“Vi passer ikke på naturen, hvis ikke vi holder af den”

Kærlighed til naturen giver lyst til at beskytte den, men for at vi kan lære at elske den, er vi nødt til at bruge tid i den. Og dem med en videnskabelig tilgang til naturbeskyttelse- og genopretning bør blive bedre til at forstå og inkludere folk med anderledes syn på naturen, så vi sammen bliver bedre til at passe på den. Det er budskabet fra Nikolaj Voldum Ahlburg, der er forfatter og medforfatter til to bøger om begrebet naturdannelse.

Af Jonas Schmidt Hansen

Med bogen 'Naturdannelse året rundt - fortællinger fra en naturformidlers praksis' giver naturvejleder og biolog Nikolaj Voldum Ahlburg et indblik i sin egen naturformidlingspraksis. Han beskriver konkrete undervisningssituationer, mens han sætter ord på de refleksioner, han gør sig undervejs. Bogen er let at gå til, jordnær, og den giver inspiration til, hvordan begrebet naturdannelse kan omsættes til praksis. Vi har talt med forfatteren om ham selv, hans begrundelse for at skrive bogen og om, hvad naturdannelse faktisk betyder.

“Tidligere var jeg ret politisk og aktivistisk engageret. Utilfredsheden med naturens dårlige tilstand og frygten for, hvad der kommer til at ske med den, klimaet og os selv, var en væsentlig del af min egen væren i verden og drivkraften bag. Jeg var fyldt af vrede, frustration og en dyb sorg dengang, og det fungerede som et effektivt brændstof. Men kun for en periode, for til sidst brændte jeg ud i mødet med den politiske virkelighed, som både dengang og i dag førte til meget lidt reel forandring og handling. På en eller anden måde har vi fået skabt et politisk system, der er ude af stand til for alvor at ændre på noget af det, der virkelig batter. Det var en hård virkelig at rumme, og mit hoved og min krop kunne ikke holde til det,” siger Ahlburg.

Han nåede derfor et stadie af klimaudmattelse, som for mange opstår, når man føler, at ens indsats ikke gør en forskel. Samtidig fik han konstateret kronisk ME, der rammer nervesystemet og kommer til udtryk i form af ekstrem udmattelse. Derfor kan han i dag heller ikke på samme måde udøve de sportslige aktiviteter i naturen, han kunne før, og de mere sanselige og æstetisk orienterede aktiviteter, han i stedet gav sig i kast med, påvirkede hans forhold til naturen.

“Jeg har altid brugt meget tid i naturen med fokus på sportslige aktiviteter som løb, kajakroning og mountainbiking. Det har givet mig utroligt meget livskvalitet og har været med til at danne fundamentet for den forbindelse til naturen, jeg oplever at have i dag. Men efter jeg blev tvunget til at lægge mit liv om og begyndte at færdes i naturen på nye, mere sanselige og langsomme måder, så har jeg også indset, at de sportslige aktiviteter havde en tendens til at reducere naturen til en ramme for aktiviteterne. Det, der var i fokus, når jeg sad i kajakken eller på mountainbiken, var oftest teknikken, udstyret, min egen selvudvikling og overvindelsen af naturen. Jeg tog mig alt for sjældent tid til at stoppe op og lade mig berige af naturens dybde, perspektiver, stilheden og dens æstetiske skønhed. Jeg benyttede mig i meget lille grad af det store potentiale naturen rummer for at skabe eftertanke og understøtte refleksion over livets store spørgsmål og meningen med livet, hvilket er grundlæggende for at kunne skabe den forandring i mit liv og i verden, jeg så brændende ønskede,” siger han.

Kærlighed til naturen som brændstof
Det gik op for Ahlburg, at hans mere sanselige, æstetiske og refleksive tilgang til naturen, som opstod som en følge af udbrændtheden og ME diagnosen, gav ham fornyet energi og indgød ham håb. Hans krop fik det langsomt bedre, og med tiden opstod en ny kerne af kærlighed og tro på fremtiden baseret på hans forbindelse til naturen.

“Det nye brændstof for mig er naturen selv og min forbindelse til den. Og det er med afsæt i den erkendelse og det potentiale, det brændstof rummer i forhold til at skabe forandring, at begrebet naturdannelse er opstået,” fortæller han.

Naturdannelse handler ifølge Ahlburg om at opbygge en forbindelse til naturen hos den enkelte, som skal forankres dybt ved at bruge tid i naturen. Det er ikke nok med videnskabelig indlæring i klasselokaler. Naturen skal sanses og opleves direkte på en måde som giver plads til eftertænksomheden, kreativiteten, stilheden, sanseligheden, legen, intuitionen og spontaniteten. Og dette er den grundlæggende filosofi, som han nu selv underviser med udgangspunkt i på Testrup Højskole, hvor han er lærer i fagene Genopdagelsen og Gå.

“Jeg tror ikke på, at vi er i stand til at passe på naturen og ændre vores vaner og forbrug for at hjælpe den, hvis ikke vi har et forhold til den. Det skal kunne mærkes, når arterne forsvinder, og når økosystemerne kollapser, og det tror jeg ikke, at det kan for rigtig mange mennesker i Danmark i dag. Vi passer ikke på naturen, hvis ikke vi holder af den,” siger han og tilføjer:

“Det er vigtigt at huske, at klima- og naturkampen handler om mere end bare at redde vores planet. Det handler om hele vores fælles fremtid og det samfund, vi ønsker at skabe til dem, der kommer efter os. Det handler om meningen med livet, kærlighed og drømme om en bedre fremtid med muligheden for at leve meningsfulde og bæredygtige liv.”

En folkelig naturbevægelse
Nikolaj Voldum Ahlburg har forsøgt at gøre naturdannelse til et begreb, der favner bredt, fordi han drømmer om at skabe en bred folkelig bevægelse for naturen, da det med hans øjne er den eneste vej frem.

“Jeg skriver om naturdannelsesbegrebet og arbejder som naturformidler, fordi jeg håber at kunne være med til at revitalisere den grønne dagsorden og skabe en bredere folkelig opbakning til beskyttelse af naturen. For at ændre vores brug og forbrug af naturen må vi først ændre på vores forståelse og tilknytning til den. Naturdannelse handler derfor ikke kun om biologisk viden. Det handler om at skabe en stærkere forbindelse til naturen ved at være i den, sanse den og lære at elske den, hvilket kan føre til et større engagement og handling for at beskytte vores natur,” siger han.

Han mener, at man ikke kun kan gå videnskabeligt til værks, men også bør inkludere de mange interessegrupper i Danmark og anerkende de forskellige måder at være forbundet til naturen på.

“Der kan være en tendens inden for visse biologikredse til, at vi underkender andre perspektiver, der ikke stemmer overens med vores egne. For eksempel ved at kalde hestefolk, der opfatter naturgenopretning med store græssere som dyrplageri, for egoistiske eller dumme. Jeg er som biolog kæmpe fan af rewilding, fordi jeg tænker, at de vilde heste på Mols lever et fantastisk liv. Og jeg kan som demokratisk menneske være meget kritisk over nogle af de metoder, som de mest yderligtgående modstandere af rewilding benytter sig af. Alligevel forsøger jeg at forstå deres udgangspunkt. Jeg tror, at deres indædte kamp mod rewilding bunder i en dyb kærlighed til dyrene, og det er jo et udgangspunkt, jeg kender alt til, og som jeg kan arbejde med. Jeg tror ikke at løsningen er at udskamme dem, for det kommer nok kun til at gøre ondt værre. I stedet handler det om at favne dem og gøre dem til en del af naturfællesskabet, og forsøge at brede deres kærlighed til dyrene ud, så den kan favne flere arter og livsformer. For hvis vi kan få dem med på holdet, så har de jo et drive og en ild, som de færreste af os kan matche,” siger han. Derfor handler hans seneste bog også om at udvide vores forståelse af de mange forskellige naturforbindelsesformer, der findes, og hvordan man som naturformidler kan være med til at understøtte dem.