beløb svarer kun til 8,60 kroner ekstra per dansker. Når man ser på, hvad danskerne bruger på naturrejser, friluftsudstyr, transport og ophold, naturformidling, zoos, museer mm., er det tydeligt, at danskerne gerne vil betale mere end 8,60 kroner ekstra for bedre naturoplevelser. Verdens Skove er selvfølgelig indforstået med, at håndtering af coronakrisen bliver nødt til at være i fokus i denne finanslov, men det er ærgerligt, at der ikke er mere fokus på naturen, når coronakrisen netop har fået befolkningen til at sætte endnu større fokus på naturens værdi for livskvalitet, sundhed og oplevelser, især inden for landets grænser.

Verdens Skoves talsperson for dansk natur, Stine Tuxen, udtaler: “Vi må konstatere, at regeringen, på trods af flotte ord og det ambitiøse aftalepapir, ikke har prioriteret naturen i denne finanslov. Det er skuffende, når Danmark har forpligtet sig til at stoppe tabet af biodiversitet i 2020, men endnu er milevidt fra det mål”.

Regeringen har desuden udskudt biodiversitetspakken, der ellers skulle have givet naturen et løft her i efteråret.

“At biodiversitetspakken udskydes 12 måneder, mens arter fortsat uddør, og Danmark ligger i bunden af EU mht. naturbeskyttelse, bekræfter desværre, at regeringen ikke prioriterer naturen i denne finanslov”, konstaterer Stine Tuxen.

“Der skal helt anderledes ambitiøse indsatser og større beløb til for at vende biodiversitetskrisen. Det vil være investeringer, der også med økonomiske briller giver god mening”, siger Stine Tuxen.

Verdens Skove opfordrer derfor regeringen og alle de øvrige partier til at øge midlerne til naturindsatsen kraftigt på finansloven. Samtidig må man uden yderligere tøven sætte gang i oprettelsen af mere urørt skov og flere naturnationalparker med store planteædere. Dernæst er det helt afgørende, at naturnationalparkerne og urørt skov følges op af en juridisk bindende naturzone så hurtigt som muligt.

“Danmark har ikke råd til at sidde på hænderne mens sommerfugle og anden naturkapital flyver ud af landet og kun efterlader en tom skal at give videre”, afslutter Stine Tuxen.

Emner


Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.

Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama, Bolivia, Etiopien og Uganda forsvarer vi de tropiske skove.

Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.

I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.

Verdens Skove startede som Regnskovsgruppen i 1982 og blev stiftet som Foreningen Regnskovsgruppen Nepenthes i 1983. 

Kontakt

Jonas Schmidt Hansen

Pressekontakt Redaktør og presseansvarlig Medlemsblad, nyhedsbrev 2625 8208

Nanna Jochumsen

Pressekontakt Teamleder for kommunikation (+45) 3190 2770