Gå til indhold
Verdens Skoves på COP 26: Fokus på afskovning og CO2-kvoter

Nyhed -

Verdens Skoves på COP 26: Fokus på afskovning og CO2-kvoter

FN’s klimakonference, COP 26, er afsluttet i Glasgow. Mens den endelige aftale indeholder ambitiøse elementer, der hidtil ikke er set i en klimaaftale, så er der flere områder, hvor landene ikke har kunnet blive enige om de mest ambitiøse løsninger.

Af Gry Bossen og Jakob Kronik

Når Verdens Skove tager til de internationale klimaforhandlinger, som COP 26 i Glasgow, gør vi det med fokus på skoven og de dele af forhandlingerne, der kan få betydning for skoven. Det har denne gang især handlet om løftet om at stoppe afskovning samt Parisaftalens artikel 6 - også kaldet markedsmekanismen.

Fornyet fokus på natur og økosystemer

Det britiske formandskab satte på COP 26 en del fokus på naturens vigtige rolle i at styrke international klimahandling og vigtigheden af at beskytte, bevare og genoprette naturens økosystemer, især skovene. Hos Verdens Skove bifalder vi dette, da skove og økosystemer er vigtige for at binde CO2, styrke biodiversitet og lokalbefolkningers modstandsdygtighed overfor klimaændringerne. Vores fokus var derfor også på at cementere den videnskabeligt beviste sammenhæng mellem natur, økosystemer, biodiversitet og på at få dette inkluderet i form af stærke formuleringer centrale steder i slutaftalen på COP 26. Vi har også arbejdet for en anerkendelse af, at mennesker og menneskerettigheder ikke blot påvirkes af klima og klimahandling, men også er en forudsætning for effektive og bæredygtige klimahandlinger.

Det er tydeligt at spore i den endelige COP-beslutning, at der er blevet lyttet. For eksempel står der allerede i den indledende tekst, at parterne “Anerkender de indbyrdes forbundne globale kriser med klimaændringer og tab af biodiversitet, og den kritiske rolle med at beskytte, bevare og genoprette natur og økosystemer som leverer fordele for klimatilpasning og mitigation, samtidig med at det sikrer sociale og miljømæssige sikkerhedsforanstaltninger”.

Artikel 6: Et hullet resultat

Forhandlingerne på artikel 6 - en global markedsmekanisme under Parisaftalen, hvor landene potentielt kan købe sig til reduktioner i andre lande i stedet for at reducere selv - har igennem flere år skabt store problemer og forsinket afslutningen af flere COP’er, fordi parterne simpelthen ikke har kunnet blive enige, hvordan en sådan markedsmekanisme skulle se ud. På denne COP mødte landene op med en anderledes enighed om, at det var nu eller aldrig, og pludselig gik forhandlingerne stærkt. Det lykkedes derfor landene at nå til enighed om nogle overordnede ideer til, hvordan de internationale regler for et CO2-marked kunne se ud og hvilke detaljer, der skal forhandles yderligere om. Selvom det umiddelbart kan være svært at se forbindelsen mellem en markedsmekanisme og skoven, så ligger djævlen som alle ved begravet i detaljerne. Det kan nemlig få negative konsekvenser for skoven og for klimaet, hvis det bliver muligt at lave og sælge CO2-kvoter produceret via skovenes CO2-optag.

Vi har nu rammerne for et kommende marked, hvor det bliver muligt for lande at handle med CO2-reduktioner og et andet marked, hvor det bliver muligt for private virksomheder at udveksle CO2-reduktioner på tværs af sektorer og landegrænser. Men efter seks års forhandlinger er tiden løbet fra ideen om, at man kan betale sig fra sine udledninger ved at købe drivhusgasreduktioner andre steder i verden. Det er der ganske simpelt ikke plads til i det globale karbonbudget. Det er derfor skuffende, at parterne i Glasgow har insisteret på at udvikle en markedsmekanisme, som der reelt ikke er plads til i vores klimakamp.

Selvom parterne trods alt har begrænset muligheden for dobbelttælling - at reduktioner kunne tælles med både hos det land, som finansiere dem, og det land, hvori reduktioner finder sted - så er det desværre ikke nok. Reglerne giver stadig plads til overførsel af gamle kreditter og handel med kreditter skabt i skoven. Begge dele risikerer at underminere ambitionen i Parisaftalen, da alt for mange parter så kan købe sig fra reelle reduktioner via falske og usikre kreditter, i stedet for selv at skulle gøre noget.

Derudover burde menneskerettigheder og oprindelige folks rettigheder have været bedre repræsenteret, end de er nu. Det er videnskabeligt bevist, at naturen er bedre beskyttet i områder, hvor oprindelige folk har de juridiske rettigheder til deres jord. Når oprindelige folk ikke inkluderes i udviklingen af mulige projekter eller indsatser, risikerer man, at disse bliver kørt over i processen og mister retten til deres jord. Begge dele med stor risiko for, at projekter ikke bliver bæredygtige og dermed ikke sikrer permanente reduktioner i CO2-udslip.

Der er altså stadig risiko for, at vi med denne mekanisme giver plads til at handle med varm luft, der ingen klimaeffekt har og samtidig tillader regeringer og virksomheder at fortsætte med at udlede, som de plejer. Det er det helt modsatte af, hvad Parisaftalen foreskriver.

Parterne er dog også nået til enighed om den ellers forsømte del af artikel 6. Nemlig 6.8 - en ikke-markedsbaseret tilgang - der også er blevet udviklet, og nu snart kan tages i brug. Det vil sige, at vi nu har begyndelsen til en ny mekanisme, der kan generere finansiering, kapacitet og viden henimod klimapositive projekter, uden at CO2-reduktioner skal udveksles i bytte. Det er godt. Dog opfordrer vi parterne til yderligere at styrke arbejdsprogrammet og fremskynde dets tidsbestemte implementering for at imødekomme behovet for fælles afbødnings- og tilpasningsforanstaltninger, teknologioverførsel, kapacitetsopbygning og mobilisering af yderligere offentlige midler for at øge ambitionerne og imødegå ulighed.

Skovløftet: Afskovning skal stoppe senest i 2030

Som en del af det britiske formandskabs fokus på naturen blev der allerede på 3. dagen af COP´en lanceret et skovløfte, hvor over 100 af verdens ledere lovede at stoppe afskovningen inden 2030.

I skrivende stund dækker skovløftet nu 141 lande og over 90 procent af verdens skoves areal, inkl de mest skovrige lande herunder Brasilien, DR Congo, Indonesien, Rusland, Canada og USA. Danmark og EU er også medunderskrivere, og det samme er Honduras, Uganda, Nicaragua og Panama, hvor Verdens Skove arbejder. Samtidig følger der med skovløftet et betydelig økonomisk pakke i form af 19,2 milliarder kroner, som landene, sammen med private spillere, har forpligtet sig til at bidrage med. Derudover har 30 af verdens store globale investeringsvirksomheder med investeringer til en samlet værdi af 8,7 billioner dollars samtidig lovet at stoppe al finansiering af aktiviteter, der medfører afskovning.

Skovløftet blev efterfulgt af et løfte om at støtte oprindelige folk og lokale samfunds rettigheder, adgang til ressourcer og beslutningstagning. Til dette har fem lande og 18 fonde lovet 1,7 milliard dollars til at sikre oprindelige folks indflydelse. Midler til både skovløftet og til de oprindelige folk skal bruges i perioden frem mod 2025 og sender et vigtig signal om skovenes rolle i klimakampen og til de oprindelige folk.

Desuden blev en række af de største virksomheder, der har massiv afskovning på samvittigheden (herunder Bunge, Cargill, ADM og Wilmar), enige om at forpligte sig til per COP 27 at fremlægge et “roadmap for enhanced supply chain action consistent with a 1,5 degree celsius pathway”.


Vi er mange, der naturligvis er opløftede over de muligheder, disse løfter åbner op for, men også bekymrede over om de erfaringer verden har gjort sig de seneste syv år siden New York-Erklæringen, blev sat i spil. I New York-Erklæringen lovede landene en halvering af afskovning inden 2020 og et fuldt stop i 2030. 2020-målet er tydeligvis ikke blev nået, og man kan derfor kun gisne om oddsene for, at 2030-målet opnås. En analyse foretaget af Regnskogfondet viser, at oprindelige folk og lokalsamfund har haft direkte adgang til væsentligt under én procent af klimafinansiering. Så kort sagt er løfterne kun noget værd, hvis de medfører resultater, og det vil kræve lokal forankring og ledelse.

Emner

Kontakt

Jonas Schmidt Hansen

Pressekontakt Redaktør og presseansvarlig Medlemsblad, nyhedsbrev 2625 8208

Nanna Jochumsen

Pressekontakt Teamleder for kommunikation (+45) 3190 2770

Relateret materiale

100 lande vil stoppe afskovning i 2030

100 lande vil stoppe afskovning i 2030

100 lande inklusiv Danmark, svarende til 85 procent af klodens skovareal, har ved FN’s klimakonference, COP26, i Glasgow indgået en aftale om at stoppe afskovning og forringelse af landområder senest i 2030. Aftalen kan blive helt essentiel i beskyttelsen af verdens skove og natur, men lignende løfter er tidligere blevet givet uden at afskovningen blev begrænset.
af Anne-Sofie Sadolin Hennings