​Tumperne fra bjerget

At bo langt ude i naturen er ikke noget, der giver høj status i Honduras. Men i en lille landsby ved nationalparken Pico Bonito har unge økoturistguider bragt en ny stolthed til lokalsamfundet – og nye fremtidsudsigter.

Af Anne Liv Eberlein, redaktør

le@verdensskove.org

Dagens første solstråler kravler hen over bjergryggen og rammer morgendisen, der hænger over skoven, så hele landskabet begynder at gløde. Honduras er måske ifølge statistikkerne et af verdens farligste lande, men det er også et af de smukkeste, tænker jeg.

På kortet ser Las Mangas ikke ud af meget - en lille bitte flække på 3-400 indbyggere et sted i udkanten af nationalparken Pico Bonito. Men det er en lille flække i en stor udvikling. Her har Verdens Skove nemlig for ti år siden støttet et projekt, der på samme tid skal give lokalsamfundet en bæredygtig fremtid og gøre det attraktivt at bevare skoven. Strategien: Økoturisme. Jeg er taget herop for at se den langsigtede effekt.

Én stor familie
Vores lokale guide hedder Adolfo og er en livlig teenager med mørkt hår og et åbent og smilende ansigt. Han er en af ti unge tilkaldeguider, der for tiden er knyttet til den lokale turismeorganisation Guaruma i en rotationsordning. Ligesom flere hundrede andre unge fra området har han modtaget en særlig guideuddannelse, der er et af kerneelementerne i turismeprojektet.

”Det startede for år siden som en uddannelse i fotografi, men så blev der koblet engelsk, biologi og øvrig guide knowhow på,” forklarer Jakob Ryding. Han er teknisk rådgiver for Verdens Skove og udstationeret her i Honduras.

”Alle er i familie med alle her,” griner Adolfo mens vi trasker op af grusvejen gennem landsbyen. Han stikker hovedet ind af døren i et af husene, veksler et par muntre ord og kommer frem med en pose røde rambutan-frugter i hånden, som han tilbyder os. Frugterne minder om litchi og er søde og lækre.

Paradisisk men fremtidsløst?

Husene er omgivet af blomstrende buske og frugttræer. Fugle synger og sommerfugle flagrer. For enden af landsbyen krydser vi en bro over en brusende flod med krystalklart vand, og umiddelbart efter træder vi ind i skoven, der strækker sig hele vejen op af Pico Bonitos tinder.

Men trods de paradisiske omgivelser, så var det at leve her indtil for nyligt ikke noget, man var særligt stolt af. For de fleste honduranere er det at leve ude i naturen ensbetydende med at være fra mindre udviklede områder, hvor der er småt med arbejde, muligheder og fremskridt. Det er områder, unge som regel flytter fra så snart de kan.

”Der er endda et særligt honduransk ord for folk, der bor i bjergene – montañeros - og det er ikke nogen kompliment,” fortæller Jakob Ryding mig. ”Man ser dem som lidt tumpede.”

En ny selvtillid

Tumpet er det sidste, jeg ville kalde unge Adolfo, tænker jeg, for denne montañero er en entertainer af Guds nåde. Med et strålende smil fyrer han den ene historie efter den anden af om det, vi ser. Majestætiske, gamle ceiba-træer, mahognitræer, træer med giftige pigge, mangotræer, palmetræer. Det overrasker mig at høre, at den tætte og jungleagtige skov, vi går i, kun er cirka 40 år gammel. Længere inde i nationalparken bliver den til primærskov, som skoven ved Las Mangas nu fungerer som bufferzone for.

Frem for alt slår det mig, hvor stolt Adolfo virker mens han viser os rundt i skoven. Og det har faktisk været et af de vigtigste mål, forklarer Ryding: ”En del af pointen er at opbygge de unges selvtillid, både for deres egen skyld, og for at styrke naturbevidstheden og udviklingen i hele lokalområdet. Det handler om at skabe stolthed over den natur, man har her, og en erkendelse af, at den også kan være økonomisk værdifuld, når man kan vise den frem for turister.”

Dén pointe er der ingen tvivl om, at folk i Las Mangas har taget til sig. Omkring halvdelen af indbyggerne arbejder nu med turisme. Tilbage i landsbyen snakker jeg med Alexis, som er præsident for LARECOTURH, et netværk af lokale turismegrupper, som har støttet de unge i Guaruma. ”Vi får især amerikanske turister på besøg,” fortæller han mig. ”Det topper omkring påske, hvor der kommer flere tusinde op til bjerget. Det er næsten for meget på en gang. Så nu arbejder vi på at sprede det mere ud.”

Mindre macho – på sigt

Jeg spørger, om der har været nogen problemer forbundet med at få turisterne på besøg. ”Vi havde lidt problemer med unge drenge, der piftede efter kvindelige turister i starten,” indrømmer han. ”Der er en ret konservativ machokultur her. Men det fik vi stoppet ved at købe nye trøjer til drengenes fodboldhold og tage en alvorlig snak med dem om, at turisterne gavner os alle her, så det er dumt at skræmme dem væk.”

Machokulturen håber projektet også at rykke ved. Både unge drenge og piger bliver inviteret til at tage guideuddannelsen. ”Det normale for piger her er, at så snart de er færdige med skolen, bliver de gift, får børn og passer hjemmet. Så det er en måde at begynde at løsne lidt op i de gamle opfattelser,” fortæller Alexis.

Der er dog ingen af de uddannede piger, der faktisk er endt med at arbejde som guide: ”Det er stadig ilde set,” forklarer han. ”Det er en langsom proces.” Træerne i Las Mangas vokser tydeligvis ikke helt ind i himlen på ligestillingsfronten endnu.

Men ikke desto mindre virker det til, at skovturismen har givet landsbyen herude i bjergene en ny retning, nye muligheder og en ny selvtillid. ”Børnene her ser i dag op til guiderne som nogle seje forbilleder,” fortæller Ryding. ”De unge er blevet stolte af at kalde sig montañeros fra Las Mangas nu.”

Og unge Adolfo – hvad er hans fremtidsplaner? ”Jeg kunne godt tænke mig at tage ind til byen for at læse biologi,” siger han. ”Og så kunne jeg godt tænke mig at komme tilbage hertil.”