Verden får flere beskyttede skove - men nogle er det kun på papiret

Efter COP21 i Paris stod skovene som en af klimaaftalens helt store vindere. Udviklingen over de seneste år har nemlig været, at flere og flere anerkender beskyttelsen af skovene som et afgørende led i indsatsen mod klimaforandringerne. Flere skove end nogensinde før er i dag beskyttede - men det er ikke alle steder, at det overholdes i praksis. Særligt ikke i lande som Indien, Kina og Indonesien. Det skriver mongabay.com.

Af Jonas Krogh Madsen, Verdens Skove

For nylig publicerede en gruppe forskere fra University of Leeds en artikel, hvori de undersøger om myndigheder lever op til lovkravende for beskyttede nationalparker og natur- og dyrereservater. Ved hjælp af satellitdata har de beregnet omfanget af skovtab i hele 3376 beskyttede tropiske og subtropiske skove i 56 lande i perioden 2000-2012.

Mens forfatterne overordnet konkluderer, at beskyttelsen faktisk virker efter hensigten, peger de alligevel pået par helt generelle variationer.

Først og fremmest varierer skovbeskyttelsen efter, hvilket terræn den ligger i. Bedst så det nemlig ud i højtliggende områder med mange bakker og klipper. Her vurderer forskerne, at skove i ufremkommeligt terræn besværliggør afskovning, idet den simpelthen er mindre tilgængelig. Skove beliggende i flade, tropiske områder er derimod dér, hvor skovene generelt er dårligst sikret mod ulovlig afskovning.

En anden faktor er landets bruttonationalprodukt samt befolkningstætheden i landområder. Typisk er der nemlig en sammenhæng mellem korruptionsniveauet, respekten for loven, fattigdomsniveauet, parkpersonalets uddannelsesniveau og områdes beskyttelse.

Mens rigere lande, såsom Australien, Sydafrika og Thailand, generelt har mindre skovrydning, oplever fattigere lande, såsom Honduras, Indien og Filippinerne, mere. Som miljøforsker ved James Cook University i Australien, William Laurance, udtaler til Mongabay, allokerer rigere lande simpelthen flere ressourcer til skovbeskyttelse. Modsat har fattige lande sjældent ressourcerne til at forhindre, at skovene fældes - og særligt, når der er højt pres påskovene omkring reservaterne pågrund af højt befolkningstæthed.

Enkelte undtagelser gælder dog. For ikke alle lande med højt BNP er i stand til at sikre, at de beskyttede skovområder faktisk lever op til beskyttelseskravene. Som forfatter til artiklen Benedict Spracklen udtaler til Mongabay: “Eksempelvis har Malaysia et relativt højt BNP, men en blanding af mange svagt beskyttede områder og enkelte meget effektivt beskyttede områder

Såselvom skovene er lovbeskyttet pånationalt niveau, mangler man ressourcerne og viljen til at overholde det pålokalt niveau.

For at finde et illustrativt eksempel på, hvad ineffektiv skovbeskyttelse betyder i virkeligheden kan man vende blikket mod Indonesien.

Her udspiller der sig i disse dage en sag, hvor gruppen GeRAM, påvegne af en større gruppe borgere, kæmper for at beskytte økosystemet Leuser mod ødelæggelse. Det 2,6 millioner hektar store område Leuser ligger i den indonesiske Aceh-provins påSumatra og er hjemsted for en af verdens mest unikke regnskove, der foruden at have eksempler pådyrebar og uerstattelig biodiversitet, ogsåer det eneste sted i verden, hvor Sumatras elefanter, orangutanger, næsehorn og tigre lever sammen.

Men økosystemet er truet af nye regler for arealanvendelse, der blev vedtaget af Acehs delstatsregering i slutningen af 2013. Med flere internationale ngo’er i ryggen, argumenterede GeRAM dengang for, at arealanvendelsesplanen var ulovlig, idet den indonesiske regering havde beskyttet Leuser som en nationalpark. Efter stort pres gennemsådet indonesiske indenrigsministerium planen allerede tilbage i starten af 2014 og fandt dengang en række lovovertrædelser. Men siden da har de ikke fulgt op pådet.

Sålænge den indonesiske regering ikke tvinger Aceh-provinsen til at beskytte Leuser, medfører det, at man “effektivt legaliserer utallige nye veje, mange som allerede er blevet lavet gennem store skovarealer, som opdeler de skrøbelige økosystemer og åbner op for endnu nyere veje til ødelæggelse”, siger Farwiza Farhan, formand for den indonesiske lokale ngo Forest, Nature and Environment of Aceh (HakA).

Dermed forbliver skoven sårbar overfor ekspansionen af palmeolieplantager, skovhugst og minedrift. Det indebærer ikke bare tab af dyrebar regnskov påflere tusinde hektar, men udsætter ogsåtusindvis af de mennesker, som lever i og af Leuser, for katastrofale ændringer. Som en af GeRAMs medlemmer Dahlan M. Isa fremhæver, er økosystemet “en uerstattelig livsstøtte for folkene i Aceh og Nordsumatra og forsyner dem med rent drikkevand […] samt forhindrer miljømæssige katastrofer såsom styrtfloder og jordskred.”

Derfor har GeRAM sagsøgt både delstatsregeringen i Aceh og det indonesiske indenrigsministerium - delstatsregeringen for ikke at anerkende Leusers specielle status i planen og indenrigsministeriet for ikke at tvinge Acehs delstatsregering til at overholde den formelle beskyttelse af økosystemet.

Der er med andre ord flere områder, der har grundlæggende behov for forbedret monitorering og mere politisk og økonomisk støtte. Forskerne fra Leeds opfordrer derfor til flere substantielle undersøgelser af, hvorfor troperne er kendetegnet ved såvarieret beskyttelse: “vi måikke glemme at beskyttede områder er en hjørnesten i vores indsats for at beskytte naturen pålang sigt. Vi har brug for mange strategier til at promovere naturbeskyttelse, men vi kan selvfølgelig ikke lade vores beskyttede områder fejle. Det er de simpelthen for vigtige til”, udtaler Laurance til Mongabay.