Gå til indhold
Træning i brandbekæmpelse er en af indsatserne, som reducere skovbrande i Bolivia. Foto af Verdens Skove/APCOB.
Træning i brandbekæmpelse er en af indsatserne, som reducere skovbrande i Bolivia. Foto af Verdens Skove/APCOB.

Nyhed -

Verdens Skoves indsats reducerer skovbrande i Bolivia

Verdens Skoves arbejde med at forbedre vilkårene for de tropiske skove handler blandt andet om at forebygge og bekæmpe skovbrande. Træning af lokale brandværn, droner, satellitdata og brandbælter er bare nogle af de midler, vi har taget i brug. I Monte Verde i Bolivia har vores indsats sammen med de oprindelige chiquitanofolk medført, at arealer, som påvirkes af skovbrandene, er faldet med 59 procent fra 2021 til 2022.

Af Jeppe Gramstrup Mikkelsen

Klimaændringer og menneskelige aktiviteter bidrager til hyppigere og mere intense skovbrande. Globale temperaturstigninger kombineret med skovrydning og degradering af skovene resulterer i varmere og mere tørt vejr, der gør skovene letantændelige, ligesom øgede vindhastigheder medfører, at brandene kan sprede sig hurtigere. I 2022 publicerede FN en rapport, der estimerer, at antallet af ekstreme skovbrande vil stige med op til 30 procent i 2050, og at vi bør lære at leve med hyppigere og voldsommere brande. Det er dystre fremtidsudsigter.

Klimaforandringerne kræver, at vi agerer proaktivt og tilpasser os den forandrede virkelighed. I denne henseende er forebyggelse et nøgleord. Det er nemmere at slukke en lille gnist end en skovbrand, og det giver kun mening at plante træer, hvis de ikke brænder ned igen året efter.

Derfor implementerer Verdens Skove brandforebyggende foranstaltninger som et led i nogle af vores projekter i områder, der er særligt udsatte for skovbrande. Vores brandforebyggende indsats sker altid i tæt samarbejde med lokalsamfund, oprindelige folk og vores lokale partnere. Det er nemlig afgørende for, at indsatsen bliver så effektiv som mulig.

Satellitbilleder og droner advarer om brande
Verdens Skove bidrager med træning, udstyr og oplæring i forskellige digitale redskaber, herunder værktøjer til tidlig varsling af skovbrande, hvilket forbedrer muligheden for at forhindre en eskalering. Et af vores redskaber er satellitovervågning. Jens Noe Hansen, teknisk rådgiver hos Verdens Skove, forklarer:

”Vi anvender blandt andet noget, vi kalder ’Early Warning’, som er et system, der advarer om ‘hotspots’ ved hjælp af satellitbilleder eller termiske sensorer.” Et ’hotspot’ er et område, hvor der er registreret en usædvanlig høj temperatur, hvilket normalt indikerer, at der er tale om en skovbrand. “Når advarslen tikker ind, rykker et lokalt beredskabsteam ud i felten og lokaliserer området ved brug af en geolokaliseringsapp på deres mobiltelefoner. Derefter rapporterer de tilbage om, hvorvidt der er en reel skovbrand i gang, som truer med at udvikle sig og derfor kræver en indsats, eller om det var falsk alarm,” forklarer han.

Herover ses to satellitbilleder over Monte Verde-territoriet med hotspots - de røde prikker - fra FIRMS for de sidste 28 dage af oktober i 2021 øverst og samme periode året efter nederst. Antallet af hotspots og det berørte areal er mindre i 2022 end året før.


Ud over satellitovervågning og skovmonitorering til fods, på motorcykel, i båd eller bil, er de oprindelige folk også blevet oplært i at bruge droner, som kan spotte skovbrande. Tidligere blev dronerne primært anvendt til at overvåge grænserne omkring de oprindelige folks territorier, især til at spotte ulovlig indtrængen. De intensiverede skovbrande har dog ført til en stigende anvendelse af droner i brandovervågningen. På flere lokationer er dronerne endda udstyret med termiske kameraer, der gør det nemmere at opdage og følge brande også om natten.

Forebyggende tiltag i skoven
Ved siden af de teknologiske løsninger, der bidrager til at opdage begyndende skovbrande, udgør klimasikring af skovene en væsentlig del af brandforebyggelsen. Det er, som nævnt, lettere at slukke en gnist end en skovbrand, men allerbedst er det, hvis gnisten slet ikke opstår. Klimasikring indebærer tilpasning af skovområder, der skal reducere risikoen for at skovbrande opstår, og styrker deres modstandsdygtighed, hvis uheldet skulle være ude.

Skovlandbrug indgår også i Verdens Skoves arbejde med brandforebyggelse, hvor vi støtter småbønder i Latinamerika og Østafrika i at etablere skovlandbrug. Det er en bæredygtig måde at kombinere træer og landbrug. I Monte Verde-territoriet i Bolivia har vi gennemført et pilotprojekt kaldet ’Agriculture Without Burning’ eller ’Landbrug Uden Afbrænding’ i tre lokalsamfund. Formålet var at demonstrere, at marker kan dyrkes uden forudgående afbrænding. Denne metode kombinerer trædyrkning og landbrug på samme areal og viser sig samtidig at være langt mere brandforebyggende end det traditionelle svedjebrug.

I svedjebrug brændes vegetationen af og til, og jorden dyrkes i en begrænset periode, hvorefter den igen lægges brak for at hvile og genvinde frugtbarhed. Derimod opretholder skovlandbrug et permanent trædække, som bevarer jordens fertilitet, beskytter jorden mod udtørring og sænker temperaturen, hvilket mindsker risikoen for brande. Derudover bidrager den høje artsdiversitet - og en prioritering af lokale hårdføre træarter - til at reducere skadernes omfang ved skovbrande.

Brandbælter er et andet tiltag, som Verdens Skove hjælper med at implementere i lande som Bolivia og Honduras. Et brandbælte refererer til et bælteformet område, der er bevidst ryddet for at skabe en barriere, som skovbrandene har svært ved at sprede sig henover.

Brandbælte i den unikke lysåbne fyrretræsskovsavanne i La Moskitia-regionen i Honduras, her tæt på landsbyen Tipí, hvor Verdens Skove arbejder sammen med de oprindelige folk om at beskytte deres territorium. Foto af Karen Andersen.

Håb for skovenes fremtid
Bolivia er hjemsted for 36 forskellige oprindelige folk, hvoraf 34 af disse lever i artsrige lavlandsområder, hvor man også finder den største biodiversitet i landet. Desværre er nogle af de områder særligt udsatte for skovbrande. Mellem 2010 og 2020 blev over fem millioner hektar, svarende til 42 procent af de oprindelige folks territorier, påvirket af brande.

I 2019 og igen i 2020 blev det oprindelige chiquitanofolks territorium i Monte Verde særligt hårdt ramt af flammerne. Verdens Skove trådte til og gik i samarbejde med chiquitanoerne og vores bolivianske partner, APCOB, i gang med at genoprette de berørte områder og samtidig øge den forebyggende indsats for at undgå fremtidige brande.

Sammen med vores lokale partnere har vi koordineret og gennemført en genskovning af strategisk udvalgte områder, som har et stort fokus på brandforebyggelse. Tiltagene inkluderer blandt andet etablering af brandbælter og skovlandbrug, opgradering af udstyr til brandbekæmpelse, træning af lokale brandværn samt oplysningskampagner.

Oplysningskampagnerne har til formål at informere lokalsamfundene om den stigende trussel fra skovbrande og uddanne dem i at håndtere dem hensigtsmæssigt. Gennem radio og sociale medier har APCOB ført kampagner som denne i 2022, kaldet ”Noget af vores brænder”.

Tiltagene har medvirket til, at arealerne, som ødelægges af skovbrande, er faldet med 59 procent i Mont Verde-territoriet fra 2021 til 2022.

Foruden nedgangen i antallet og udbredelsen af skovbrande har genopretningsarbejdet også vist overraskende positive resultater for dyrelivet. Jaguar, puma, tapir og mange andre truede dyr er allerede vendt tilbage til områderne. Jens Noe Hansen forklarer blandt andet denne opblomstring med, at skovbrande rammer selektivt:

”Mange har en forestilling om, at skovbrande efterlader landskaber fuldstændigt nedbrændte og afsvedne, men virkeligheden er mere kompleks. Skovbrande rammer pletvist, hvor de tørreste og mest udsatte områder brænder helt ned, mens flammerne hurtigt passerer forbi andre steder, hvor underskoven er mere fugtig. Derudover er visse træer så robuste, at de kan overleve selv ret intensive skovbrande. Det betyder, at der i nogle områder blot skal arbejdes med at beskytte den spontane opvækst af nye træer, mens der i de alvorligst ramte områder suppleres med plantning af træer for at fremskynde genskovningen.”

I en verden, hvor brande udgør en voksende trussel for skovene, er det afgørende med brandforebyggende tiltag. En endnu bedre løsning vil dog være at stoppe skovrydning. Denne løsning vil ikke blot forbedre livsvilkårene for naturen, dyrene og os mennesker, men vil også direkte modarbejde de globale temperaturstigninger, der påvirker hyppigheden og intensiteten af skovbrande.

Emner

Kontakt

Jonas Schmidt Hansen

Pressekontakt Redaktør og presseansvarlig Medlemsblad, nyhedsbrev 2625 8208

Nanna Jochumsen

Pressekontakt Teamleder for kommunikation (+45) 3190 2770