Pressemeddelelse -
Lovende grønt regeringsgrundlag – men kun for Danmark
Så har vi fået ny regering og dermed et nyt regeringsgrundlag. Regeringen har taget det beskedne naturnavn "trekløver regeringen" og umiddelbart er der både grund til at have forventninger til regeringens naturpolitik - og til at have beskedne forventninger.
Kommentar af Nikolai Lang, kommunikationschef
Regeringsgrundlaget for den nye regering er blevet offentliggjort. På den gode side er det glædeligt, at natur og miljø overhovedet står nedfældet som en prioritet i form af langsigtede naturmål. Herunder at regeringen vil løfte vores forpligtigelser i forhold til EU’s biodiversitetsstrategi og formulere en række ambitioner på naturområdet frem mod henholdsvis 2020 og 2030.
En ny 'naturkanon’, der kan åbne danskernes øjne for vores skønne og smukke, danske natur.’
lyder også som en god ide. Her håber vi stærkt, at man bruger kanonen til at også at oplyse danskerne om biodiversitet og natur på naturens egne præmisser, så naturkanonen ikke bare afspejler smukke nationale landskaber, men også de reelle naturværdier, som mange steder er truede - ikke mindst i skovene.
Det er desuden især værd at lægge vægt på, at Naturpakken bliver genbekræftet af hele regeringen, hvilket er et skridt i den rigtige retning, fordi Naturpakken lægger op til mere urørt skov. Her er det også positivt, at dyrerige naturparker er nævnt - også selvom det står meget vagt. Men bare dét, at biodiversitet og urørt skov er nævnt som en værdi, er et stort fremskridt. Især i et regeringsgrundlag, hvor der på vanlig vis ellers ikke er plads til den store nytænkning.
Men når denne positive nytænkning er nævnt, må vi også pege på for små skridt, svagheder, mangler og egentlige udeladelsessynder.
Naturpakken er stadig kun et lille skridt. Om den kommer til at gøre nogen forskel for naturen kommer an på, om man har viljen til at lukke de kattelemme, der er indbygget i Naturpakken. Herunder at man fortsat må fælde træer i de næste 10-50 år i de skove, der skal lægges urørte.
Om urørt skov bliver en gevinst for biodiversiteten kommer her rigtig meget an på, hvilke træer man lader stå og om man klatter de nye hektar urørt skov ud i en masse små frimærker, der ikke vil gøre nogen forskel. Eller om man gør det rigtige og satser på store sammenhængende områder med stort biodiversitetspotentiale.
For det andet er det en svaghed, at nye tiltag er beskrevet meget vage og det er let at blive bekymret for at de flotte ord ikke efterfølges af handling.
For det tredje mener vi i Verdens Skove at det er en stor mangel, at der ikke kommer en egentlig minister for natur og miljø adskilt fra landbrug-og fødevareministeriet for at undgå sammenblanding af interesser.
Endeligt i forhold til egentlige udeladelsessynder, så er det globale perspektiv fælt fraværende i regeringsgrundlaget. Jo, klima er nævnt og det kan jo kun blive bedre. For eksempel er der blevet sat delmål for den grønne omstilling, såsom mål om 50% vedvarende energi i 2030.
Dette er muligvis et kærkommet aftryk fra de Konservatives side og et godt tegn på et opgør med Venstres ’grønne realisme’.
Men sammenholdt med at vi har en fantastisk vigtig klimaaftale, der skal føres ud i livet, at vi står midt i en global biodiversitetskrise og at det er af yderste vigtighed at verden samler sig om at opfylde de nye Verdensmål for Bæredygtig Udvikling, så er der en skrigende mangel på vilje til at tage globalt ansvar i regeringsgrundlaget.
Her vi især kede af, at det ikke lykkedes de Konservative at holde fast i deres krav om at løfte udviklingsbistanden, der er blevet malket for midler til alt fra flygtningemodtagelse til velfærd under V-regeringen.
Det vil kunne mærkes ikke kun på den globale klimaindsats og blandt verdens fattige - men også på verdens biodiversitet når man løfter blikket fra vores danske skove til de store konflikter i eksempelvis Latinamerikas regnskove, hvor dansk bistand hidtil har gjort en stor forskel.
Emner
Kategorier
Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.
Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia forsvarer vi regnskoven.
Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.
I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.
Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982.