Gå til indhold
Oplev Møns Klint, der byder på utroligt smukke naturoplevelser. Foto af Shutterstock.
Oplev Møns Klint, der byder på utroligt smukke naturoplevelser. Foto af Shutterstock.

Nyhed -

Tænk bæredygtighed ind i din sommerferie

Sommerferien nærmer sig, og mange længes efter eventyr eller afslapning. I en tid, hvor klimaforandringerne kræver, at vi alle tager ansvar for vores miljøaftryk, er det vigtigt at tænke bæredygtigt, også når vi tager på ferie. At tænke bæredygtighed ind i din ferie handler ikke kun om at reducere din CO2-udledning fra rejsen, men også om at støtte bæredygtige initiativer og respektere naturen. Her er nogle råd til, hvordan du kan gøre din ferie mere bæredygtig.

Ferie i Danmark
Danmark byder på fantastiske feriedestinationer, lige fra de naturskønne nationalparker til charmerende øer som Samsø og Bornholm eller det Sydfynske Øhav. Ved at holde ferie i Danmark kan du reducere dit klimaaftryk markant. Cykelferie er også en fremragende måde at opleve naturen på tæt hold, samtidig med at du næsten ikke udleder CO2. Overvej ruter som Hærvejen eller Margueritruten for en eventyrlig og grøn ferie.

Drop flyrejsen
Hvis du gerne vil holde ferie udenlands, kan en bilferie sydpå (eller nordpå) være et godt alternativ til flyrejser. Du kan også tage på interrail og opleve flere destinationer med tog, som er en meget mere klimavenlig transportform end fly. Der går desuden mange busser til populære feriedestinationer rundt om i Europa. Busser har også et lavere CO2-aftryk pr. passager end fly og biler. Hvis du ikke kan undgå at flyve, så tænk over både afstand og mellemlandinger, da disse har betydning for udledningerne fra din tur.

Bæredygtig adfærd på ferie
Bæredygtig ferie handler ikke kun om transporten. Når du er på ferie, kan du fortsætte med at tænke grønt ved at tage små, men vigtige skridt.

  • Undgå engangsplast: Medbring genbrugelige vandflasker, madbeholdere, bestik og poser for at reducere brugen af engangsprodukter.

  • Støt lokale producenter: Undgå at købe unødvendige, masseproducerede souvenirs på ferien. I stedet kan du støtte lokale producenter og kunsthåndværkere, eller sikre dig at produkterne er bæredygtigt produceret.

  • Økoturisme: Uanset hvor du skal hen, kan du forsøge at vælge ture og aktiviteter, der støtter naturbevaring og bæredygtighed. Økoturisme handler om naturoplevelser, der respekterer og støtter naturen og lokalbefolkningen. På den måde kan du få fantastiske naturoplevelser, samtidig med at du lærer om naturen og støtter bevarings- eller genopretningsprojekter i området. Det er dog vigtigt at undersøge virksomhederne og initiativerne grundigt inden du booker aktiviteter, for at sikre, at de lever op til bæredygtige principper og respekterer både miljøet og lokale samfund

  • Respektér naturen: Følg principperne for 'Leave No Trace', når du er på ferie, ved at efterlade naturen, som du fandt den, og minimere dit økologiske fodaftryk.

God ferie!
Ved at tænke disse råd ind i din ferieplanlægning, kan du gøre en indsats for at tage hensyn til klimaet og naturen denne sommer. God ferie og husk, at hver lille handling tæller i kampen for en mere bæredygtig fremtid.

Emner

Kontakt

Jonas Schmidt Hansen

Pressekontakt Redaktør og presseansvarlig Medlemsblad, nyhedsbrev 2625 8208

Nanna Jochumsen

Pressekontakt Teamleder for kommunikation (+45) 3190 2770