​Ambitiøst, ok, utilstrækkeligt eller en skueproces? Hvad blev resultatet af COP14?

Den 14. Biodiversitetskonference er slut . Men trods den alvorlige baggrund, så afspejlede forhandlingerne ikke den krise, som livet på Jorden står midt i. Interessen samlede sig om, at lave en ny global aftale for bekæmpelse af tab af biodiversitet, som skal erstatte den nuværende 2020 aftale, som verdens samfundet ikke når at opfylde. Parisaftalen for klimaet blev foreslået som skabelon for en ny aftale. Men om dét er den rigtige vej at gå er der mange perspektiver på. Verdens Skoves Lisbet Christoffersen analyserer debatten her.

Af Ph.d. Lisbet Christoffersen 

Den 14. Biodiversitetskonference sluttede uden at have tiltrukket sig megen opmærksomhed. Den indledtes ellers på baggrund af foruroligende rapporter der fastslår et voldsomt artstab gennem de seneste 40 år, og med analyser af konsekvenserne af dette for selve vores livsgrundlag, for ikke at nævne bruttonationalprodukterne. Forhandlingerne afspejlede ikke den alvor. Timer og dage blev brugt på at strides om sproglige spidsfindigheder og teknikaliteter. Man konstaterede at 2020-målene (de hidtidige mål for bekæmpelse af tab af biodiversitet) ikke nås, men opfordrede til at landene fortsætter med at forfølge dem. Interessen samlede sig om den nye post-2020 strategi som skal vedtages i Kina om to år. Klimakonventionens Paris-aftale blev fra starten angivet som model. Idéen er at tage udgangspunkt i de målsætninger, landene frivilligt byder ind med, og derefter gradvist opjustere ambitionsniveauet hvergang man mødes. Samtidig vil man søge at inddrage erhvervsliv og civilsamfund. Hvorvidt dette udlægges som en ambitiøs model, et skridt på vejen eller blot et spil for galleriet, afhænger af ens interesser og syn på verden. Her er fem dominerende grundholdninger:

En aftale á la Parisaftalen vil være ambitiøs! En sådan aftale vil passe de stærke økonomier udmærket. Den vil sende et signal om, at tabet af biodiversitet skal tages alvorligt og standses, men er ikke så stram, at det umiddelbart vil skabe problemer ift. erhvervsliv, vælgere og den hjemlige politiske situation. Samtidig er aftalen bundet op på nationale målsætninger, som ikke er bindende. Det passer også de nye, større udviklingsøkonomier godt, de vil nemlig være herre i eget hus, når det gælder om at balancere miljøhensyn og industrialisering. For dem er de frivillige aspekter af en sådan aftale vigtig.

En aftale á la Parisaftalen vil være den bedst mulige, er den mere pragmatiske holdning. Især de fattigste lande ønsker ikke at se en decideret fiasko, som vil kaste biodiversitetsforhandlingerne og selve konventionen ud i uvished. Gennem ’access og benefit-sharing’ og andre mekanismer sikres trods alt en overførsel af midler fra ’udviklede’ til fattige lande. En aftale vil altid give de fattigste lande i syd, de små østater og de oprindelige folk indrømmelser, da det er dem der ’sidder på’ biodiversiteten.

En aftale á la Parisaftalen vil være uretfærdig! Dette synspunkt deles især af græsrodsbevægelser og oprindelige folks organisationer. Det kritiseres at de rigeste lande ikke ville forpligte sig til at yde økonomisk støtte til at bevare den biologiske mangfoldighed som findes i de fattigste lande og ikke mindst på oprindelige folks territorier. En sådan aftale ses som et udtryk for at de rige lande ikke påtager sig deres historiske ansvar, og lader sårbare lande betale regningen for en krise, de ikke selv har skabt. Ikke alle i denne kategori har helt mistet håbet om en god aftale, men mener at større inddragelse af civilsamfundet kan sikre løsningerne og viljen til at handle.

En aftale á la Parisaftalen vil blot være et spil for galleriet! Et synspunkt der findes blandt samme segmenter som ovenfor, men som udtrykker en mere generel kritik af den kapitalistiske verdensøkonomi. Det er forbrugs- og produktionsmønstrene der er skyld i biodiversitetstabet. Eksempelvis rydder en industrialiseret fødevaresektor skov, stjæler land og vand fra småbønder, og skaber en efterspørgsel på usunde fødevarer baseret på ganske få afgrøder, altså med et fødevarediversitetstab oveni. Løsningen ses som det modsatte af økonomisk vækst, og løsninger forventes ikke at komme fra de samme aktører som ødelægger økosystemerne. Før regeringerne udfaser incitamenterne til destruktive aktiviteter, vil hastigheden af udryddelsen af arter og deres levesteder kun øges.

En aftale à la Parisaftalen vil være utilstrækkelig! Dette er den kyniske konstatering man kan finde blandt de forskere som peger på at vi skal langt over de i 2010 aftalte mål om 17% beskyttede landområder og 10% beskyttede havområder inden 2020. Disse mål nås ikke, og en yderligere forøgelse af målene vil ikke opnås ved frivillige, ubundne målsætninger. At standse tabet af biodiversitet vil kræve langt skrappere mekanismer og prioriteringer.

Disse fortællinger om en aftale à la Paris er generaliseringer, og mange vil som Verdens Skove vil befinde sig et sted imellem flere af holdningerne. Men de illustrerer meget godt hvordan miljø som politisk felt udvikler sig i disse år. Her er der næppe tvivl om, at de to første positivt ladede fortællinger dominerer. Men også forskernes advarsler er blevet hørt, og hvis der ikke i løbet af relativt kort tid kommer klare tegn på, at verdens lande og markeder rent faktisk handler, kan der hurtigt komme vind i sejlene for modfortællingerne. Klimakonventionens konference nr. 24 starter nu i Polen. På biodiversitetskonferencen etableredes den klare sammenhæng mellem klimaforandringer og biodiversitet. Krisen er den samme, og dermed også mange af løsningerne. Verdens Skove er også med ved klimaforhandlingerne i Polen, og vil presse på for reelle skridt i den rigtige retning; men der er brug for larm i gaden udenfor forhandlingerne også. Der er behov for at manifestere at vi har fået nok, at vi vil liv, samt politikere med skyhøje ambitioner. Sådan kan vi forbinde håb og skepsis, og vise vores støtte til dem som prøver at forhandle en seriøs plan.