Verdens Skove på COP27: Små sejre, men overraskende uambitiøst

Verdens Skove var med på COP27 - det årligt tilbagevendende klimatopmøde, hvor alle verdens lande mødes og diskuterer den fælles indsats mod klimakrisen. Det endte med en historisk aftale om en Tab og Skade-fond, mens andre dele endte overraskende uambitiøse.

Af Gry Bossen og Jakob Kronik

COP27 i Sharm el-Sheikh gik i overtid og sluttede næsten 1,5 døgn senere end planlagt. På trods af overtid og stærke forhandlinger til det sidste, så er det samlede udfald skuffende og den endelige aftale overraskende uambitiøs. Dog er der delelementer i aftalen, som Verdens Skove er positive over. Det er blandt andet en fond til Tab og Skade, der især skal hjælpe udviklingslande med at håndtere konsekvenserne af klimaforandringerne, færdiggørelsen af artikel 6.8, der er en klimafinansieringsmekanisme uden handel med CO2-kvoter, og nævnelsen af skove og biodiversitet i slutteksten.

Sammenhæng mellem klima, biodiversitet og rettigheder
Under COP27 deltog Verdens Skove blandt andet i arbejdet med at påvirke den afsluttende Cover Decision tekst til at have et tydeligt fokus på sammenhænge mellem klima, biodiversitet og oprindelige folks rettigheder. Vi mener nemlig, at det er afgørende, at slutteksten inkluderer vigtigheden af biodiverse og kulstofrige økosystemer og indtænker oprindelige folk som en uomgængelig positiv aktør - både i målene for 2030 og i forbindelse med den reelle implementering af Skovløftet, der blev lovet i Glasgow 2021 og øget i Sharm El Sheik. Derfor kæmpede vi også for tydelige referencer mellem denne klimakonference og FN’s biodiversitetskonference (CBD COP15), der afholdes senere denne december i Canada.

Vi arbejdede særligt gennem Climate Action Networks økosystemgruppe (CAN Ecosystems) og fik med et tidligt gennemskrevet udkast, påvirket hele gruppen til at tage det med i det store netværks prioriteter med forhåbningen om at kunne lægge et samlet pres på forhandlerne. På trods af presset, lykkedes det desværre ikke at få en direkte henvisning til biodiversitetskonferencen i slutteksten. Dog lykkedes det alligevel at få inkluderet nogle gode referencer til økosystemer og biodiversitet i præamplen, som er det introducerende afsnit i Cover Decision teksten. Blandt andet en væsentlig reference til til Paris-aftalens artikel 5, der pointerer vigtigheden af at beskytte, bevare og genoprette natur og økosystemer for at nå Paris-aftalens temperaturmål, blandt andet gennem skove og andre kulstofrige økosystemer og ved at beskytte biodiversiteten, og det særlige afsnit om skove, der refererer til fælles reduktions-tilpasningsprojekter (JMA: Joint Mitigation and Adaptation) og de såkaldte non-carbon benefits, som inkluderer biodiversitet, bio-kulturelle, sociale og lokal regeringsførelse.

Tab og Skade
Klimakonferencens mest markante resultat var en aftale om en fond til tab og skader. Landene blev enige om, at der skal være en fond, der kan hjælpe lande og regioner økonomisk efter ødelæggende vejrfænomener, som følge af de uundgåelige klimaforandringer. Det er en stor sejr for mange udviklingslande, at dette nu er blevet anerkendt som et behov. Dog ligger det stadig foran os at få fyldt tilstrækkeligt med penge i fonden, definere dens arbejdsmekanismer og få den sat i gang.

Artikel 6.8: En ikke-markedsbaseret mekanisme
Efter seks års forhandlinger på artikel 6, der skal foreskrive regler for, hvordan man kan handle med CO2 reduktioner - de såkaldte CO2-kvoter, så landede der endelig nogle rimeligt tydelige retningslinjer for, hvordan denne markedsmekanisme skal fungere.

Men handel med CO2-kvoter er en risikabel vej at gå. Der er stor risiko for, at det flytter fokus fra reelle reduktioner, hvis rige lande kan købe sig fra ansvaret og til en klimaindsats. Og der er allerede mange eksempler på dårlige projekter og tvivlsomme reduktioner solgt som CO2-kvoter. Det er derfor alfa og omega, at reglerne for denne markedsmekanisme bliver så gode, at mekanismen sikrer reelle reduktioner, så disse ikke tælles dobbelt og så ambitionen i Paris-aftalen understøttes.

Dog kan der også findes en lille sejr i færdiggørelsen af artikel 6. Det betyder nemlig, at artikel 6.8 også er færdiggjort. I modsætning til resten af artikel 6, så skal 6.8 give mulighed for at generere finansiering og kapacitet til klimaprojekter, uden at sker gennem handel med CO2-kvoter. Vores håb er at 6.8 kan adskille sig fra andre klimafinansieringsmekanismer eller institutioner ved at kunne rumme mindre projekter og give adgang til eksempelvis lokalbefolkninger, således at pengene for indsatserne faktisk når helt ud i skoven.

Med færdiggørelsen af 6.8 kan parterne nu bevæge sig i retning af at operationalisere “den ikke-markedsbaserede mekanisme” med en webplatform og et mandat til at matche bidragydere med projekter, der har brug for støtte. Artikel 6.8 giver en væsentlig modvægt til de markedsbaserede samtaler, der dominerede artikel 6-forhandlernes tid, og på grund af ikke-markedsmekanismens omfavnelse af fælles reduktions- og tilpasningsprojekter (JMA: Joint Mitigation and Adaptation) og bekymring for biodiversitet, er resultaterne af artikel 6.8. også særligt relevant for de kommende vigtige forhandlinger på biodiversitetskonferencen, CBD COP15.

CO2 removals
Et punkt, der stadig skal forhandles, er hvordan såkaldte CO2 removals - altså teknologi eller økosystemer, der fjerner CO2 fra atmosfæren - skal kunne skabes og sælges under artikel 6 markedsmekanismen. Ved dette års COP blev det tydeligt, at CO2 removals kan dække over mange forskellige begreber - herunder geoengineering, gødskning af verdenshavene for at disse kan optage mere CO2 og skovplantning. Alle tre muligheder er risikable på hver deres måde og kan få store konsekvenser for biodiversiteten.

I forhold til at skabe en removal, så er skovene lige nu vores bedste redskab til dette. Men i det øjeblik, at skovenes evne til at optage CO2 bliver opfattet som en vare - altså hvor skovens værdi bliver lig med dens præcise CO2-optag - så er der risiko for, at dette vil føre til fældning af oprindelige skove, for at kunne plante nye skove med et mere effektivt CO2-optag. Og dette uden tanke på det CO2, der frigives ved fældningen og den biodiversitet, der samtidig destrueres. Desuden viser en ny rapport (The Land Gap Report), at vi faktisk ikke har plads på Jorden til at plante alt den skov, der lige nu skal til, for at udligne alle de manglende reduktioner i vores klimaindsatser. Skovrejsning skal derfor ikke kunne sælges som aflad for manglende CO2 reduktioner. Det er ikke en levedygtig vej at gå, hverken for klimaet eller naturen. Derfor er det vigtigt, at removals bliver en begrænset mulighed i fremtidens markedsmekanisme.

Opfølgning på Skovløftet fra Glasgow
Uden for forhandlingerne foregik der også væsentlige processer i forhold til skove og økosystemer. Dels blev der oprettet et partnerskab af 27 lande plus EU, under navnet Forests and Climate Leaders’ Partnership, som skal følge op på Skovløftet (Forest Pledge) fra Glasgow, hvor over 140 verdensledere, der repræsenterer over 90 procent af verdens skove, har forpligtet sig til at “standse og vende tab af skov og jordforringelse inden 2030, samtidig med at de leverer bæredygtig udvikling og fremmer en inklusiv transformation af landdistrikterne”. Det vigtigste, som vi i fremtiden skal holde dette partnerskab op på, er om de kan mobilisere den nødvendige politiske vilje i alle lande til effektivt at standse afskovningen. I den forbindelse er det ikke uden betydning, at Brasilien har fået valgt en præsident, der i sin tale under COP27 udtalte: “Vi vil ikke spare nogen anstrengelser for at bringe skovrydning og ødelæggelsen af vores biomer i nul inden 2030”. Præsident Lulas periode starter i januar 2023.

Alt i alt endte COP27 med et par små sejre for skoven og selvfølgelig den helt store sejr i Tab og Skade-fondens opståen, men generelt set må årets COP og sluttekst betegnes som uambitiøs og utilstrækkelig.